Ordvekslingen finder sted i 2015. Emmanuel Macron er endnu en ung og forholdsvis nyudnævnt økonomiminister i præsident François Hollandes regering, hvor han – i hvert fald i teorien – arbejder under ledelse af socialistpartiets uofficielle kronprins, premierminister Manuel Valls. Men en ven har opdaget, at ambitionerne rækker langt videre.

»Jeg stemmer Valls i 2022, og i 2027 stemmer jeg på dig,« proklamerer vennen, der ligesom alle andre på det tidspunkt regner med, at Hollande genopstiller i 2017, hvorefter det lyder tørt fra Macron:

»Så må jeg sætte farten op!«

Og som sagt, så gjort. To år senere ligner både Hollande og Valls politiske førtidspensionister, men ikke nok med det. Også den konservative kandidat, François Fillon, der indtil for få måneder siden var storfavorit til at erobre Élysée-palæet, er blevet overhalet indenom af den unge komet. Og når franskmændene søndag foretager deres længe ventede skæbnevalg mellem Front Nationals »patriotiske revolution« og et Frankrig, der fortsat vil være åbent mod Europa og verden, er det med Emmanuel Macron som leder af den såkaldt republikanske front mod Marine Le Pen.

Den 39-årige præsidentkandidat for start-up-partiet En Marche! (Fremad!) har travlt og har altid haft det. Det er, som havde han sat sig for at leve et helt liv på den halve tid – både hvad angår karrieren og privat.

Sin kone Brigitte mødte Macron eksempelvis allerede som teenager, og hun tilhører, ligesom mange andre af de vigtige personer omkring ham, generationen før hans egen. Med den konsekvens i øvrigt, at han blev papbedstefar i en alder af 25 år.

Samtidig skal man, når man læser præsidentkandidatens hæsblæsende professionelle CV, huske på, at han undervejs desuden har fundet tid til at skrive digte, spille teater, dyrke fransk kickboksning, læse filosofi, tage en halv konservatorieuddannelse i piano, danse tango samt gå i byen med sine ufatteligt mange venner.

Men hvem er Emmanuel Macron egentlig inde bag ved sin på én gang maniske og ubesværede hyperaktivitet? Er han, som vennerne hævder, et moderne renæssancemenneske med både de visioner, den energi og det lederskab, der skal til for at redde Frankrig ud af landets årtier lange økonomiske og identitetsmæssige krise? Eller har Macrons ligeledes utallige fjender ret, når de beskriver ham som en kynisk og magtliderlig karriererytter – samt et monster skabt af »systemet« for at sikre dets overlevelse i en ny forklædning?

Ingen af delene er helt rigtige, men på den anden side heller ikke helt forkerte, hvis man skal tro journalisten Marc Endeweld, der er forfatter til biografien »L’Ambigu Monsieur Macron« (Den tvetydige hr. Macron).

En Marche-kandidaten er rundet af borgerskabets diskrete charme i den nordfranske provinsby Amiens. Født ind i en lægefamilie i 1977 gik den lille og allerede på det tidspunkt bemærkelsesværdige Emmunuel i byens fine jesuitterskole. Det var her, han forelskede sig i Brigitte, som også var hans lærer.

Skandalen omkring deres usædvanlige forhold sendte ham i en ung alder til Paris, hvor han tog sin gymnasieeksamen med topkarakterer, og herefter gik det over stok og sten. Med universitetsgrader i filosofi og statskundskab under armen blev Macron i 2002 optaget på den politiske elites foretrukne rugekasse, L’École nationale d’administration, bedre kendt som ENA.

Senere førte en stilling i det prestigefyldte finansinspektørkorps ad de uransalige veje i Macrons vidt forgrenede netværk til et topjob i investeringsbanken Rothschild, hvor han bl.a. scorede kassen som mellemmand ved et af fødevaregiganten Nestlés opkøb. Og i 2012 hentede Hollande den politisk interesserede bankmand til Élysée-palæet som sin økonomiske rådgiver.

Artiklen fortsætter under billedet.

Herfra var vejen til økonomiministeriet to år senere kort, hvorefter man også uden for den politiske og økonomiske elites snævre cirkler i Paris hurtigt blev opmærksom på Macrons usædvanlige talent og ubændige ambition.

»Jeg vil gå over historien som den præsident, der arbejdede sammen med Macron,« skal Hollande på det tidspunkt – halvt i sjov, halvt i alvor – have sagt. Og da hans unge protegé sidste efterår begik politisk fadermord med offentliggørelsen af sit kandidatur, gav præsidenten udtryk for skuffelse, men på ingen måde overraskelse.

Det er, ifølge Marc Endeweld, karakteristisk for Macrons karriere, at han overalt, hvor han kom frem, lynhurtigt og uden at spørge nogen om lov har tiltaget sig større beføjelser, end hans stilling formelt berettigede til. En vilje – og evne – til magt, som han i de fleste tilfælde er sluppet godt fra pga. sine to vigtigste egenskaber.

For det første er præsidentkandidaten udstyret med en usædvanlig grad af forførende charme. Han går ind i folk af alle slags med træsko på. »Ingen på den nordlige halvkugle er bedre end ham til at sige goddag,« som en bekendt udtrykker det. For det andet og især er Macron knivskarp til at overskue og sammenfatte et stof; at få ender til at mødes og dermed en masse fra hånden. Det er ikke nødvendigvis ham, som får de bedste ideer, men han er uovertruffen til at sælge og sætte dem i værk.

Bagsiden af medaljen er, indvender kritikere, en vis intellektuel tomhed og mangel på originalitet. Og en udtalt ideologisk tvetydighed. Det er symptomatisk, når Macron hævder at tilhøre både venstre- og højrefløjen. Og man behøver ikke at lede længe for at finde eksempler på, hvordan han den ene gang efter den anden under valgkampen har modsagt sig selv.

I visse spørgsmål er Macron imidlertid urokkelig, eksempelvis i begejstringen for Europa. Det fik den tidligere britiske finansminister George Osborne at mærke, da hans stærkt eurokritiske indlæg under et seminar blev afbrudt af den daværende rådgiver for præsident Hollande.

Artiklen fortsætter under billedet.

»Stop nu det der, George. Du må forstå, at vi europæere vil dø for euroen. Det gælder vores fremtid,« tordnede Macron, der i Endewelds bog tilføjer:

»Min generation vil ikke fortsætte med at »administrere« Europa, som den foregående har gjort siden nejet til EU-forfatningen i 2005. Vores mission er at genopfinde det europæiske samarbejde – eller at lægge det i graven.«

Det bliver spændende at følge, hvordan Macron vil omsætte de bevingede ord til handling. Hvis meningsmålingerne naturligvis holder, og En Marche-kandidaten kan flytte ind i Élysée-palæet – ti år før vennen fra indledningen til denne artikel havde tænkt sig at stemme på ham.