»Villy-effekten«

Som en skygge af den skikkelse, han for få år siden udgjorde for SF, gik Villy Søvndal i sidste måned ud ad Borgens bagdør.

Ryggen af Søvndals bøjede omrids lignede det forudanende indledningsbillede til en tragisk fortælling. Og dertil endda ikke blot en historie om det nederlag, der vil komme ved næste valg. Men også en beretning om de tab, Socialistisk Folkeparti allerede for længst har måttet mejsle i minde­stenen over partiets regeringsdeltagelse.Søvndal var slidt op, hed det. Oven på en blodprop var alle advarselslamper tændt, lød det. Der var ingen anden vej, forstod man.

Hjertet kunne ikke længere, sagde lægerne.

Torsdag kunne man til gengæld dårligt – medregnet afgående formand Annette Vilhelmsen – legemliggøre SFs karakter, skæbne og kollaps bedre end med Villy Søvndal selv. Som var partiets regeringssammenbrud en apopleksi fremprovokeret af Goldman Sachs-sagen, hvorfor SFs udtrædelse af regering, inklusive Vilhelmsen-fald og spasmer, der splittede partiet, lignede en genopførelse af dets tidligere formands sammenstød med fysiske begrænsninger. Her blot opstået i kroppen på regeringen.

Torsdag var der i det hele taget ikke mange – og i SF måske ingen – der huskede »Villy-effekten« længere. Begrebet fra SFs folkelige og vælgermæssige optur, opkaldt efter Søvndal i slutningen af 00erne, forekom flere tidsaldre borte.

Alligevel stod den måske i luften over Vandrehallen på Borgen. SF forlod den regering, Villy Søvndal satte hele partiets såvel som sin personlige politiske kapital ind på at tøjre partiet til. Man lod som bekendt ikke trossen gå roligt. Den bristede. Spektakulært svirpende efter langt tids slitage.

»SF kan ikke agere som et ansvarligt parti. Det er noget af det mest pinlige og latterlige, jeg har oplevet længe«, lød det fra SFs egen forsvarsordfører, Ole Sohn, da han kom op ad trappen på Borgen.

Sohn var ikke alene gruppeformand, før SF kom i regering under Villy Søvndal som formand. Han blev tillige som Søvndal-tro belønnet med erhvervsministerposten. Men blot for siden at måtte ofre posten til partiets angiveligt bedste. Da SFs dengang nye formand, Annette Vilhelmsen, som sin første formandshandling valgte selv at blive erhvervsminister.

En hovedrystende Ole Sohn mindede torsdag om SFs udvikling. Fra en gren, der knækkede af Danmarks Kommunistiske Parti. Hvorpå grenen såede sig selv, voksede ind i en centrum-venstre-regering, for derpå som ellers fuldvoksent og tilsyneladende levedygtigt træ at gå ud i toppen. Partiets evne til at regere forekommer således i dag helt uden krone og livløs.

Historien om SF i regeringen har imidlertid længe syntes klar til at blive indbundet, rullet ind i arkiverne og sat op på hylden under emnefeltet »politiske fiaskoer«. Måske med en titel på ryggen a la »Fra Villy-effekt til Villy-defekt«.

Partiet havde allerede op til valget 2011 mistet Villy-effekten. Man havde bundet sig til Socialdemokraterne med det fælles valgprogram »Fair løsning«. Med et tab på syv mandater indledtes det, som borgerlige konsekvent har benævnt »løftebruds­regeringen«, da S og SF ikke har haft mandater til at udføre sin gensidige politiske troskabsed.

Intern strid i SF er fremvokset propor­tionalt med partiets indgåelse af kom­promiser som debuterende regeringsparti.

Med dets tilpasning til magtens nødvendige kynisme. Med dets forsøg på at iklæde sig gevandter, der matcher ministerbiler i fuldkommenhed.

Både bogstaveligt og i overført betydning.

Eksempelvis opstod en vittighed herom af den slags, hvor latteren dækker over en tragedie, da SF havde en næstformandskamp, der blev løst ved at udnævne to næstformænd. Al intern uenighed i Socialistisk Folkeparti kunne åbenbart løses ved at udnævne samtlige SFere, bortset fra formanden, til næstformænd, hed det. En satire på magt, der afvæbner, minimerer, unddrager og ikke vil kendes ved sig selv.

Socialistisk Folkeparti i regering syntes fra begyndelsen at have bragt partiet i identitets­krise. Der var allerede fra de første aftaler skuffelse i SFs bagland over, at man ikke indgik forlig med Enhedslisten, at man ikke hældte mod venstre.

Forskellen mellem Søvndals determinerede, succesombruste SF og det senere regeringsføjende SF var tydeligt. Længe før Villy Søvndal blev iført slips og rejseplan fra Udenrigsministeriet, lød det fra ham: »Vores krav er, at hun (Thorning, red.) skal føre venstreorienteret politik, hvor fordelingskampen er i centrum. Det, hun har sagt om udlændingepolitikken, bliver ikke aktuelt. I politik skal der indgås kompromiser, og det er Helle Thorning-Schmidt godt klar over.«

Som vidnesbyrd om, hvem af de to partiledere, der siden måtte nedsvælge kompromisets bitre drik, kan man fremdrage det medlem af Socialistisk Folkeparti, der siden mest effektfuldt talte om »politik, hvor fordelingskampen er i centrum«. Det var Özlem Cekic. Bagefter fratog Søvndal og partiet Cekic samtlige hendes ordførerskaber. Iført en enkelt selvudvalgt kontanthjælpsmodtager ved navn Carina og en hidkaldt TV-station lykkedes det Cekic ufrivilligt at så større tvivl om det moralsk rigtige i den danske lighedsmodel, end samtlige liberalistiske hedsporer i landet havde magtet i de foregående ti år.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen mente, at Villy Søvndals slipseknude i sin tid ligefrem afspejlede en splittelse, som politikeren følte mellem sit job som udenrigs­minister og formand for SF.

»Med en skæv slipseknude ligner man en SF-formand, der forsøger at ligne en udenrigs­minister, men uden synderligt held. Så er man havnet mellem to stole, hvor ingen af de to skikkelser – SF-formanden og udenrigs­ministeren – virker troværdig,« sagde Uffe Ellemann-Jensen.

I september 2012 valgte Søvndal side. Han overlod det til partiets yngre kræfter at bakse videre med at lære sliddet og ubehaget ved at gå iklædt magtens uniform.

»Partiet kommer ikke til at lide skade,« udtalte Søvndal. SF vil være uberørt, hed det. Ligesom partiets regeringsdeltagelse var både nagel- og murfast, lød forsikringen.

Jo flere gange Villy Søvndal derefter gentog dette, syntes udsagnet at få noget postulerende over sig. Og dermed opnå en undertekst pålydende det modsatte af det sagte om SF. Daværende blogger på Berlingske Niels Krause-Kjær skrev:

»Hvis de ikke lærer det i løbet af det næste års tid, så er det bare med at pumpe luftmadrassen og indstille sig på et nyt kvart århundrede med ligegyldige ø-lejre og frelste holdninger. Villy Søvndals politiske eftermæle står og falder med den udfordring, og med sin afgang som partiformand får han meget ringe indflydelse på resultatet. Det er med til at illustrere, hvor voldsomt han må have længtes efter at blive fri for posten.«

Var SF tidligt sat skævt i regeringssporet, syntes Annette Vilhelmsens formandskab også fra sin begyndelse at true med at tippe SFs vogne af skinnerne. Og dertil sørge for almindelig opløsning og intern tumult i parti-kupeen imens. Vilhelmsen forekom fra ombordstigning ude af trit med virkeligheden. Ude af takt med opgaven. »SF bliver i regeringen«, lød Politikens papirforside i går, hvor man citerede Vilhelmsen for følgende: »SF står med ryggen rank«.

Tydeligvis tale, der allerede, mens den tales, forgæves forsøger at trodse virkelig­heden. SF kan i disse dage opregnes som to og et halvt års rejse fra fløj mod midte. Fra ideologi mod pragmatisme. Blot for nu formentlig at skulle tage hele vejen tilbage for at genfinde sig selv. På ølejr eller ej.

SFs farvel til regeringen ligner ikke bare et punktum for Villy Søvndals politiske eftermæle. Måske snarere et udråbstegn, der efterfølger en tirade af tvivlsomme beslutninger, strategiske fejltagelser samt en endelig udmatning af partiets kræfter og tab af dets bedst egnede arvemasse. Med sundheds­minister Astrid Krags udmeldelse af SF og indmeldelse i Socialdemokraterne stiller hun sig side om side med jævn­aldrende overløbere fra den såkaldte børne­bande. Som tidligere politisk ordfører Jesper Petersen, Gry Möger, Thor Möger Pedersen, Nanna Westerby, Mathias Tesfaye og Emilie Turunen. Alle konstaterede de, at læner man sig op ad Villy Søvndal, ligger man snart på jorden.

SF-kollapset syntes indkapslet i SRSF-regeringens anatomi fra begyndelsen.

Store dele af den politiske journaliststand og folk på sociale medier havde ganske vist travlt med torsdag middag at forsikre hinanden om, at SFs fald var »helt vildt«. Man kan argumentere for, at dette ikke er sandt. Tager man blot SFs regeringstid i ed, er det virkelig vilde måske snarere, at det ikke er sket noget før. At partiet ikke langt tidligere imploderede. At SF i sit mere og mere anstrengte forsøg på at holde trit med »den nødvendige politik«, som finansminister Bjarne Corydon har kaldt den blåtonede afløser for »Fair løsning«, tydeligvis gik ud over, hvad partiet kunne holde til.

Ligesom dets regeringsmager, Villy Søvndal, gjorde – som indledningsvist bemærket. Og som den tidligere SF-formand til sidst måtte betale prisen for.

Man tager slips på. Til man næsten ikke kan få luft. Blodkar bulner, folk bemærker, at man bliver blå i hovedet. Også politisk hjerte­blod størkner. Det kan få et helt parti til at falde om midt i det, der ellers skulle være dets ypperste stund.

Villy Søvndal forvandlede sig selv og SF for at få partiet i regering for første gang i dets historie. Nu hvor det alt sammen ligger ned, må arvingerne bakse med følgerne. Gen­oplivningen, restitueringen, tilbagekomsten, rankningen af ryggen.