Har din Silje mistet sin vielsesring?
Sådan spurgte dykkeren Emily Webster på sin Facebook-side, efter hun havde fundet en titaniumsring, der var dukket frem af sandet ved vraget af S.S. Yongala i Australien.
- Ville elske at kunne aflevere den tilbage til ejeren. DEL ENDELIG!!!, skrev Emiley Webster i sin efterlysning sammen med oplysninger om, at det var en herre-vielsesring med indgraveringen 'Din Silje 30/05/2009'.
Hendes efterlysning nåede at blive delt mere end 8.200 gange på Facebook. Også af andre end Emily Webster. Blandt andre det danske dykker-rejsefirma Kingfish Dive & Travel. Her formodede man, at en dansk dykker eller snorkler havde mistet ringen. På firmaets Facebook-side foreslog flere, at der måske var tale om en norsk ejer - fordi Silje skulle være et typisk norsk navn - andre gættede på en svensk ejer.
Silje er norsk
Selv om det blev antydet, at det var en joke, vurderede Kingfish Dive & Travel finderen Emily Webster til at være ægte nok. Endda så meget, at man afgav et særligt løfte.
- Det kan naturligvis være fake for at få opmærksomhed - der har før været virale efterlysninger på Facebook, som kan have inspireret hende - men vi tror faktisk det bedste. (Hvis det faktisk går hen og viser sig at være fake, poster vi selvfølgelig et billede af vores webmaster æde sin gamle hat), skriver websitet.
Det blev der dog ikke behov for. Silje opdagede selv, at Emily Webster havde fundet ringen og efterlyst dens ejer.
- You have now found the owner! It's my husbands wedding ring. He has been looking like crazy for it since we dived the Yongala this saturday. How can we collect it? Btw, it's Norwegian. We are soooo thankful that you posted this, Emily!, skrev Silje H. Walding torsdag aften.
Det vides ikke, hvordan ringen er kommet tilbage til dens rette ejer.
