Store idrætsbegivenheder som De Olympiske Lege og fodbold-VM har altid været nationernes kamp. Det er her, de største har mulighed for at måle muskler, og det er her de mindste kan opnå uventet opmærksomhed for en stund. Det er her, verdenssamfundets pariaer pludselig inviteres indenfor, og det er her alle lande har en uvurderlig mulighed for at brande sig selv.

Tænk blot på Brasilien. Eller Jamaica. Det er svært ikke at se en fodboldspiller eller en sprinter for sit indre blik.

Men tidens globalisering og de seneste årtiers migration på tværs af landegrænser har sammen med en ny karrieremæssig opportunisme skabt en anden virkelighed. Over alt i sportens verden ser vi således, at udflyttere, tilflyttere og lykkeriddere repræsenterer andre lande end deres fødeland. Nogle er måske opvokset i deres nye sportsnation, andre har aldrig sat deres ben der.

I denne uge udkom en rapport fra det schweiziske analyseinstitut CIES Football Observatory, der giver en status over landsholdsfodboldens migration på baggrund af den netop overståede VM-kvalifikationsturnering. Den omfattende undersøgelse, der  bygger på data fra flere end tusind fodboldspillere, viser, at ni procent af landsholdsspillerne fra de 32 VM-nationer er naturaliserede.

Størst er andelen på det marokkanske landshold, hvor næsten to tredjedele af spillerne er født i udlandet, heraf en betragtelig del i Frankrig. Efter Marokko følger så forskellige lande som Senegal (39 pct.), Portugal (32,1 pct.), Schweiz (31 pct.) og Tunesien (23,5 pct.). Kun 7 af de 32 VM-mandskaber har ikke benyttet sig af spillere født i udlandet.

De ændrede vilkår gælder ikke kun for fodbolden – der er tale om en generelt tendens i hele sportens verden. Ved det seneste rugby-VM i England i 2015 var 135 spillere, eller mere end en femtedel af alle medvirkende, født i et andet land, end det de repræsenterede. Blandt de 20 deltagende nationer var det kun Argentina, der ikke havde mindst én naturaliseret spiller.

Ved OL i London i 2012 var halvdelen af Aserbajdsjans 50 mand store delegation født uden for landets grænser. Ved samme begivenhed kunne Storbritannien mønstre ikke færre end 60 naturaliserede udøvere. En gruppe, der af avisen The Telegraph fik det lidet flatterende tilnavn »plastik-briterne«.

I nogle sportsgrene er tendensen tydeligere end i andre. Under sidste års OL i Rio de Janeiro var hele 44 af spillerne i bordtennisturneringen født i Kina; de seks udgjorde det kinesiske hold, resten repræsenterede andre nationer. Halvdelen af både det australske og amerikanske mandskab var født i Kina.

De mange tal dækker over flere modsatrettede bevægelser.

For det første tiltrækker de økonomisk stærkeste og politisk sikreste lande sportsfolk fra hele verden. Næsten 40 procent af de benyttede fodboldspillere i de 32 VM-trupper optræder til daglig i enten den engelske Premier League, Spaniens LaLiga, den tyske Bundesliga eller Italiens Serie A. Dertil kommer den generelle migration fra Asien og Afrika til Europa.

For det andet søger et betydeligt mindretal af de nye europæere tilbage til deres families oprindelsesland, når de skal vælge fodboldnation.

Nogle på grund af et nært tilhørsforhold til deres forældres land, andre som et udtryk for nøgtern karriereplanlægning: Hvor har jeg bedst chancer for at komme på landsholdet? Næsten en tredjedel af spillerne fra de fem afrikanske VM-lande – Egypten, Marokko, Nigeria, Senegal og Tunesien – repræsenterer en anden nation end deres fødeland.

Selv inden for samme familie er der eksempler på unge mænd, der har truffet forskellige valg. Brødrene Jérôme og Kevin-Prince Boateng er begge født i Berlin før Murens fald, men hvor lillebror Jérôme besluttede sig for at repræsentere Tyskland, valgte Kevin-Prince deres fars fødeland, Ghana. Ved både VM 2010 og VM 2014 stod de to brødre over for hinanden, da Tyskland og Ghana mødtes i gruppespillet.

Et andet eksempel er brødrene Mathias og Florentin Pogba, som er begge født i Guinea og har repræsenteret den vestafrikanske stat ved flere lejligheder, mens lillebror Paul, der er født i Frankrig (og skiftede fra Juventus til Manchester United i 2016 for 780 mio. kroner), valgte Les Bleus.

Og i den endnu mere komplicerede afdeling kan man nævne brødrene Steve og Parfait Mandanda. Storebror Steve er født i Kinshasa i Congo, men har spillet 26 landskampe for Frankrig (og været med i landsholdstruppen ved de seneste to VM-slutrunder), mens lillebror Parfait er født i Bourgogne i Frankrig, men har valgt det congolesiske landshold.

For nuværende er FIFA's regler klare: En spiller kan kun repræsentere et land, han selv, hans forældre eller bedsteforældre er født i, eller et land han har boet og levet i i mindst fem år. Og har man først spillet én betydende landskamp, kan man ikke skifte landshold.

Men i oktober åbnede verdensforbundet for en mulig lempelse. En talsmand lod antyde, at man overvejer at lade spillere med dobbelt statsborgerskab få mulighed for at skifte landshold efter debuten. »Vi ser mange sager dukke op i disse år, fordi verden er under forandring, og migrationen ændrer sig,« lød FIFA's melding.

Intet er længere givet. Alt afhænger af den enkelte fodboldspillers følelser, fornemmelser og planer for fremtiden. Også landsholdsfodbolden er udfordret af tidens valgfrihed.