Mens finanskrisen har stået på, har der især været hårde odds for landets vikarer, hvis muligheder for arbejde har været endog meget usikre. Men det ser nu ud til at vende, oplyser Vikarbureauernes Brancheforening i Dansk Erhverv. De melder nemlig om en stigning i fuldtidsstillinger for vikarer på 14 procent fra 2012 til 2013.

»Det går rigtig godt med beskæftigelsen i vikarbranchen. Det går faktisk meget stærkere end på resten af arbejdsmarkedet, så det er vi rigtig tilfredse med,« siger sekretariatschef Jakob Tietge.

Og de mange arbejdspladser til vikarerne er ikke kun godt nyt for dem, der er direkte involveret. Den kraftige stigning er nemlig et tegn på, at det generelle arbejdsmarked er på vej den samme vej, mener sekretariatschefen.

»Stigningen i beskæftigelsen i vikarbranchen er en indikator på, at beskæftigelsen i hele samfundet kommer til at stige. Vi plejer i hvert fald at se, at når vikarbeskæftigelsen stiger, så ser man også en pæn stigning i den generelle beskæftigelse i Danmark inden for seks til ni måneder,« siger han.

Og den tese bekræfter Erik Bjørsted, chefanalytiker ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

»Vi har tidligere lavet analyser af vikarbeskæftigelse, og det, vi kan se, er, at den branche er meget konjunkturafhængig. Hvis der er konjunkturnedgang, så er det et af de første steder, man ser det, og hvis der er et opsving på vej, så kan vikarbeskæftig3elsen også være et sted, der er værd at holde øje med,« siger han.

Han forklarer, at et opsving først rammer vikarerne, fordi de er en relativ risikofri investering for de danske virksomheder.

»Hvis virksomhederne er usikre på, om tiderne er så gode, som det ser ud til, eller ej, så kan de relativt risikofrit ansætte vikarer, og hvis det så skulle vise sig, at der ikke er hold i opsvinget, så kan de også lettere komme af med vikarerne igen,« siger Erik Bjørnsted.

Samtidig fortæller chefanalytikeren, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd netop har fået tal for antallet af varslede fyringer på arbejdsmarkedet, og det antal er helt nede på før-krise-niveau. Dermed ser de også tegn på bedring i den generelle beskæftigelse.

Tilbage i Vikarbureauernes Brancheforening er man også glade for, at det går bedre med vikarbeskæftigelsen i Danmark end i mange af de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med. Faktisk er det kun Polen, der overgår Danmark på det område.

»Vores kunder i vikarbranchen oplever, at de har mere at lave, så de samtidig har brug for flere folk i virksomhederne. Så Danmark er lidt med i eliten, når det handler om at skabe ny beskæftigelse gennem vikarjobs,« siger Jakob Tietge.

Men på trods af de gode udsigter understreger sekretariatschefen dog, at træerne ikke vokser helt ind i himlen. Beskæftigelsen er nemlig stadig ikke helt tilbage på niveauet før finanskrisen.

»En af de ting, der stadig generer vikarbeskæftigelsen er de såkaldt G-dage i dagpengesystemet, hvor arbejdsgiverne skal betale de første tre ledighedsdage for tidligere ansatte. Når man har et vikarbureau, er der mange der starter og slutter i job hele tiden, og det kan betyde, at det ikke altid kan betale sig for et vikarbureau at sende folk i arbejde,« siger han.