Berlingske har for nyligt beskrevet, hvordan det, der skulle være Vesterbros nye madoase, åbnede med massive børnesygdomme. Flere stadeholdere kritiserede ledelsen for ikke at have styr på tingene, og at kommunikationen var ikke-eksisterende. Som konsekvens af kaosset mistede flere af iværksætterne hundredtusindvis af kroner og var nødt til at rulle skodderne ned efter blot få måneder. Westmarkets direktør bedyrede i den forbindelse, at der skulle ryddes op i det københavnske madmarked.

En oprydning, der er i gang nu: Investorkredsen har skudt et tocifret millionbeløb i Westmarket, mens Claus Dyhr, der tidligere har været økonomidirektør i Tivoli, er tiltrådt som bestyrelsesformand.