”Mit bedste minde er cirka ti år gammelt. Carsten Reinholdt fra Flipper-tv, som blev sendt dengang, skulle optage et Jackass-agtigt indslag på teltpladsen. Med et tykt tov bandt han et badekar foret med bobleplast efter en bil og lagde sig ned i karret. Derefter gav føreren af bilen fuld gas og kørte helt ad helvedes til hurtigt af sted. Badekaret bumpede først efter bilen, men i takt med at der kom fart på, fløj karret højt op i luften, så Carsten Reinholdt røg flere meter i vejret og landede på ryggen i græsset. Det så helt afsindigt sjovt ud. Men jeg hørte senere, at han vist punkterede en lunge og brækkede nogle ribben under faldet, og hans krop var nærmest ét stort, blåt mærke bagefter.”