Kontroverser om gadebørn, der bliver fjernet fra bybilledet. Stadions, der ikke er færdigbyggede. Baner, der ikke kan spilles fodbold på.

Problemerne har været mange for værtslandet Brasilien, og nu erkender en af turneringens greenkeepere, at banen i Manaus ikke er i god form.

»Helt ærligt, så ser Manaus ikke godt ud. Vi har påbegyndt en nødplan for at redde banen og gøre den så god som mulig, men jeg tror ikke, at den vil være i god stand i weekenden,« siger manden, der er ansvarlig for græstæppets kvalitet, Carlos Botella.

Et af de mest ventede opgør i gruppespilsfasen, England mod Italien, skal spilles på banen i Manaus natten til søndag, og det ser altså ud til, at gigant-opgøret fra gruppe D kommer til at foregå under langt fra optimale forhold.

Efterfølgende ligger Manaus græs til yderligere tre gruppekampe, men altså ingen knockout-kampe, hvilket må anses som værtsskabsnationens held, da banen på det tidspunkt formentlig vil være i endnu ringere stand.