Villy Søvndals kone er blevet ramt af et hjerteanfald, hvorfor udenrigsministeren tager orlov frem til begyndelsen af januar.
Det oplyser Udenrigsministeriet på deres hjemmeside.
Villy Søvndals kone har den seneste uge været indlagt på Odense Universitetshospital efter et hjerteanfald, og hun kan imødese et længere genoptræningsforløb.
»På den baggrund tager udenrigsministeren orlov for at pleje familien gennem en svær tid«, oplyser ministeriet.
Villy Søvndal blev selv ramt af et hjerteanfald 22. oktober, men han kom sig hurtigt, og skulle efter planen have genoptaget arbejdet næste uge.
I Villy Søvndals fravær deles handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) om udenrigsministerposten.