Titlen »En kvinde, en pistol og en nudelbar« sender jo ikke ligefrem seriøse signaler, men éns interesse skærpes omgående, når man opdager, at filmen er instrueret af kinesiske Zhang Yimou, der er en af verdens to-tre største nulevende filmskabere. Fra »De røde marker« frem til »House of Flying Daggers« har han lavet en række formidable mesterværker, og det var ham, der iscenesatte den vanvittigt flotte åbningsceremoni ved Olympiske Lege i Beijing.

Nu har han – overraskende – for første gang skabt en genindspilning. Oven i købet er det så obskurt et værk som Joel og Ethan Coens debutfilm, »Blood Simple« fra 1984, som han har valgte at genskabe på kinesisk, og resultatet er sandt at sige mere løjerligt end mesterligt. Men afgjort seværdigt.

Historien handler om en muggen mand, der opdager, at hans sexede kone har en affære, og derfor hyrer en korrupt detektiv til at slå både kone og elsker ihjel. Sådan går det bare ikke, og hvis man har set »Blood Simple«, glemmer man aldrig scenen, hvor den døde ægtemand er ved at blive begravet ude i ørkenen og viser sig ikke at være død alligevel. Endnu.

Den scene er også med i Zhangs film, der ellers adskiller sig ikke så lidt fra sit forlæg. »Blood Simple« var en skæbnetung film noir, mens »En kvinde, en pistol og en nudelbar« befinder sig tættere på komedien. Ganske vist slår folk stadig hinanden ihjel, men de er først og fremmest forfjamskede. Ofte løber de forvildet rundt, og de falder tit. Ikke kun for hinanden, men også helt bogstaveligt.

Det er ren slapstick, men er det sjovt? Jeg synes det, selv om man især i begyndelsen bliver lidt perpleks, når så suveræn en instruktør som Zhang Yimou laver en film, der jævnligt tangerer det fjantede. Personerne er nærmest karikaturer, og der overspilles på livet løs, så resultatet i en mindre filmskabers hænder kunne være blevet slemt anstrengende og faktisk er faretruende tæt på at være det et par steder i den foreliggende film.

Men Zhang er nu engang Zhang, så han krydrer hele tiden sin lidt fjollede thriller med billeder af mageløs skønhed. Når en flok politifolk kommer ridende med bannere – hverken tid eller sted lader sig præcisere – ligner det pludselig en film af Akira Kurosawa, og de golde, storladne landskaber får personerne til at tage sig ganske små ud, hvad de også er, som skælvende marionetter i skæbnens hænder.

Det er en instruktør i legesygt lune, vi møder i denne film, ikke den socialt engagerede humanist Zhang. Men også når en mester holder fridag, er han godt selskab, og på sin ujævne, sært genresprængende måde er »En kvinde, en pistol og en nudelbar« lifligt underholdende. Det meste af tiden.