Regeringens kommende ghettoplan, der fremlægges dette efterår, bliver påvirket af urolighederne i det belastede boligområde Vollsmose i Odense.

Carsten Hansen (S), minister for by, bolig og landdistrikter, vil have et tættere samarbejde med kommunerne om udsatte boligområder.

Samtidig vil han have gennemgået en række boligsociale projekter for at være sikker på, at de reelt har en effekt, ligesom reglerne for kombineret og fleksibel udlejning skal igennem et servicetjek. Det er en ordning, hvor personer med job kommer forrest i køen til en lejlighed for at få flere ressourcestærke beboere med arbejde ind og sikre en mere blandet beboersammensætning. Problemet er, at mange i dag flytter hurtigt igen. Sammen med en mere målrettet indsats fra politiet skal initiativerne være med til at styrke de udsatte boligområder efter stigende problemer med bl.a. kriminalitet og bande­opgør.

Initiativerne kommer efter skudepisoden ved en eidfest i Vollsmose i mandags og hærværket på Odense Universitetshospital den efterfølgende nat, da mellem 60 og 80 unge gik amok på skadestuen.

»Den absurde situation i Vollsmose og på skadestuen aktualiserer, at der er udfordringer i de udsatte boligområder, og at den nuværende plan skal have et servicetjek,« siger Carsten Hansen til Berlingske.

Palle Øvlisen, direktør for Odense AndelsBoligforening, der administerer en del af boligerne i Vollsmose, kalder ministerens forslag »gode, men ikke nok.«.

Efter et hastemøde i går mellem Carsten Hansen, justitminister Morten Bødskov (S), social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) og bl.a. Fyns Politi og repræsentanter fra Odense Kommune, kom det samtidig frem, at boligforeningerne i Vollsmose ønsker at kunne smide kriminelle beboere hurtigere ud af deres lejemål og få oplysninger fra politiet om, hvilke beboere der er omfattet af efterforskning og zoneforbud.

»De er ikke en del af normalsamfundet«

Samtidig ønsker de tre nuværende bolig­selskaber at kunne udveksle oplysninger om, hvilke beboere, der er smidt ud af et bolig­selskab. Ønsker, der deles af byens social­demokratiske borgmester, Anker Boye.

»Det er barrierer, som vi er stødt på i vores arbejde. Og hvis boligselskaberne får de her oplysninger, kan vi håndhæve vores opgave langt bedre. Jeg ved godt, at der er barrierer i registerlovgivningen, men så må vi afgrænse personfeltet og målrette det bestemte grupper og familier, som er udpeget som særligt kriminelle, og som giver de allerstørste problemer i Vollsmose,« siger Boye og fremhæver, at det særligt er nogle storfamilier i området, der er dybt forankrede i det kriminelle miljø, som indsatsen skal koncentreres omkring.

»Vi må ændre lovgivningen, så vi kan ramme dem. Det skal ikke håndteres med normalsamfundets midler - de er ikke en del af normalsamfundet,« siger Anker Boye.

Carsten Hansen er enig i, at der er behov for at stække »de hårde kriminelle, der er uden for almindelig pædagogisk rækkevidde.«

»Regeringen er parat til at se på forslagene, og jeg har en åben tilgang til at få løst problemerne. Men der kan være nogle problemer med retssikkerhed i det. Det er jo ikke sådan, at alle oplysninger skal lægge frit fremme. Vi ser på det, og vi sætter high speed på processen nu,« siger Carsten Hansen.

Han mener, at de tre boligforeninger med fordel kunne slås sammen for bedre at kunne udveksle oplysninger. Det har man haft succes med i Tingbjerg uden for København.

En endnu ikke offentliggjort rapport, viser, at kriminaliteten i Vollsmose er steget voldsomt, og at beboerne ofte føler sig meget utrygge, skriver eb.dk.

Der er 28 ghettoer i Danmark, og 14 boligområder er meget tæt på at havne på listen. Regeringens mål er at reducere antallet af udsatte boligområder på ghettolisten med en fjerdedel i 2016 og halvdelen i 2020.