LIBANON: To tyrkiske piloter, der er blevet bortført i Libanon, optrådte tirsdag i en videooptagelse på den libanesiske TV-kanal LBC. Her sagde de to piloter, at de ville ønske, at de kunne komme hjem.
Piloterne Murat Akpinar og Murat Agca, der begge er ansat hos Turkish Airlines, blev kidnappet fra en bus ved Beiruts lufthavn 9. august.
I videooptagelsen sagde de ifølge Al-Jazeera, at de var ved godt helbred, men de synedes begge blege og nervøse. Begge sagde på engelsk, at de ønskede at vende hjem til deres familier for at fejre den muslimske højtid Eid al-Adha, der begyndte tirsdag.
»Mit navn er Murat Akpinar, i dag er 14. oktober 2013, der er kun én dag til Bayram (Eid al-Adha, red.). Jeg vil gerne hjem. Jeg har det fint,« sagde den ene pilot, mens den anden pilot blandt andet sagde, at han savnede »sin familie, sine børn, sit land«.
Optagelsen giver ingen indikationer om, hvor de to er.
Gruppen Zuwwar Imam Ali al-Rida har meldt ud, at de står bag kidnapningen, og gruppen har ifølge Al-Jazeera krævet, at den tyrkiske regering lægger pres på oppositionen i Syrien for at få frigivet ni libanesere, der angiveligt tilbageholdes af syriske oprørere.
BNB