En hel masse mennesker, der normalt ikke viser interesse for fodbold, kaster sig over VM, og det er altid skønt at følge med i debatterne.

Mange amerikanere skal fx stadig lære det uafgjorte koncept og forstå, at en kamp med flere end tre scoringer er et særsyn i fodbold. Det var også noget atypisk for mange amerikanere, at USA og Tyskland forleden kunne hjælpe hinanden med en 0-0’er.

Det tænker vi sjældent over i Europa. Sådan er turneringsformatet bare. Det er tradition. Spis op. Lev med det.

Men den amerikanske undren er jo skøn. Og minder mig om, at det turneringsformat, hvorpå topfodbold altid skal udfolde sig, efterhånden er et sygt og svageligt levn fra dengang, min tipoldefar stadig kunne nå sine fødder.

Gruppespil med fire hold. Derfra knockoutkampe. Det er sådan, vi kender det fra både EM, VM og Champions League.
Det er ubegribeligt, det stadig accepteres.

En matematiker uden bare den fjerneste interesse for fodbold vil hurtigt kunne forklare, at det i sådan et format kan betale sig at minimere risikoen. Du kan i teorien avancere uden at vinde en eneste kamp. Eller nå videre med negativ målscore.
Hvad fremelsker det mon?
Ja, vi er bare holdt op med at spørge, er vi ikke?

Alle hold, der vinder de første to kampe i gruppen, kan ofte gøre, hvad der passer dem i tredje kamp. De kan endda med fordel tabe med vilje, som Vesttyskland formentlig gjorde mod Danmark i 1986 for at trække Marokko i ottendedelsfinalen i stedet for Spanien.
Alle hold, der har tabt de to første kampe, kommer også med svært gennemskuelige motiver til sidst. Hvilket soleklart åbner op for matchfixing. Selv FIFAs topledelse har indrømmet, at disse ubetydelige slutkampe - som Spanien mod Australien i år - er særdeles udsat for fare.

Der ligger også masser af potentialer for den sportslige matchfixing, når to hold kan have gavn af et bestemt resultat. Alle ved vist, at Østrig og Vesttyskland havde afstemt det passende 1-0-resultat under VM i 1982. Netop af frygt for sportslig matchfixing spilles alle kampe i sidste grupperunde altid på samme tid. Det greb koster sporten milliarder af kroner i tabte tv-indtægter.

Du kan også have et storslået hold, som bare har fået en uheldig lodtrækning. I Champions League røg Napoli i december ud med 12 point. Zenit St. Petersborg avancerede i en anden gruppe med seks point.
Forleden beklagede hollænderen Louis Van Gaal sig over, at FIFAs kamptidspunkter havde givet Brasilien en fordel, så de kunne se, hvem de kunne møde inden sidste kamp. Formatet tilskynder holdene til den overvågning.

Vi har pudsigt nok gjort alt muligt for at udvikle bedre flow, flere mål, mere offensivt spil. Med både trepointsystem, lempelige offsideregler, forbudte tilbagelægninger til keeper, dommerbeskyttelse af de offensive spillere og crazy bolde, der er sværere at nå.

Men FIFA overvejer åbenbart ikke, at formatet kan være et colombus-æg på vejen mod endnu bedre underholdning. Heller ikke selv om det format, vi kender, matematisk fremelsker forsigtighed og afgjort skaber utydelige og potentielt betændte dagsordener.

FIFA og UEFA er desuden låst af gruppespilsformatet, fordi det altid skal kunne divideres med otte for at kunne bygge ottendedelsfinaler. FIFA vil gerne have et VM med 36 hold, men de kan ikke regne ud, hvordan 36 skal blive til 16 hold til knockoutkampene.

Vi accepterer det hele. Det er lidt skørt.

Det absolut bedste alternativ, jeg har set, kommer fra en brasiliansk matematiker, Leandro Shara. For de 36 hold, FIFA gerne vil have til VM i fremtiden, bygger han ikke grupper. Han bygger tre krukker eller puljer á 12 hold baseret på en allerede velkendt seedning. De stærkeste, dem i midten og de svageste.

Alle hold møder over tre kampe et hold fra alle tre krukker inklusiv egen. Til sidst opgøres hele resultatet på en lang rangliste, altså en placering af alle hold bedømt klassisk på point og målscore fra placering 1 til 36.
I ottendedelsfinalerne skal nummer 1 møde nummer 16. Nummer 2 skal møde nummer 15. Og så videre.

Her kan ingen have specielle dagsordener i den tredje kamp. Selv hold med nul point kan nå frem til top-16 på sidste dag. Og ingen kan lægge sig med reserverne, for de aner ikke, hvad der venter med et bestemt resultat.

Alle hold er afhængige af alle andres resultater og er hele vejen til sidste rundes slutfløjt ansporet til at kravle opad på ranglisten. Man får i tilgift store kampe allerede straks, når hold fra første seedningslag skal møde hinanden.

Ja, hvorfor skal vi egentlig vente på at se de dyre hold dyste mod hinanden?

Slut med dødsgrupper, ligegyldige kampe, aftalte resultater og fordele til det hold, der kun forsøger at undgå at tabe.
Men vi lever sikkert videre med det, vi har. For sådan er vi fodboldtosser hele vejen rundt.

Spis op. Lev med det. Det er tradition.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard