Virksomheder godt rustet til 2010-fremgang
De forholdsvis gode 2009-regnskaber lover godt for det kommende år, lyder vurderingen fra aktieanalytikere.
De forholdsvis gode 2009-regnskaber lover godt for det kommende år, lyder vurderingen fra aktieanalytikere.
Giganterne i dansk erhvervsliv, Novo Nordisk, Vestas, Carlsberg, DSV, FLSmidth<saxo:ch />og Lundbeck har sparet sig til fremgang og står nu klar til at indtage 2010 med et brag.
En gennemgang af tallene fra de børsnoterede selskaber, der indtil videre har afleveret 2009-regnskab, viser, at selv om mange kun har haft en lille fremgang i omsætningen, er det slået stort igennem på driftsresultatet. Det sker, fordi erhvervslivet, da krisen buldrede af sted med stor fart, fik trimmet forretningen helt ind til benet.
»De har skåret hårdt til, tilpasset sig og sagt farvel til en række medarbejdere. Derfor er virksomhederne blevet mere lønsomme,« siger Bjørn Schwartz, analysechef i Sydbank.
Administrerende direktør Jens Bjørn Andersen fra transportgiganten DSV siger, at 2009 var et direkte brutalt år for dem, hvor de måtte sige farvel til 5.000 medarbejdere.
»Så vi har skåret meget hårdt. Men i forhold til hvor hårdt vi er blevet ramt, og hvor stor usikkerhed, der har været, er vi sluppet nådigt gennem krisen,« siger Jens Bjørn Andersen.
Han tilføjer, at de som transportkoncern, mærker en nedtur nærmest ét minut efter, at den er indtruffet. Det betyder så også, at de får glæde af fremgangen med det samme, når den for alvor sætter ind.
»Med hensyn til 2010 er vi forsigtige optimister. Året bliver med sikkerhed bedre end 2009, der var historisk dårligt. Vi vil dog være yderst tilbageholdende med at ansætte nye medarbejdere, efter omkostningerne nu er bragt ned på et lavere niveau. Vi vil gøre meget for at undgå, at omkostningerne stiger igen. Så hvis fragtvolumen begynder at vokse, er det noget, der vil gavne os i udpræget grad og skabe en bedre indtjening,« siger Jens Børn Andersen.
Henrik Drusebjerg, der er seniorstrateg hos Nordea, peger også på, at virksomhederne stadig henter en stor del af deres forbedringer ved at spare sig til det.
»Men det positive er, at vi nu også ser en stigning i omsætningen, og den tendens skal vi så have bekræftet i 2010. For man kan ikke blive ved med at spare sig til succes,« siger han.