Vild ungdom
De er nogle vilde krabater ovre i Sverige – i hvert tilfælde i filmen »SKILLS«, der fortæller om ung Kevin, hvis far er politimand og bliver skudt af nogle væmmelige starutter.
De er nogle vilde krabater ovre i Sverige – i hvert tilfælde i filmen »SKILLS«, der fortæller om ung Kevin, hvis far er politimand og bliver skudt af nogle væmmelige starutter.
Det får Kelvin til at kante sig ind i byens kriminelle underverden for at finde faderens morder, og i dette hårdkogte univers består den definitive manddomsprøve i den hemmelige gladiatorkonkurrence SKILLZ, der altså staves anderledes end filmens titel, hvad vi ikke lige har nogen forklaring på.
Under alle omstændigheder har Johannes Pinter og Tomas Amlöv med masser af gåpåmod lavet en kæk og frisk og kvik og rap film om behændige unge mennesker, der er enormt dygtige til at føre sig frem som skatere, som udøvere af martial arts og som virtuose dyrkere af parkour, altså kunsten at spæne rundt på byens tage. Man kan godt se på filmens tekniske niveau, at den er skandinavisk og ikke produceret i Hollywood, men selv om den konfuse handling strengt taget ikke giver nogen mening, er »Skills« en opkvikkende oplevelse, fordi den tydeligvis er lavet med begejstring.