For fire år siden var Kasper og Emil Korshagen et sæt helt typiske brødre i tyverne fra en københavnsk kernefamilie. Men så gik forældrene fra hinanden, faren fandt en ny kæreste, og i løbet af tre år er brødreflokken blevet udvidet med treårige Leonardo og tvillingerne Angelo og Diego på et år.

»Det var helt absurd, da vi så scanningsbillederne. Leonardo kunne jo på en eller anden måde være mit eget barn. Der er syv års forskel på mig og min fars nye kæreste, og der er 20 år mellem hende og min far,« siger Emil Korshagen, da Berlingske over en øl i Nyhavn møder de to storebrødre til en snak om det at være voksen-bror.

Han var selv 25 og broderen 23, da deres far pludselig skulle være far igen. Og de tre nye familiemedlemmer har tvunget de to til at tage stilling til spørgsmål, de ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig at skulle svare på. For hvem forventer at få en lillebror, når man for længst selv er blevet voksen? Og hvad vil det sige at være en god storebror for tre små drenge, der er mere end tyve år yngre end en selv?

{embedded type="node/webtv_link" id="30686786"}

Dine, mine og vores brødre

Kasper og Emil Korshagen er ikke de første, der har måttet tænke broderskabet om.

Omkring to tredjedele af danske børn og unge oplever i dag, at kernefamilien går i opløsning. I takt med, at flere forældre går fra hinanden og finder nye kærester, skabes nye familiekonstellationer - og det betyder, at flere voksne mennesker i dag får et sæt helt nye små søskende.

»Der er rigtig mange af brødrene med to år imellem, samme forældre, villa og vovhund. Men i dag er der også mange, der har såkaldt lange søskendeskaber, med stor aldersspredning, fordi forældrene bliver skilt og får nye kuld. Det gør, at søskende med 20 eller 30 år imellem findes i stor stil,« fortæller Ida Wentzel Winther, forsker i søskenderelationer på Aarhus Universitets institut for uddannelse og pædagogik.

Som leder af et stort forskningsprojekt har hun interviewet søskende i kernefamilier og sammenbragte familier, søskende med stor aldersspredning, mange bonussøskende og »helt almindelige« søskende.

Hun fortæller, at de nye broderskaber, der opstår, kan være udfordrende, eksempelvis fordi efternølerne ofte bliver onkler til nevøer og niecer, der er lige så gamle som dem selv, og generationerne dermed udviskes. Eller fordi det kan være svært at se sin far starte forfra med en ny familie, når man selv har fået sin barndom på afstand.

Men samtidig understreger hun, at alt det svære også kan være med til at gøre forholdet til noget fint og værdifuldt, fordi den ofte er mere bevidst:

»Er du vokset op med en enkelt bror, der er et par år ældre eller yngre, så er han lige foran næsen på dig. Har du en bror, der er meget yngre og måske har en anden mor end dig, er det en mere kompleks relation - men den kan også blive spændende på en anden måde. Det er nogle andre valg, man tager.«

Broderskabets fælles historie

Kasper og Emil Korshagen har været brødre hele livet. De er børn af firserne og halvfemserne og voksede op med to års mellemrum, slåskampe på deleværelset og rullehockeykampe på villavejen på Frederiksberg. Og den intimitet har været med til at forme deres forhold.

Netop den fælles opvækst, socialiseringen, som de to ældste Korshagen-brødre har, er ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen noget af det, der definerer broderskabet:

»En familie er jo et lille minisamfund. Det er den første verden, man lærer at leve i, og her man knytter de første helt dybe bånd. Det er det, der gør broderbåndet unikt. Man har fået de samme grundlæggende regler, normer og holdninger til, hvordan man skal være et godt menneske her i livet,« siger Margrethe Brun Hansen, der som pædagog og psykolog blandt andet har specialiseret sig i familielivet og børns interne relationer.

Hun bakkes op af Ida Wentzel Winther fra Aarhus Universitet.

»Det materielle er med til at binde brødrene sammen. Det er det at være en del af et hus, at man står sammen på postkassen. Det at være på ferie sammen og stå med kufferterne på række i lufthavnen. At man hænger ved siden af hinanden på opslagstavlen hos bedsteforældrene,« fortæller hun.

For brødrene selv handler det om, at »der ikke er noget filter«. De er i en eller anden forstand gået skulder ved skulder gennem barndom og ungdom, og forældrenes hårde skilsmisse har været med til at styrke broderskabet.

»Kasper har hele min historie. Han ved fuldstændig, hvem jeg er, og hvorfor jeg er sådan. Jeg kan ikke skjule noget, han ved det hele,« fortæller storebroderen, der samtidig godt er klar over, at forholdet til de små bliver helt anderledes.

De vil sandsynligvis få noget af det samme med hinanden, men det kvarte århundrede, der adskiller de to hold søskende, gør snarere storebrødrene til en slags onkler.

»Det er en underlig kærlighedsfølelse. Det bliver aldrig det samme forhold, som jeg har til Emil. Vi bliver mere en slags onkler eller mentorer, om man vil. Det vil altid være et ulige bånd, og det skal det også være, men man kan jo ikke lade være med at elske dem alligevel,« siger Kasper Korshagen.

Absurd aldersforskel

Ingen af de to brødre havde forestillet sig, at deres far skulle være far igen. Da faren, over en fodboldkamp i fjernsynet, afslørede, at hans helt nye kæreste var gravid, kom det som »et granatchok« for sønnerne, og den første tid føltes aldersforskellen absurd. Først efter Leonardo var kommet til verden, faldt brikkerne rigtigt på plads for de nybagte storebrødre.

Kort tid efter fulgte endnu en graviditet, men denne gang var reaktionen mere munter.

»Jeg synes bare, det var alt for sjovt, at han fik tvillinger. Altså, han er 55, og så skal han være far til fem - og så til tre helt små drenge. Det havde han ikke regnet med, hvis man gik tre år tilbage. Men der havde granatchokket lagt sig, så det var egentlig bare glæde,« siger Emil Korshagen.

I dag ses de fem brødre et par gange om måneden, og mens de små tvillinger stadig er sammen med deres forældre hele dagen, er treårige Leonardo så småt blevet stor nok til at bruge tid alene med sine voksne brødre.

»Det er første gang, jeg ser et barn vokse op, og det er ekstremt fascinerende. Mine første rigtige babymoments har været med Leonardo, og det er livsbekræftende at lade fantasien løbe og finde det sjove i de små ting, når jeg er sammen med ham,« siger Kasper Korshagen, der til at begynde med lige skulle se situationen an, men i dag er helt vild med sine små brødre.

Voksent ansvar

Aldersforskellen er dog stadig en udfordring. Og den vil også komme til at kræve mere af de store brødre, end et jævnaldrende broderskab gør, forklarer Margrethe Brun Hansen.

»Den dybde, der vil være i forholdet, afhænger af, hvor meget de voksne brødre vil investere i at danne følelsesmæssige bånd til de små. Det kan være en tur i Tivoli eller i biffen, men det bliver et voksenansvar. Det er dem, der har ansvaret for, hvordan relationen udvikler sig,« siger Margrethe Brun Hansen.

Hun og Ida Wentzel Winther er enige om, at jo større aldersforskellen er, desto klarere er det, at det er de ældste brødre, der skal tage et valg om, hvilken relation der skal være.

»Det at have brødre kræver, at man gør noget sammen. Hvis der dukker én op på din trappesten og siger, at han er din bror, fordi din far donerede sæd for 40 år siden, så kan man kun sige »nå«. Det bliver man ikke brødre af. Det, der gør jer til brødre, er, at I vælger at bruge tid sammen,« siger Ida Wentzel Winther.

Da Emil Korshagen flyttede hjemmefra, valgte han at tage ansvar for at udbygge forholdet til sin lillebror. Han inviterede broderen ind til weekender med fodbold i fjernsynet, computerspil-marathon, øl og pizza, og de husker begge dagene sammen i storebroderens lejlighed som noget helt særligt.

Nu har de to storebrødre igen ansvar for at skabe et forhold til de små. Ingen af dem ved helt, hvordan de når derhen, men målet er alligevel klart:

»Jeg glæder mig til at hente dem i børnehaven, og jeg glæder mig til at se dem vokse op. Jeg vil have, de skal vide, at de altid kan ringe til mig,« slutter Kasper Korshagen.