Denne reportage er tæt på at gå i vasken. Ikke kun fordi anledningen til at lave den – den tidligere tyrefægter Marie Sara-Lambert, der stiller op til dagens nationalforsamlingsvalg i en valgkreds nær sydfranske Nîmes – fører kampagne i flyverskjul for pressen. Men især fordi en hingst af den berømte, lokale Camargue-race forsøger at æde Berlingskes notesblok.

Renaud Vinuesa har parkeret den lille lastbil, han viser os rundt i, ude midt på en mark blandt sine kamptyre og heste for at svare på et vigtigt telefonopkald. Tyrene passer heldigvis sig selv. Men de smukke, hvide heste er nysgerrige, og en af dem nærmer sig lidt efter lidt, mens den kikker sultent på blokken.

Til sidst stikker den sit store hoved ind ad det åbne vindue og begynder at gumle løs. Men inden noterne bliver makuleret mellem hestens store tænder, rækker tyreopdrætteren en hånd over og knipser den hårdt over mulen. Et effektivt trick, som de færreste bymennesker formentlig kender, og et blandt mange eksempler på, hvor lidt nogen af os ved om dyr og landmandskab.

»For mange er landet bare et sted, hvor det lugter af lort, og hvor der er alt for mange insekter. En af grundene til, at jeg støtter Marie Sara, er, at hun kan være med til at bygge bro og skabe positiv opmærksomhed. Ikke kun i forhold til tyreopdræt og tyrefægtning, men i forhold til livet på landet i det hele taget,« forklarer Vinuesa, da han er færdig med at grine i skægget.

Tyre, glamour og Macron

En anden og nok så vigtig grund til at bakke op om den tidligere rejonera (tyrefægter til hest, red.) hedder, for både tyreopdrætteren og mange andre lokale vælgere, Front National. Det ene af partiets blot to medlemmer i den afgående nationalforsamling er valgt i La Camargue-området syd for Nîmes, hvor det altid har stået stærkt – også før Marine Le Pen overtog ledelsen efter sin far, Jean-Marie, og begyndte at gøre »stuerent«.

Så meget desto større opsigt vakte det, da præsident Emmanuel Macron med vanlig sans for iscenesættelse præsenterede Marie Sara som kandidat for sit parti, La République en Marche, netop her, hvor tyrefægtning og især den lokale variant, la course camarguese (se boksen, red.), dyrkes med nærmest religiøs passion. Eks-tyrefægteren er ganske vist blottet for politisk erfaring. Hun har, siden karrieren sluttede i 1999, beskæftiget sig med tyre­opdræt og arenadrift i den nærliggende by Arles. Samt været godt stof for sladderpressen, der gennem årtier tæt har fulgt hendes skiftende forhold til tyrefægtningsarrangøren Simon Casas, tennisspilleren Henri Leconte og filmmanden Christophe Lambert.

Men mikset af tyre, glamour og, ikke mindst, Macrons personlige opbakning fungerer til­syne­ladende. Front Nationals kandidat, den karismatiske stjerneadvokat Gilbert Collard, vandt ganske vist første valgrunde. Men det skete med et mulehår – 32,27 mod 32,16 procent – og skal ses i forhold til, at Marine Le Pen ved præsidentvalgets første runde besejrede Macron med 16 procentpoint.

Landspolitiske tendenser såsom euforien omkring den nye præsident samt frustration og splittelse i Front National ovenpå neder­laget i kampen om Élysée-palæet spiller givetvis ind. Men Marie Sara har også sin del af æren, mener Patrick Simeon, der er maler og mange­årig leder af tyrefægtermuseet i Nîmes.

»Mange ser hende som et venstrefløjsborger­dyr, der er blevet smidt ud over valgkredsen med faldskærm. Men det kræver overskud og cojones uden politisk erfaring at tage kampen op mod en af Front Nationals topfolk. Det tager jeg hatten af for,« siger han.

»Håndtaske og affaldsbunke«

At Gilbert Collard er en ubekvem modstander, kan man forvisse sig om, da den højrenationale kandidat onsdag afholder sit sidste store valgmøde. Dels råder han over fornem opvarmning i skikkelse af partilederens niece, Marion Maréchal-Le Pen, der efter valget forlader politik. Dels fornægter fortiden som polemisk forsvarsadvokat sig ikke.

Modstanderen bliver udstyret med det bogstavrimende øgenavn »Marie Sara Sparadrap« – en glose, der brugt som slang blandt andet kan betyde både håndtaske og affaldsbunke. Og Collard gør sig – i en tale, der finder sted under vild jubel, selv om tilhørerne med henvisning til den lave valgdeltagelse ved første runde må finde sig i at blive betegnet som »dovne hunde« – flere gange morsom over Macrons manøvre imod ham.

»Hvis jeg var valgt i et område, hvor man elsker har­monikaspil, ville de have stillet Yvette Horner op imod mig,« bedyrer Front National-kandidaten med henvisning til den berømte solist på dette ærkefranske instrument og fortsætter:

»Hvis hun (Marie Sara, red.) skulle gå hen og vinde, vil mandagsaviserne være fyldt med smukke tegninger af en tyr, der udstyret med mit fjæs har et sværd stikkende op af nakken.«

Ingen af de Front National-sympatisører – og tyrefægterfans – som Berlingske efter mødet taler med, har da heller noget godt at sige om Marie Sara. Jean-Pierre hævder, at hun var elendig i arenaen og kun gjorde karriere, fordi hun lå i med ovennævnte Simon Casas. Marie Yvonne mener at vide, at hun svindler og bedrager i sin nuværende rolle som arrangør. Og José er overbevist om, at det er uduelighed som forretningskvinde, der nu har tunget hende ind i politik.

Når man minder dem om, hvordan Collard i et TV-interview for nylig satte sin modstanders tidligere profession i forbindelse med dyrplageri, bliver minerne imidlertid i de fleste tilfælde stramme. Ét er politik, noget andet tyrefægtning og bliver man tvunget til at vælge, er de færreste i tvivl her i området syd for Nîmes.

I den sammenhæng er der andre gode grunde til at holde op med at stemme på Front National, påpeger Renaud Vinuesa, da vi møder ham igen til course camarguese-træning. En gruppe af egnens unge drenge øver deres korte, men dramatiske løb foran dyr fra tyreopdrætterens ejendom. Og mens solen går ned mellem platantræerne omkring arenaen i den lille by Le Cailar, hygger forældre og søskende sig på tribunerne som til en håndboldkamp.

»80 procent af folk i tyremiljøet har rødder uden for landet. Min egen familie er spansk. Andre stammer fra Italien eller fra Nordafrika,« siger Vinuesa og spørger retorisk:

»Hvordan kan man så støtte et parti, der går ind for, at Frankrig kun skal være for franskmændene?«