Arsenal er næsten sikker på en tredjeplads i Premier League, men hverken fansene, bestyrelsen eller manager Arsene Wenger er tilfredse med en sæson, hvor forventningerne var højere.

Nu skal der investeres for at sikre, at Arsenal kan spille med om mesterskabet næste år.

Ifølge The Sun har Arsene Wenger set sig varm på tre stjernenavne. Franskmanden, som ellers plejer at bruge klubbens midler med større forsigtighed end sit eget husholdningsbudget, er ifølge avisen klar til at spendere 80 mio. pund i det kommende transfervindue, svarende til 754 mio. kroner.

I første omgang er det den 23-årige schweizer Granit Xhaka, som Wenger regner med, at han får overtalt til at skrive under med Arsenal. Den teknisk dygtige og kreative midtbanespiller kommer formentlig til at koste Wenger omkring 30 mio. pund, hvis det lykkes at hente ham i Mönchengladbach, hvor han været omdrejningspunktet i det opbyggende spil. Men både Manchester City og Bayern München meldes også interesserede i den unge schweizer med de albanske rødder, så det er endnu usikkert, om handlen falder på plads.

Det næste punkt på Wengers indkøbsseddel er en spiller, som den franske manager også tidligere har været særdeles lun på. Den spanske angriber Alvaro Morata spiller lige nu i Juventus, men Real Madrid har en tilbagekøbsklausul og kan hente ham tilbage i denne sommer. Ellers vil Wenger meget gerne sikre sig den 23-årige spaniers underskrift. Og hans iver efter at hente Morata er kun blevet større, efter at engelske Danny Welbeck er blevet sat ud af spillet med en langtidsskade. Morata forventes ligeledes at koste omkring 30 mio. pund.

Den tredje spiller på ønskesedlen kommer i lighed med Xhaka fra Bundesligaen. Henrikh Mkhitaryan har tidligere været tæt på at skifte til Liverpool og Tottenham, men nu vil Wenger hente ham som gardering for Alexis Sanchez. Både Juventus og Bayern München skulle være meget interesserede i at hente den målfarlige chilener i sommerpausen.

Arsenal gør samtidig klar til den store oprydning i truppen. Veteranerne Mikel Arteta, Tomas Rosicky og Mathieu Flamini forventes allesammen at forlade klubben, men derudover kan Theo Walcott, Per Mertesacker, Mathieu Debuchy og Kieran Gibbs ifølge The Sun også allesammen være på vej væk fra London-klubben.