Ryanair har tirsdag meldt ud på et pressemøde, at selskabet nu lukker sin base i Billund fra fredag - med mindre fagbevægelsen mod forventning trækker sit konfliktvarsel tilbage.
Men selv om lukningen er blevet spået til at kunne få store konsekvenser for den jyske lufthavn, bliver betydningen for lufthavnen minimal, mener Søren Peschardt (S), bestyrelsesmedlem i Billund Lufthavn og viceborgmester i Vejle Kommune, der ejer godt 34 procent af lufthavnen.
»Det er ikke i nærheden af at lukke lufthavnen. Der er tale om en femtedel af passagergrundlaget, der forsvinder. Men det er jo ikke en femtedel af omsætningen eller overskuddet. Vi har ikke lagt alle vores æg i én kurv, så selv om Ryanair lukker basen, så er aktiviteterne jo spredt ud,« siger han.
Af de tre fly, Ryanair har på basen i Billund, bliver ét forflyttet til Dublin i Irland og to fly til Stansted i England. Og det vil få en betydning for lufthavnen nu og her, mener Søren Peschardt.
»Det vil få en beskeden indflydelse, men naturligvis er det ikke rart, når aktiviteter flytter ud af lufthavnen. Det giver lidt turbulens i virksomheden, men det kan ledelsen sagtens håndtere,« siger han.
Ryanair har gentagne gange klandret fagforeningerne for at være skyld i, at selskabet må lukke ned i Billund. Det har fagforeningerne afvist med henvisning til, at det irske selskab ikke har villet tegne overenskomst.
Viceborgmesteren har respekt for, at de varslede konflikter nu skubber selskabets base ud af Billund.
»Jeg har dyb respekt for, at det er en kamp, der foregår i det arbejdsretlige system i Danmark. Det kan vi naturligvis også håndtere i den her situationen,« siger Søren Peschardt.
Ryanair vurderer, at selskabets årlige trafik i lufthavnen bliver reduceret med 50 procent fra 700.000 passagerer til 300.000 passagerer.