Den kommer fra alle steder. Vreden. Og den vokser tilsyneladende med en enorm hast i disse år. Vreden mod det politiske system, mod de åbne grænser, ekstrem ulighed, og mod den politiske klasse og alle dens privilegier. Den kompromissøgende midterpolitiker, som lever af at finde forstandige og holdbare politiske løsninger, er udsat for et stormangreb i store dele af den vestlige verden. Om få år er det ikke længere utænkeligt, at Donald Trump er præsident i USA, Marine Le Pen, præsident i Frankrig, og socialisten Jeremy Corbyn, premierminister i Storbritannien. Alle rider de på ryggen af de vrede vælgere, samtidig med at de blæser liv i deres ofte uartikulerede protest.

I denne uge var politiske rådgivere fra næsten alle danske partier i New Hampshire i USA for at aflure de seneste tendenser og lade sig inspirere af den amerikanske primærvalgkamp. Og hvis de ikke vidste det i forvejen, så kom de i hvert fald hjem med en kraftig påmindelse om, at de bliver nødt til at forholde sig til den politiske protestbølge, som skyller hen over de vestlige demokratier fra både højre og venstre. Måske har vi kun set begyndelsen, og ingen ved rigtigt, hvor det fører hen. De, der jubler over de to vindere fra primærvalget i New Hampshire - Donald Trump og Bernie Sanders – føler sig tydeligvis forrådt af det politiske establishment. De er blevet overset og efterladt på perronen, da toget satte i gang igen efter den dybe økonomiske krise, og er parat til at gå meget langt i deres protest og søgen efter stærke alternativer.

Igennem nogle år har vi i Europa været vidne til, at den politiske midte skrumper, og det, der er kaldt for højre- og venstrepopulistiske partier, har vundet frem. Se på Front National i Frankrig, se på Podemos i Spanien, Sverigedemokraterna i Sverige, regeringspartiet Syriza i Grækenland eller Ukip i Storbritannien. Eller se på det seneste folketingsvalg i Danmark, hvor de »regeringsbærende partier« fik det dårligste valg siden 1973.

Men måske er det kun småting i forhold til det skred væk fra midten, som ved denne uges primærvalg i New Hampshire rystede de to store etablerede partier. Hos Republikanerne vandt milliardæren og provokatøren Donald Trump, som vil bygge en mur på grænsen til Mexico, holde muslimer ude fra USA, indføre tortur og tvinge amerikanske virksomheder til at investere i jobs i USA frem for Kina. Hele 34 procent af de republikanske stemmer fik han. Hos Demokraterne fik socialisten Bernie Sanders, der indtil for nylig var en uafhængig outsider, som ingen regnede med, hele 60 procent af stemmerne på at ville gennemføre »en revolution,« brandbeskatte bankerne på Wall Street, gøre uddannelse gratis og hæve mindstelønnen til det dobbelte. Det lyder måske i europæiske ører ikke så yderliggående, men det er det i USA.

Begge præsidentkandidater vinder vælgernes opbakning og store jubel med benhårde kampagner mod Washington, mod medierne, mod systemet og dets uduelige politikere, mod lobbyisterne og de penge, der styrer amerikansk politik. Hvordan præsidentvalget ender, er for tidligt at sige. Men tendensen i det amerikanske primærvalg er en historisk polarisering drevet af millioner af utilfredse og vrede vælgere. Nok er nok. Sanders har et fast tag i de unge, som oparbejder en enorm studiegæld og ikke har oplevet andet end krise og massearbejdsløshed i deres liv. Donald Trump appellerer til alle, der bare vil noget nyt og gøre Amerika »great again.« Og de elsker hans frygtløse fornærmelser af alle, der er noget ved musikken. Det republikanske parti er i chok og har været det længe, mens alvoren for Demokraterne kun langsomt er ved at snige sig ind. Hillary Clinton er trods alt stadig favorit til at blive nomineret.

De senere år har vist, at Midten både i Europa og USA får stadig sværere ved at bevare magten – selv med nye opfindsomme midterkoalitioner og samarbejder mellem centrum-venstre og centrum-højre, som skal holde fløjene ude. Dem har man set i Tyskland, Sverige, Holland og andre lande. De på sin vis rationelle protestvælgere vil noget andet end midten og har for længst opdaget, at de etablerede partier kun har meget vage og utilstrækkelige svar på de negative konsekvenser af de åbne grænser og den globale frihandel. Det gælder både de voldsomme flygtningestrømme, arbejdspladser der flytter til lavtlønslande og den ekstreme både geografiske og indkomstmæssige ulighed, som er fulgt i kølvandet på globaliseringen. Fløjpartierne står parat med lukkede grænser, mure, begrænsninger af frihandel eller høje skatter. Og de vinder. Det store spørgsmål er, om Midten kan beholde magten eller vinde den tilbage uden at give køb på den globalisering, som siden 1990erne har været den drivende kraft i verdensøkonomien og de etablerede partiers altoverskyggende projekt.