Hvad stod der på din seneste lønseddel? Det kan alle med en smule privatøkonomisk nærvær nok svare på. Sværere er det at spå om, hvad der stod på din chefs seneste lønseddel. Og på din chefs chefs. Virkeligheden er formentlig, at du ikke ved det på kroner og øre, men at du nok har en fornemmelse af, om din chef tjener et par tusinde mere end dig, eller om hendes løn ligger milevidt fra din. Men spørg så dig selv, om din indsats påvirkes af, hvor meget mere din nærmeste chef og ultimativt direktøren tjener.

Hvis man skal tro et studie, som professor Nicolai Foss fra Bocconi Universitet i Milano og lektor Jacob Lyngsie fra SDU har lavet for tænketanken Cepos, så er svaret ja. De to danske forskere har analyseret løndata fra chefer og almindelige ansatte i en tiårig periode og sammenholdt det med, hvor godt det går virksomhederne. Og konklusionen er klar: Jo større forskel der er på chefens og medarbejdernes løn, jo bedre går det faktisk virksomhederne.