Intet af dette var meningen.

For seks-syv år siden var de bønder, håndværkere, forældre og børn. Borgere i Syrien.

I dag bor de i et af den afdøde irakiske diktator Saddam Husseins tidligere fængsler i Akre i irakisk Kurdistan. Som flygtninge.

De flygtede, da krigen mellem det syriske regime og oppositionen spidsede til. Flere end 236.000 syrere har krydset grænsen til det ustabile naboland.

Først som flygtninge, der regnede med at vende tilbage efter kort tid, når krigen ville høre op. Nu som desillusionerede, traumatiserede langtidsflygtninge, der med tiden har accepteret, at Syrien for deres vedkommende er et afsluttet kapitel.

For dem og mange andre af Syrien-krigens fem millioner flygtninge er krigens lange varighed en overraskelse. Nu gælder det om at indhente det tabte bag den bevogtede port til Saddam Husseins tidligere militærbase og fængsel, der i dag er flygtningenes hjem. De skal videre, men aner ikke hvorhen eller hvordan. For selv om krigen nu raser på sikker afstand ovre på den anden side af grænsen, har de fleste familier krigens fodlænker på. De fleste af dem er fattige og arbejdsløse. Børnene, der i forvejen er flere års skolegang bagud, sendes ud på arbejdsmarkedet for at støtte de enkelte familier. Nogle forældre gifter deres mindreårige piger væk. En næsten ubrydelig cyklus opstår. Den ofte brugte kliché om, at Syriens børn er en tabt generation, er blandt de mange flygtninge en realitet.

På et værelse for enden af en mørk gang sidder Fatma Rashid Bader med sine børn. De har et køkken og en lille stue til rådighed, og blandt de fem børn er det kun Haval på otte år, der går i den lejrskole, som Unicef driver.

Resten af familien er optaget af at få hverdagen til at hænge sammen og finde det nåleøje, der kan få dem til Europa.

Fatma Rashid Baders mand, Hussein, rejste med flygtningestrømmen til EU i 2015. Planen var, at han skulle finde et job, sende penge til familien og sørge for tilladelser, så resten af familien kunne komme til EU.

Hussein nåede til Tyskland, men resten af planen har ikke været nogen succes. Han er arbejdsløs og sender ingen penge. De penge, han af og til tjener som opvasker på en syrisk restaurant i München, går til mad og husleje. Og de 3.000 euro, han brugte på rejsen over Middelhavet og op gennem Europa, udgjorde stort set hele familiens opsparing.

»Vi vil aldrig vende tilbage til Syrien,« siger Fatma Rashid Bader.

Med »aldrig« mener hun også, når eller hvis der engang bliver fred.

»Syrien hører fortiden til. Og hvis vi ikke kan komme til Europa, bliver vi her,« siger hun og fortæller om de nedslående telefonsamtaler, hun fører med sin mand. Samtaler, hvor hun konstant skal høre om hans fiasko i Tyskland, og hvor han konstant skal høre om, hvor svært livet i lejren er, og hvor meget børnene savner ham.

En af årsagerne til, at Syrien ikke kan komme på tale, er, at tre af børnene med sikkerhed vil blive indkaldt til militærtjeneste, hvis de vender tilbage. Enten af den såkaldte kurdiske forsvarshær YPG, der i øjeblikket nærmer sig en styrke på 100.000 soldater. Eller af det syriske regimes hær, der konstant leder efter nye rekrutter.

Krigen har sat sig fast

Det samme gælder 20-årige Ahmad, der oprindeligt kommer fra en lille landsby uden for Derik i det nordlige Syrien. Han flygtede til Akre-lejren for tre måneder siden og er dermed blandt de nyankomne. Med seks års krig bag sig lægger han nye planer for fremtiden, mens han som daglejer maler stakitter.

Han vil heller ikke tilbage til Syrien. Og han har svært ved at forestille sig at blive boende i Irak. Så den oplagte mulighed er Europa.

Men Ahmad aner intet om Europa. Han kan ikke tale engelsk og mener at have hørt, at det vistnok er muligt at sejle med skib til EU. Andet ved han ikke.

Han stammer en anelse, mens han fortæller sin historie. Det gjorde han ikke som barn. Men krigen har sat sig fast. Og han piller nervøst på sine bukser, mens han beskriver de seneste år i Syrien.

»Jeg var konstant bange. Jeg gemte mig om dagen for ikke at blive rekrutteret til den kurdiske YPG-hær og gik fra landsby til landsby om natten. Hvis jeg vender tilbage, får jeg problemer,« siger han.

En kulturel fællesnævner

I Kawergosk-lejren, der ligger 40 kilometer uden for Erbil, bor næsten 10.000 syriske flygtninge. Denne dag fejrer flygtningene nytårshøjtiden newroz.

Størstedelen af de syriske flygtninge i irakisk Kurdistan kommer fra de kurdiske områder i Syrien. Den kulturelle fællesnævner er med til at gøre tingene en anelse lettere for de syriske flygtninge. Og til forskel fra tiden i Syrien giver det en fornemmelse af sikkerhed at bo blandt kurdere.

Hamdiyeh, en 70-årig kurdisk kvinde fra byen al-Hasakeh i det nordlige Syrien, var blandt de første, der ankom til Kawergosk-lejren med sin mand og sine to børnebørn i 2013. Personligt har hun aldrig følt sig friere end her i Irak. En følelse, hun aldrig havde i Syrien som kurder.

Hun gav sin søn navnet Masoud. Det skulle hun aldrig have gjort. For da den nuværende kurdiske præsident Masoud Barazani blev leder af det kurdiske nationalparti i 1979, var Masoud ikke længere et helt almindeligt og uskyldigt navn. Den daværende syriske præsident Hafiz al-Assads (og den nuværende præsidents far) efterretningstjeneste begyndte at aflægge familien regelmæssige besøg. De brød sig ikke om navnet, og Hamdiyeh lærte, at man som syrisk kurder altid kunne mistænkeliggøres af regimet i Damaskus.

Så da Hamdiyehs børnebørn blev født, var der ingen nåde. Nu skulle al balladen om politisk ukorrekte navne høre op. Sådan gik det til, at hendes to kurdiske børnebørn, der også bor i Kawergosk-lejren, fik navnene Bashar og Maher, opkaldt efter den nuværende præsident og hans bror.

Mens bedstemor Hamdiyeh føler sig fri i Irak, ser det anderledes ud for Bashar på 16 år. Han droppede ud af skolen ved sin ankomst til lejren, fordi han har en synsskade. Unicef har givet ham briller, men de giver ham hovedpine. Han har svært ved at finde fast arbejde, og efter storebror Maher har giftet sig, er det Bashars opgave at tage sig af bedsteforældrene. Han har kun en enkelt ven i flygtningelejren og har ikke lyst til at deltage i fejringen af newroz sammen med alle de andre festklædte flygtninge.

Hans bedstemors fornemmelse for irakisk frihed efter mange års syrisk undertrykkelse er en relativ størrelse. For Bashar har stadig livet og ikke mindst dets udfordringer foran sig. Og netop derfor er han lige så mut, som bedstemoderen er fuld af energi.

Siden 2013 er han – uden at have indflydelse på det – blevet en del af den »tabte syriske generation«.

Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten