På Vamdrup Skole måtte lærerne for nylig opgive at indsamle elevernes mobiltelefoner i en særlig kasse inden timen. Selv om lærerne og ledelsen mente, det var en god ide, og de fleste i klassen var med på den, så protesterede vrede forældre så voldsomt over dette urimelige indgreb i deres børns private ejendom, at skolen måtte opgive.

»Vi har prøvet ad dialogens vej, men vi har ikke villet tage det slagsmål,« sagde skolens leder Per Rudbæk beklagende til JydskeVestkysten.
Moderne borgere i velfærdssamfundet siger, hvad de mener, og tager hellere end gerne slagsmålet.

De sætter spørgsmålstegn, kræver deres ret, og de er vrede. Spørg bare parkeringsvagterne, de kommunale sags­behandlere og personalet på skadestuen.

En søndag i februar modtog Carsten Rasmussen, borgmester i Næstved, en e-mail fra en rasende borger, som opfordrede ham til, »at få fingeren ud«. En flok svaner var fløjet ind i et højspændingskabel, og nu måtte Rasmussen få det fikset i en fart, fortalte borgmesteren til tidsskriftet Kommunen.

Rigtigt vrede borgere går direkte til toppen. Andre borgmestre fortalte i artiklen om borgere, der nægter at forlade rådhuset, før de har fået udbetalt deres kontanthjælp, og en kvinde mente vedholdende, at kommunen skulle skaffe hende en bolig, fordi hun ville sælge sit hus.

Aldrig har skolelærere, læger, sygeplejersker og pædagoger brugt så meget tid på at tale med utilfredse borgere og pårørende, forklare og beklage, udrede og finde fejl.

Og aldrig har forventningen om netop det været stærkere. Nettets hurtige kommunikation og de sociale medier har gjort vreden til et af de mest effektive våben. En rambuk ind i bløde systemer, hvor de ansatte er uddannede og oplært i at forstå og hjælpe mennesker.

Og der er nok at være rasende over. Kulturradikale og populister, folkedansere, socialdemokrater og skidesprællere. Skrid væk fra mig. For ikke at tale om de højrøvede og de bredrøvede, cyklister, bilister, fodgængere og skrankepaver, pædagoger, kvaksalvere og pansersvin. Fuck jer.

Og det virker. »Som man råber i skoven får man svar,« hed det engang. »Som man råber i skoven, får man ret,« er meget mere præcist.

Shitstorme er for længst blevet et potent folkeligt magtmiddel over for politikere, virksomheder, myndigheder og sagesløse mennesker, der uforvarende har blandet sig i den offentlige debat. Jo mere shit, jo mere storm og jo mere vrede, des mere kan man påvirke sin egen sag. I et følelsessamfund er vreden lig med magt, fordi den er uforudsigelig og truende.

Tillid er svaghed. For vi ved bedre. Om undervisningen i skolen, om mobiltelefoner i klassen, om vaccinationer er farlige eller ej, om politikere er fulde af løgn og om elitens lyssky forretninger. Ingen med en uddannelse ud over den stråtækte –  absolut ingen – skal belære os om noget som helst. Og de skal i hvert fald ikke føle sig for fine til at blive udflyttet, bo og arbejde ude på Lars Tyndskids mark.

Med 1968-oprøret forsvandt troen på autoriteterne, overlærer Andersen og lektor Blomme, den hvidkitlede læge og den alvidende doserende politiker kunne ikke længere få os til at stå ret. I lighedens navn sagde vi »du« i stedet for »De« og gjorde kondisko og cowboybukser til folkeuniform.

Borgerskabets symboler blev gjort til grin og revet ned et for et. Med nutidens oprør fra udkanten, fra folket, de overflødige, den vrede hvide middelklasse, eller hvor det end kommer fra – forsvandt ikke bare troen på autoriteterne, men også respekten. Så få dog fingeren ud, borgmester.

Jo mere kommunens ansatte bukker sig ned og møder borgerne i øjenhøjde, som det sådan cirka er formuleret i alle kommunale strategipapirer, jo flere spark får de i røven.

Hver gang debatten om den offentlige sektors mange regler bliver aktuel, så rejser en række politikere sig op og siger med foldede hænder og fromhed i stemmen, at nu må vi også have mere tillid til hjemmehjælpere, syge­plejersker, socialrådgivere, lærere og politibetjente, så de ikke behøver at bruge to tredjedele af deres tid på at udfylde skemaer og sætte krydser i computerprogrammer bare, for at vi kan kontrollere, at de gør deres arbejde.

Nu skal det være slut.

Men hver gang mislykkes det, og det samme vil ske med det impotente regeringsmissil, som innovations­minister Sophie Løhde i et nyt udspil, hun netop har sendt af sted mod offentligt bureaukrati og regeltyranni.

For det er sådan vores moderne styring af den offentlige sektor fungerer. Man opstiller mål, registrerer arbejdet og kontrollerer, om målene overholdes, og man sanktionerer og behandler klager, i det omfang målene ikke nås, eller der sker fejl.

Det er ikke et system, der bygger på tillid, men heller ikke et, der på kort sigt kan erstattes af noget andet. Velfærdens skatte­finansierede fortrop er klemt i en sandwich mellem vrede og bedrevidende borgere og et kontrollerende bureaukrati.

Hvordan er din tillid til lægerne og hele sundhedsvæsenet efter, at din søn døde af meningitis, lød spørgsmålet i sidste uge fra en DR-journalist til den ulykkelige far. Først forsøgte han at undvige, men så fik han spørgsmålet en gang til. Og svaret gav jo sig selv.

Hvordan er din tillid til brugtvognsforhandleren, som lige har solgt dig en bil, der ikke kan køre? Tillid er for slapsvanse.