Balladen begyndte, da Elisa byttede barslens trygge tid med mor ud med en vuggestueplads. Især derhjemme havde Trine Nørgaard, som er enlig mor for Elisa, nogle heftige »ture« med datteren. Så ville hun ikke spise eller sidde i den høje stol. Hun spændte sig bagover som en flitsbue. Kastede sig rundt. Kylede legetøjet ned i gulvet.
»Jeg tænker, at det var en helt naturlig reaktion på, at hun i løbet af en hel dag pludselig skulle tilsidesætte nogle behov, lære at tage hensyn og regler for ditten og datten. Det havde hun ikke havde været vant til, når hun bare gik hjemme sammen med mig. Så når hun kom hjem, og der blev stillet en eller anden form for krav, kunne hun ikke overskue det. Prøvede jeg alligevel at gennemtvinge dem, fik jeg ikke andet ud af det end en frygtelig, frygtelig aften,« fortæller 30-årige Trine Nørgaard, der læser til ergoterapeut.
I vuggestuen havde Elisa nogle opgør med de andre børn. Hun havde en aggressiv adfærd, og når Trine Nørgaard hentede sin datter fik hun i en bebrejdende tone at vide, at hun havde bidt de andre. Det måtte stoppes.
»Det foruroligende var, at når jeg spurgte, hvorfor hun bed, vidste de det ikke. Der var ikke nogen grund. Der var ikke sket noget, sagde de. Men selvfølgelig er der en grund til, at hun bider. Det gjorde mig rigtig ked af det, at man bare lukkede dialogen. For kunne det måske skyldes, at hun havde følt sig overset?« siger hun.
Ofre for neoromanticisme
Søger man svar i familieterapeut Jesper Juuls nyeste bog »Aggression – en nødvendig del af familielivet«, så ja. Elisa har formentlig følt sig overset, og da er det helt naturligt for et barn at blive aggressivt. Især når de voksne omkring det ikke har forsøgt at hjælpe barnet med at få udtrykt, hvad der egentlig gjorde barnet så ked af det, at det bed eller slog.
Faktisk vil Jesper Juul ligefrem udpege børn i Elisas situation som ofre for det, han kalder neoromanticismen, som han mener hersker i dag, og hvis helt store dogme er, at aggressioner skal fordømmes, fortrænges og bekæmpes. For aggressioner fører til vold, og det kan vi ikke tolerere i vores moderne verden. På samme vis som seksualitet blev det for et halvt århundrede side, bliver aggressioner i dag tabuiseret, lyder hans pointe. Og ligesom kvinder i fordums tid blev diagnosticeret som »hysteriske« får mange børn i dag prædikatet »problembørn med aggressiv adfærd«. De bliver behandlet med medicin og terapi og social eksklusion, fordi de larmer, bider, skubber og slår eller er grove over for lærerne.
»I de seneste 15 år har der været en stærkt stigende tendens til at diskriminere vrede og frustrerede børn i daginstitutioner og skoler, og i dag er aggressionen blevet et tabu,« skriver Jesper Juul og fortsætter:
»Det nye tabu sætter børns mentale sundhed og deres selvfølelse og selvtillid på spil.«
Styrke i aggressioner
Især drenge bliver ramt af tabuet. En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, der viser, at hver fjerde dreng ikke trives særlig godt i børnehaven, mens pædagogerne udpeger hver femte dreng som »problembarn«, fordi de vil »have afløb« for deres irritation og frustration.
»Vi må finde konstruktive måder, hvorpå vi kan håndtere fænomenet aggression, for ellers kommer vi fortsat til at skade alt for mange mennesker,« skriver Jesper Juul.
Selv er han netop nu sygemeldt og kan ikke stille op til interview. Men hans kollega og leder af rådgivningsorganisationen Familielaboratoriet, Camilla Justesen, møder mange forældre, hvis børn opleves som aggressive – også af forældrene selv. De er selv opdraget til, at vrede og frustration skal pakkes væk og har derfor ikke værktøjerne til at håndtere problemet.
»Men faktisk er der en masse vilje og styrke i aggressioner, hvis de bliver håndteret konstruktivt,« siger Camilla Justesen.
For pædagoger og lærere mener hun, at opgaven er blevet vanskeligere på grund af gentagne nedskæringer og et konstant stigende krav om at skulle rumme flere børn med særlige behov.
»For pædagogerne er det svært at tage hånd om – for det, børn har brug for, når de reagerer meget voldsomt, er en-til-en-kontakt. Den kan det være svær at finde tid til. Generelt er det svært for især drenge med meget energi at få plads til at komme af med deres aggressioner. De skal have hjælp af lærerne og forældrene til at lære, hvad de skal gøre med alle deres store følelser,« siger hun.
Ud med »ind på værelset«
For eksempel kan en mor, hvis to-årige datter slår hende, fordi hun ikke har forstået pigen, sige: »Jamen dog, hvor er du vred. Hvad mon det er, der har gjort dig så rasende? Kan du fortælle mig det?«
Derved anerkender moderen pigens vrede som legitim. Råber mor i stedet, at sådan må barnet aldrig sige igen og forviser det til sit værelse, til det kan undskylde, lider barnet en dobbelt ydmygelse – og barnet mister følelsen af at have værdi. Gentages mønsteret kan det i teenageårene føre til en risikoadfærd hos pigen, der måske gør skade på sig selv ved at skære sig, får en spiseforstyrrelse eller værre endnu – forsøger selvmord, advarer Jesper Juul.
I BUPL oplever pædagogernes formand, Henning Pedersen, kritikken af pædagogernes indsats som uberettiget hård. Men at aggressioner er ilde sete i institutionerne og bliver tabuiseret, kan han godt genkende fra sine medlemmers hverdag.
»De aggressive og urolige børn, både i institutionerne og på skolerne, gør undervisningen besværlig og er svære at håndtere. Derfor lægger man en vis afstand til dem og prøver at dæmpe det uden måske at sætte sig ind i, hvad der ligger bag,« siger han.
For at ændre det billede, mener formanden, at der skal flere hænder til i institutionerne. Uddannede pædagogers hænder, vel at mærke. Samtidig skal viden om, hvordan man tackler de aggressive børn indarbejdes mere i uddannelsen.
Rum til rod
Camilla Justesen er enig i, at det kræver indsigt i, hvordan de aggressive børn skal håndteres.
»Men ofte er det pædagogmedhjælperne, og ikke pædagogerne, som er gode til at lege de mere vilde lege med de drenge, der har krudt i røven. De bliver så ofte standset, fordi det ikke har et pædagogisk sigte at smide et barn op i luften,« siger hun.
Fem-årige Elisa er stadig temperamentsfuld. Men der er kommet længere imellem hendes udbrud, og Trine Nørgaard føler sig mindre afmægtig. Forklaringen er, at hun selv har gået hos en psykoterapeut. Det har gjort hende bedre til at spørge om, hvad der ligger bag, når datteren bliver vred.
»Tidligere kunne jeg fokusere på, at der blev rodet, hvis hun smed med tingene, eller være bange for, at de gik i stykker. Nu tænker jeg, at det kan vi rydde op senere og er optaget af, hvad der gør hende gal i stedet. Det betyder, at jeg er meget mere nærværende i situationen,« siger hun.
Elisa selv er også blevet klarere i mælet. Det oplevede Tina Nørgaard tydeligt i sommerferien, da hun på et tidspunkt skulle se efter et vennepars datter.
»Hun blev temmelig voldsom over for den anden pige. Da jeg spurgte hvorfor, svarede hun, at det var fordi, hun blev misundelig. Jeg var så sød over for hende pigen, at det virkede som om, at jeg bedre kunne lide hende end Elisa,« siger Trine Nørgaard.