Steven Tannenberg, 29 år, fotograf og videograf. Stemte ja.

Hvad har du stemt?

Jeg har stemt ja. Jeg er af den overbevisning, at vi stiller os uden for en masse beslutninger, hvis vi ikke stemmer ja. Jeg har været meget i tvivl, og var faktisk stadig i tvivl, da jeg stod inde og skulle sætte mit kryds. Men jeg tog den beslutning at stemme ja, fordi jeg tror, vi stiller os uden for en række beslutninger, hvor verden i dag er så globaliseret og hænger sammen på kryds og tværs, at vi er nødt til at være med.

Føler du, at du har været godt klædt på til at sætte krydset?

Jeg har været dårligt klædt på til at stemme. Det har været min egen skyld, jeg har ikke søgt nok oplysninger. Men jeg synes også, det er svært at sætte sit kryds korrekt, fordi der har været så meget spin. Men jeg er ret sikker på, at det rigtige at gøre var at stemme ja.

Mona Mortensen, 23 år, studerende. Stemte nej.

Hvad har du stemt?

Jeg havde egentlig tænkt mig at stemme blankt, fordi jeg synes, at hele den her afstemning og kampagne er ret åndssvag. Men da jeg kom ind i stemmeboksen, stod valget mellem ja eller nej, og jeg havde hældt mest til et nej, så det blev det. Jeg ville ikke sige ja af hensyn til risikoen for, at det hele vil blive stemt ind. Så vil jeg hellere have, at de enkelte punkter bliver taget op enkeltvis senere.

Føler du, at du har været godt klædt på til at sætte krydset?

Jeg har ikke følt mig særlig godt klædt på. Jeg har snakket meget med kloge folk og har hørt mange forskellige synspunkter. Men jeg synes heller ikke, at partierne har ført særligt gode kampagner, og jeg føler heller ikke, at man bare skal stemme det, ens parti stemmer. Det er jo en lidt anden situation end et folketingsvalg.

Thomsen Johnny, 74 år, pensionist. Stemte ja.

Hvad har du stemt?

Jeg er endt med at stemme ja. Jeg synes, at Europol er udmærket overstatsligt. Og så er jeg principielt tilhænger af Europa. Det vil jeg gerne støtte.

Føler du, at du har været godt klædt på til at sætte krydset?

Jeg har ikke følt mig særlig godt klædt på til at sætte krydset. Jeg har prøvet at sætte mig godt ind i det, men man må først og fremmest sige, at det er meget kompliceret. Men jeg synes også, at kampagnerne har været ført elendigt. På begge sider. Man har brugt nogle underlige skræmmeargumenter fra begge sider. Man har ført en debat på det niveau i stedet for at prøve at oplyse os om helt reelt, hvad beslutningerne egentlig betyder. Og det er nok også fordi, det er så kompliceret, og at det er svært at sige, hvad konsekvensen bliver af noget. Jeg har heller ikke forstået hvert eneste punkt ned i detaljen.

Karen Hemmingsen, 38 år, Illustrator. Stemte ja.

Hvad har du stemt?

Jeg stemte ja. Men jeg har faktisk haft rigtig, rigtig svært ved at forstå helt, hvad jeg sagde ja eller nej til. Men ud fra en ide om, at vi er med i EU, og jeg synes, at vi bliver nødt til at være det ligesom alle andre, så blev det et ja. Jeg synes ikke, at vi bare kan tage, hvad vi vil have og så holde os uden for resten. Det var derfor jeg stemte ja. Men jeg har virkelig svinget frem og tilbage. Jeg har forsøgt at læne mig op af nogle af de politikere, som jeg holder af og tror mest på, og som har anbefalet et ja.

Hvor godt har du følt dig klædt på til at sætte krydset?

Egentlig har jeg følt mig godt klædt på, men det har stadig været et uoverskueligt valg, som jeg stadig ikke helt forstår konsekvenserne af, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg har haft mulighed for at søge alle mulige informationer, men jeg kan stadig ikke helt forstå, hvad jeg har stemt ja til – det er egentlig lidt skræmmende.

Maria Hasselbalck, 70 år, pensionist. Stemte nej.

Hvad har du stemt?

Jeg har stemt nej. Simpelthen på grund af suveræniteten. Det er det eneste argument, jeg har. Egentlig kunne jeg ligeså godt have stemt ja, for jeg synes også, det er meget nødvendigt, at vi er med i EU, Europol og så videre. Men det andet vejede altså højest. Jeg går meget ind for EU, men jeg vil helst have, at det skal være en handelsaftal. Jeg vil helst ikke have, at vi har andre til at bestemme over os, det bryder jeg mig ikke om.

Hvor godt har du følt dig klædt på til at sætte krydset?

Jeg synes egentlig, jeg har forsøgt at sætte mig godt ind i det. Jeg har set debatter i fjernsynet og hørt dem i radioen, læst pjecer og artikler. Så jeg har følt mig fint klædt på og synes faktisk, at mange af debattørerne har været fornuftige at høre på.