Astrid Krag, folketingsmedlem (S) - »Den politiske«

Typen: De er kendte i den brede befolkning, men slet ikke for noget, der minder om dans eller underholdning generelt. Derfor er der masser af udviklingspotentiale i denne type. De er sjældent særligt sporty at se på, og det betyder, at de kan nå at udvikle sig fysisk og blive mere fitte, hvis de får lov at være med i nogle uger. Samtidig passer de ind i »Vild med dans«-formatet, der kræver af deltagerne, at de udvikler sig undervejs – ellers ryger de ofte ud.

Tidligere deltagere: Anne-Mette Rasmussen, Kristian Jensen, Pia Allerslev.

Besir Zeciri, skuespiller - »Svigermors drøm i forklædning«

Typen: De er ikke særligt kendte i den brede befolkning inden programstart. Til gengæld har de en masse positive sider og en charmerende personlighed, som vi falder for i stedet. Man bliver lidt forelsket i dem og glemmer hurtigt, at de ikke er så kendte. De kan se lidt smarte og gadedrengeagtige ud, men inderst inde er de ren svigermors drøm.

Tidligere deltagere: Said Chayesteh, Simon Matthew, Lai Yde.

Ditte Ylva Olsen, skuespiller - »Den quirky«

Typen: I mange af »Vild med dans«-sæsonerne har der været sjove og lidt quirky kvindelige skuespillere med. De bidrager til programmet med deres gode energi og kommer med sjove kommentarer i øvelokalet. De er ikke nødvendigvis bredt kendte, men til gengæld søde, skæve, sympatiske og leverer varen, da de er skuespillere og ved, hvad der skal til. Det er gode egenskaber i »Vild med dans«.

Tidligere deltagere: Laura Drasbæk, Lærke Winther Andersen, Mia Lyhne, Vicky Berlin.

Erik Brandt, modeskaber - »Den folkekære«

Typen: En gennemgående type i »Vild med dans«-setuppet er den, ofte modne, folkekære herre, der kan levere noget i en helt anden kategori end de yngre deltagere. Denne deltagertype har en anden energi, og de kan tillade sig at køre mere på charmen og deres goodwill i folkedybet end på danseevnerne. Vi tager dem til os, selvom de ikke kan vride hofterne i rumba. Vi smiler kærligt af og med dem.

Tidligere deltagere: Kurt Thybo, Svend-Ole Thorsen, Ole Olsen, Allan Simonsen, Jesper Skibby.

Helge Vammen og Tine Baun, gymnast og tidligere badmintonspiller - »Den sporty«

Typen: Det er afgørende for »Vild med dans«, at de har sportsfolk med, fordi sportsfolk har en særlig tilgang til konkurrence. Og så er det egentlig lige meget, om de er kendte. De har potentiale til at gå rigtig langt i konkurrencen, fordi de udvikler sig helt usædvanligt: Når man har dyrket en sportsgren meget intenst, er det svært pludselig at kaste sig over en anden. Men de er stædige, og når de får det lært, vokser de fra den grimme ælling til den smukke svane – og TV-seerne er vilde med eventyr.

Tidligere deltagere: Rikke Hørlykke, Mie Skov, Sophie Fjellvang-Sølling, Tina Lund, Eskild Ebbesen, Marianne Flormann, Joachim B. Olsen, Christina Roslyng, Jeanette Ottesen Gray, Lisa Lents.

Johannes Nymark, skuespiller - »Charmetrolden«

Typen: De er af den type, der bare kan køre den hjem på charmen –kendte eller ej. De ser godt ud og er udadvendte og selvsikre. De bliver ofte nogle af Danmarks darlings. De er identificerbare, lidt ufarlige og det unge segment af »Vild med dans«-seere kan forelske sig i dem.

Tidligere deltagere: Søren Bregendal, David Owe, Joakim Ingversen.

Line Kruse, skuespiller - »Den klassiske«

Typen: Den kvindelige skuespiller, som de fleste kender fra film, teater eller TV, men som vigtigst af alt har god energi, charme og stort engagement i dansearbejdet – det er en klassisk »Vild med dans«-type, som går igen år efter år. De passer ind i alle slags grupper og vil helt sikkert gøre et godt stykke arbejde. Der er sjældent så meget udvikling i denne type, da de ofte er dygtige allerede i første program.

Tidligere deltagere: Louise Mieritz, Charlotte Fich, Mathilde Norholt, Anne Louise Hassing, Stine Stengade, Maria Lucia Rosenberg.

Paprika Steen, skuespiller -  »Divaen«

Typen: »Vild med dans« er ikke altid så heldige, at de kan få fat i 12 store A-navne, men det er bestemt heller ikke et must for det velsmurte format. Alligevel er det en fordel for programmet at have deltagere med som danskerne kender, og her er Paprika Steen bestemt årets scoop. Det erlangt fra sikkert, at de store A-kendisser går langt i konkurrencen, men de kaster noget glam over showet og har star quality. Derfor er det rigtig godt for programmet at have dem med.

Tidligere deltagere: Benedikte Hansen, Pernille Højmark, Anne-Grethe Bjarup Riis, Annette Heick, Hella Joof, Birthe Kjær (udgik).

Sara Maria Franch- Mærkedahl, vejrvært - »Vejrpigen«

Typen: De er unge og smukke og har masser af udviklingspotentiale. Vi kender ikke vejrpigernes personligheder særligt godt, og de kan derfor overraske os, når vi lærer dem at kende. Det er også godt for TV 2 at have deres egne profiler med, altså folk der er kendte fra TV 2-fladen.

Tidligere deltagere: Cecilie Hother, Eva Nabe Poulsen.

Thomas Wivel, komiker - »Komikeren«

Typen: På »Vild med dans« er de glade for komikken. Men komikerne siger for det meste nej til at deltage i den type programmer. Komikerne passer ellers godt ind i formatet, da de hviler i sig selv, tør blive til grin og er en smule utilregnelige – de er typerne, der kan finde på at råbe morsomme og upassende ting, når Claus Elming interviewer dem efter dansen, og dét fungerer godt på TV.

Tidligere deltagere: Uffe Holm, Klaus Bondam.

USO, rapper -  »Flaben«

Typen: Det unge og skæve indslag, der kan lave noget spas. De har et helt anderledes sprog end de andre deltagere, og de henvender sig til et yngre publikum. De er de flabede drenge fra gaden, som du ikke lige ville forvente at se i »Vild med dans«, og de er en stor succes for de yngre seere.

Tidligere deltagere: Al Agami, Oliver Bjerrehuus.