Kampen mod terrorisme kommer til at »tage rigtig, rigtig lang tid«.
Men vi vil sejre - og det på retsstatens principper.
Sådan lyder det fra Danmarks justitsminister Søren Pind, efter at Belgiens hovedstad Bruxelles i dag er blevet udsat for et terrorangreb, hvor en række eksplosioner i byens lufthavn og på metrostationer rundt omkring har ført til et tocifret antal døde og endnu flere sårede.
»Vi er inde i langt, sejt træk, hvor mennesker ønsker demokratiet og folkestyret og det institutioner det ondt. Og de vil gå meget meget langt for at ramme os. Det agter vi at svare tilbage på,« siger Søren Pind til TV 2.
»Vi må gribe ned i den historiske værktøjskasse. Europa har jo været igennem den her kamp før. Det var vi, da kommunismen drev deres spil imod os, og hvor røde terroristorgan igennem Europa fødte terror - vi havde det selv i Danmark i skikkelse af Blekingegadebanden, de havde det helt forfærdeligt i Italien med de røde brigader, de havde det i Vetstyskland i skikkelse af Rote Armee Fraktion,« siger Søren Pind og understreger, at der er demokratiske værktøjer, Vesten kan forsvare sig med og som kan vinde kampen mod terrorismen:
»Vi må ty til de midler, demokratiet har til at forsvare sig med. Og der er ting i demokratiets værkstøjskasse, både i forhold til efterretningstjeneste og høje strafferammer etc, som kan hjælpe i denne sammenhæng. Det arbejder vi løbende med.«
Du kan følge Berlingskes liveblog og få seneste nyt fra Bruxelles her.
Pind om selvtægt: »Læg det på hylden«
Den danske justitsminister advarer mod, at man begynder at tage sagen i egen hånd. Hvis man gør det, angriber man demokratiet og folkestyret, siger Søren Pind.
»Der er rigtig mange mennesker i det her samfund, som måske ser lidt anderledes ud end den almindelige dansker, men som holder lige så meget af det her samfund, som vi andre gør. Også derfor jeg opfordrer jeg til, at alt det selvtægteri, vi ser i øjeblikket; læg det på hylden. Det er at angribe folkestyret at opføre sig på den måde.«
Også på Facebook lover Søren Pind, at dagens angreb mod Bruxelles vil blive besvaret. Den danske justitsminister henvender sig i sit opslag direkte til de »forbandede terrorister.«
»Vi vil forfølge og straffe hver og en af jer, putte jer langt væk i lang tid. Og vi vil sejre. Jeres formørkede ideologi står ikke en chance mod det oplyste moderne demokratiske samfund. Som al anden totalitær, undertrykkende og menneskefjendsk tankegang vil I blive smidt ud på historiens losseplads, hvor I hører til - kvalt af moderniteten, forfulgt af de lovformelige myndigheder.«