Hun skrev den første SMS-besked til en veninde klokken 9.51. »Det var den værste nat nogensinde. Jeg blev voldtaget.«

Kort efter skrev hun til en anden veninde: »Jeg blev voldtaget af tre f…... rugby-skiderikker...«

Lidt senere skrev hun til veninden, hvordan hun om natten havde været til en efter-fest hos en kendt rugbyspiller. Han lagde an på hende. Hun fortalte ham, at han kunne rende og hoppe, men på et tidspunkt fangede han hende i et værelse på første sal i huset. Og så skete det. »Jeg har blå mærker på inderlårene. Det føles som om, at jeg har blå mærker på min f…. De var så brutale, at jeg har fået min menstruation en uge for tidligt.«

»Var der mere end én?« spurgte veninden.

»Der var to, og en tredje forsøgte at være med. Jeg græd.«

Veninden opfordrede hende til at tage på sygehuset og gå til politiet, men kvinden var skeptisk: »Nej, jeg vil ikke gå til politiet. Jeg vil ikke tage kampen op mod Ulster Rugby. For det vil helt sikkert gå godt,« skrev hun sarkastisk.

»Desperation«

Ulster Rugby er et professionelt rugbyhold i Belfast i Nordirland, og kvindens sortsyn skulle vise sig profetisk. Kvinden - en 21-årig studerende - endte alligevel med at gå til politiet, og i 42 dage i vinter har retssagen udspillet sig i Belfast Crown Court og væg-til-væg i de irske medier, og op til påske faldt dommen så: »Ikke-skyldig,« sagde nævningene.

Men kendelsen har fået den stik modsatte effekt af, hvad rugbyspillerne sikkert håbede på, og det er ikke blevet bedre af, at deres advokater har truet kritikere med injuriesager. I stedet for at acceptere afgørelsen og gå hjem er kritikerne gået ud i verden med deres vrede. Demonstranter har fyldt gaderne i de største irske byer, endnu større demonstrationer er planlagt, på Twitter trender hashtagget #Ibelieveher - »Jeg tror på hende« - og over 60.000 har underskrevet et krav til det irske rugbyforbund om at få de to spillere udelukket.

Og det handler om mere end en retssag, som forfatteren Lisa Tierney-Keogh skriver hos NBC. Kvinder har generelt ikke en chance i Irland og Nordirland og især ikke, når de går op mod mænd med magt og privilegier, f.eks. sportsstjerner. »Der er en understrøm af desperation,« men måske sker der noget nu. »Måske har rugbysagen giver os et irsk #Metoo,« skriver hun.

Abort

Aktivisterne har et førstemål at gå efter: Abort.

Rugbysagen har ikke direkte noget med abortdebatten at gøre - kvinden blev ikke gravid - men den er et symbol på det samme kvindefjendske system, siger kritikerne. Irland og Nordirland har de mest restriktive abortlove i den vestlige verden. Abort er kun tilladt, hvis moderens liv er i fare og f.eks. ikke efter incest og voldtægt.

I Irland får vælgerne i næste måned mulighed for at gøre noget ved det. Irland holder 25. maj folkeafstemning om retten til abort, og rugbysagen påvirker afstemningen på to måder. For det første fordi den i ugevis har været allestedsnærværende i den irske debat og rejst spørgsmålet om, hvorvidt voldtægtsofre skulle have ret til abort. Selv den irske premierminister talte om det på TV. Og for det andet har retssagen været et ammoniakdrøn i næsen på aborttilhængere, som i frifindelsen af de to rugbystjerner og abortforbuddet ser de samme konservative kræfter.

»Irland er et giftigt sted for kvinder, som vil bestemme over deres krop. Igen og igen får vi at vide, at vi ikke ejer vores egen krop,« skriver forfatteren Katie Goh i Independent.

En anden nylig retssag viste det, skriver hun. I 2016 blev en 19-årig nordirsk kvinde gravid, og hun havde ikke penge til at rejse til Skotland for at få en abort. I stedet bestilte hun abortpiller på internettet og gennemførte sin egen abort. Hun endte med at få tre måneders betinget fængsel.

Den slags kan vælgerne i Irland endelig gøre op med, skriver Katie Goh, og det må også være på tide, at nordirerne får chancen for det.

»Udskud«

Sagen har også sat fokus på en rugbykultur, som sporten selv erkender er fyldt med sexisme, alkohol og piller. I 1996 fastslog en af de første store undersøgelser, at »rugby-kulturen« førte til »kvindehad« og til opfattelsen af kvinder som kød. Og sidste år bekræftede en intern rugby-undersøgelse, at sådan var det stadig. Ofte følte spillerne sig berettigede til kvinder og til sex - og de følte sig hævet over lov og orden, som det hed i rapporten fra det new zealandske rugbyforbund.

Den samme rugbykultur er blevet udstillet i Belfast. De to rugbystjerner blev frifundet, men retssagen har skrammet dem og sporten. F.eks. kom det frem, hvordan de dagen efter sex-natten tog en lummer æresrunde. I en gruppechat skrev en af stjernerne »nå, drenge, der var for alvor gris på gaflen i nat,« og hans makker tilføjede: "Yep, det var som en karrusel i tivoli.« De delte også billeder fra festnatten.

Samtidig skrev den 21-årige kvinde til en veninde: »De var nogle udskud. De var rugby-kulturen ganget med en million.«

Og problemet med kulturen er, at det øvrige samfund er løbet fra den, som rugbyrapporten fra 2017 konkluderer. Rugbykulturen »reflekterer ikke længere nutidige værdier og forventninger om adfærd,« som det hedder, og bl.a. derfor opstår den ene skandalesag efter den anden, og derfor involverer de så ofte kvinder, alkohol og anklager om misbrug.