Hvad sker der, hvis man under en debat serverer hallucinerende stoffer i stedet for kaffe og kildevand? Svaret er kort: Deltagerne vil ordne hele verdenssituationen på den mest ærlige, kærlige og krammende facon, hvorfor jeg foreslår, at de forsøger sig med samme opskrift i Folketinget.
Vi har netop sendt et lille stykke eksperimenterende kulturradio i form af »René Linjer« på Radio24syv, som du nu kan lytte til som podcast. Tre kunstnere indtog før udsendelsen stoffet MDMA, som meget kort fortalt er den aktive ingrediens i ecstasy. MDMA er altså et psykedelisk stof, som får folk til at føle sig stærkt forbundet til andre mennesker – selv vildfremmede. Stoffet aktiverer dit lykkecenter, man bliver positiv, kærlig og åben. Intens, inderlig og sanselig. Og ja, glad i låget og ret lystig, for at sige det på godt dansk.
Sådan virkede det i hvert fald på mig, som altså var vært på denne særlige nytårsudgave af programmet »René Linjer«. Hvordan det mere præcist slog ind i de tre kunstnere, som frivilligt deltog i eksperimentet, kan man høre i radioen – hvis man ellers kan høre det. For det er på ingen måde som at lægge øre til en braldrende bodega, faktisk er vi helt ædru, men altså under the influence på en måde, som fordrer en stilfærdig samtale med dybde, åbenhed og ærlighed. Vi er på et såkaldt love-drug og taler om året, der gik, men det er ikke spor gakket. Det er en… anderledes debat, hvor følelserne sidder uden på tøjet i den mest positive forstand, samtidig med at vi gerne blotter vores inderste tanker. Vi taler ikke om stoffet, vi er på stoffet. Det er ikke en lukket fest, men en åben kanal mellem hjerte og hjerne.
Altså er debatten drevet af varme og nærvær og en stærk sanselighed, og måske netop derfor vil lytteren måske spidse ører, for sådan en diskussion hører man jo aldrig. Medierne er fyldt med faste positioneringer, vedtagne automatholdninger og de sædvanligt udvalgte modparter, der er hidkaldt for netop at tale mere end lytte. I tidens mediebillede er man tvunget til at stå urokkeligt fast på hver sin skråsikre trædesten, og det er både forudsigeligt og fordummende. Så hvorfor ikke tage et stof, der opløser denne alt for forudsigelige og fasttømrede form?
Jeg er helt med på, at de sædvanlige fordomme (modsat tonen og intentionen i selve radioprogrammet) kan fremmane en mur af misbilligelse. Her må jeg sige, at jeg hverken blåstempler eller hvidvasker, men sammen med tre voksne kunstnere blot undersøger effekten af, hvorvidt et påstået sandhedsserum i form af en lille hvid kærlighedskrystal simpelthen kan ændre samtalens kunst. I en mere ædel, ærlig og kærlig retning, forstås.
For trænger vi ikke til at ændre tonen? Tænk, hvis internettets troldehære engang imellem tog sig seks timer på kemisk kærlighed til Verden. Tænk, hvis vores politikere stod på Folketingets talerstol og udtrykte kærlighed til folket. Tænk, hvis vi alle var på stoffer i ny og næ. Det advarer overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom naturligvis imod – han var indenfor rækkevidde under hele udsendelsen. Nu har du dog muligheden for at høre, hvordan det er. Måske det flytter dig.
