Gareth Bales kæreste fødte i oktober parrets første barn. En lille pige ved navn Alba Violet Bale. AVB. Det er sikkert helt tilfældigt, at Tottenhams mesterlige wing gav sin datter de tre initialer, der har klæbet til André Villas-Boas, siden han overtog styrepinden i Chelsea og mistede kontrollen over skibet bare ni måneder senere. Alligevel fortæller det på et metaforisk plan en historie om omvæltningen i André Villas-Boas’ trænerkarriere og popularitet. Om ni dage er det præcist et år siden, at portugiseren blev kuppet af nøglemedlemmer i Chelsea-truppen, og i dag står Villas-Boas i spidsen for fremadstormende Tottenham, indhyllet i mere respekt end nogensinde før. Tottenham kan i aften stikke forbi netop Chelsea og overtage Premier League tredjeplads, hvis Spurs besejrer West Ham i et af de klassiske London-derbies.

Chelsea ændrede ham

André Villas-Boas’ charmerende facon har vundet indpas i langt de fleste Lilywhite-hjerter efter en forbeholden begyndelse. Men for »AVB« skyldes en stor del af succesen også, at han har erkendt sine fejltrin i Chelsea. »Det, vi gør i Tottenham, er en reaktion på de fejl, vi lavede i Chelsea. Fyringen ændrede ikke måden, jeg ser fodbold på, men jeg anerkender, at jeg har tænkt meget over det,« sagde Villas-Boas tidligere på året. Manageren er samtidig blevet populær hos både Tottenham-spillere og -fans ved at satse på både Premier League og Europa League i jagten på metal til pokalskabet. Europa League ville forgængeren Harry Redknapp hellere kyles ud af end deltage i, men under Villas-Boas passerede Tottenham i torsdags et stærkt Lyon-mandskab på vej til turneringens 1/8-finaler, hvor italienske Inter venter. »Vi har altid været gode i Premier League efter Europa League-kampe. Jeg tror, det sætter os i en god position til at møde West Ham. Jeg synes i hvert fald ikke, det (Europa League, red.) er en distraktion. Jeg synes, det er en inspiration,« siger André Villas-Boas.

Bale skinner i fri rolle

I Tottenham har Villas-Boas i fællesskab med Gareth Bale løftet waliserens spil til et helt nyt niveau. Hvor Bale tidligere blev dobbelt-markeret på venstrekanten, har han nu en fast strategi for at søge ind i banen og arbejde i de frie rum mellem modstandernes forsvar og midtbane. »Alle store spillere har måttet udvikle deres spil. Når folk bliver opmærksomme på, hvad du kan, vil de gøre alt for at holde dig fra at få bolden, og de dobler op på dig. Det har tvunget mig til at forbedre mit spil. Det har været en udfordring, og jeg nyder det og høster frugterne af det nu,« siger Bale til Sky Sports. »Manageren fortjener kredit for det. Ved at give mig den frie rolle, har han givet mig selvtilliden til at gøre det, som jeg gør nu,« siger Bale, der har scoret 17 Tottenham-mål i år.

Chelsea mistede et skridt

Chelsea, som Tottenham kan overhale, mistede i går et skridt i kampen om den tredjeplads, der giver direkte adgang til næste sæsons Champions League. Vestlondonerne drog til Etihad Stadium, hvor Rafa Benitez’ kløgtige defensiv holdt stand, indtil Yaya Touré i det 63. minut modtog en aflevering fra David Silva i et par skridt inde i feltets venstre side. Ivorianeren narrede Juan Mata og John Obi Mikel med en væver kropsfinte, tog bolden med sig og udplacerede med højrefoden Petr Cech ved fjerneste Chelsea-stolpe. Forinden havde Frank Lampard ukarakteristisk brændt et straffespark på Joe Hart, og fem minutter før lukketid kanonerede Carlos Tévez Manchester City på 2-0. Argentineren lagde kuglen til rette efter endnu en aflevering signeret af David Silva og drønede læderet op i hjørnet utageligt for Cech. Rafael Benitez, der overtog Chelsea efter fyringen af Roberto Di Matteo i november, forventer ikke at få vekslet sin midlertidige kontrakt til en permanent aftale i det giftige trænersæde. Men spanieren holder fast i, at han har forbedret Chelsea i sin ofte kritiserede periode som manager. »For mig handler det om at forbedre spillerne og den måde, de gør tingene på banen på. Og spillerne har forbedret sig meget. De forstår fodbold og deres bevægelser på banen bedre. Jeg kan ikke ændre folks opfattelse af mig, men mange folk siger, at under omstændighederne gør jeg et godt stykke arbejde,« siger Benitez til The Guardian. Tottenham møder i aften West Ham klokken 21 i en kamp, der sendes på 6’eren.