Under den blå baskerhue er øjnene mørke. Bag regnen, forruden og de smalle briller spejder Ole Jaensch efter en fri parkeringsplads ved Kastrups roklub. De fleste er allerede taget af ledige taxaer og deres chauffører.
»Det er noget forbandet svineri,« siger han, mens han hastigt tømmer bagagerummet på vej til et møde.
»Sådan har det været i en måned. De holder på parkeringspladserne og kantstenene langs vejene. Det er på grund af den åndssvage, nye regel.«
Siden Københavns Lufthavne indførte et nyt taxasystem, hvor transport bliver tilkaldt efter behov, er antallet af tomme hyrevogne ved terminalerne faldet. Ordningen har ifølge Københavns Lufthavn og de samarbejdende taxaselskaber halveret den gennemsnitlige ventetid for chaufførerne, fra 42 til 23 minutter, forbedret både service og omsætning samt mindsket forbruget af brændstof.
Men det har også fyldt vejene i Kastrup by med de forviste taxaer. Det fremgik for nylig i Amager Bladet. I stedet for lufthavnens område benytter chaufførerne nemlig villaveje, tankstationer og lystbådehavnsparkering som holdeplads. Omtrent 150-200 biler cirkulerer samlet i den lille lufthavnsby, anslår de vognmænd, Berlingske møder.
Svært at finde en plads
En af dem er Vagn Faxø, der har kørt taxa i 11 år. Han holder på samme parkeringsplads, hvor Ole Jaensch søger en ledig bås. Her venter han på sin tur til at køre frem til lufthavnens taxadepot – en holdeplads bag Hilton-hotellet – og derfra en kunde.
»Der sker ikke meget i byen (København, red.) efter klokken ti, så mange venter her for at være heldige på en lufthavnstur. Men det er lidt af en lottokupon, et lucky punch, hvornår man vinder den,« siger Vagn Faxø, som fordriver ventetiden med dagens avis, krydsord og sudoku samt tykke krimier. I dag »En hellig alliance« af A.J. Kazinski.
Vagn Faxø ser både fordele og ulemper ved det nye system. Men de uheldige elementer bærer taxachaufførerne også en del af ansvaret for, mener han og henviser til den trængsel, der traditionelt har været ved lufthavnens trafikerede Ellehammervej. Han forstår også utilfredsheden hos beboere og besøgende i Kastrup by. For eksempel Hanne Vinther, tidligere lufthavnsansat, der efter eget udsagn er »pisseirriteret« over de mange ekstra biler i området.
Hun mener, at kommunen bør gribe ind. Men faktum er, at Tårnby Kommune ikke kan forhindre chauffører i at holde på offentlig vej. Kun ved steder, der kræver parkeringstilladelse, kan kommunen skride ind. I Amager Bladet tilskynder borgmester Henrik Zimino derfor lufthavnen og taxaselskaberne til at finde en løsning. Alt imens klagerne vælter ind fra byens borgere.
Lufthavn og kommune er i dialog
At problemet ved Københavns Lufthavne skulle skubbes til Kastrup by har dog aldrig været hensigten hos de to parter. Lufthavnen er derfor i dialog med kommunen, og dens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen, understreger, at man ved at tilkalde taxaer efter passagerprognoser trods alt har forbedret situationen ved selve lufthavnen.
Men systemets børnesygdomme skal også til livs. Blandt andet udvides den tilladte holdetid ved lufthavnsdepotet midlertidigt, og blandt de fire berørte taxaselskaber foreslår nogle at oprette ekstra holdepladser i resten af hovedstaden. Det vigtigste skridt er dog en ændring af chaufførernes kultur og adfærd, nævner både de enkelte direktører samt direktør for Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg.
»Tidligere har det for nogle været normalt at køre i lufthavnen og håbe, der var en tur. Indtil da kunne de spise frokost, drikke kaffe eller snakke lidt med kollegaerne, mens de ventede,« siger Trine Wollenberg.
»Nu har vi et mere effektivt system, der også sørger for, at vi får flere vogne fri til at være andre steder. Men det er også en væsentlig ændring af chaufførernes hverdag. En del af problemstillingen er derfor, at vi skal have en masse mennesker til at ændre vaner. Og det tager noget tid.«