Efter femte og afsluttende afsnit er det omsonst at spekulere over, hvad en anden manuskriptforfatter og en anden instruktør havde bedrevet med det store materiale i Jakob Ejersbo-bogen.
Der skulle der nødvendigvis skæres fra og lægges til, og når resultatet skal gøres op, synes jeg, at miniserien har fungeret bedst som en stemningsmættet frise fra en særlig epoke og et møde mellem to umage kulturer.
De støvede landeveje, de fattige blikskure og forholdet mellem resignerede afrikanere og smålurvede hvide med neokolonialistiske attituder var eksempler på, at filmholdet fik det maksimale ud af den afrikanske location.
I sidste afsnit gik »Liberty« i fuldt afrikansk gangstermode med masseslagsmål og truende pistoler, og Anton Hjejle fik som rebellen Christian mulighed for at spille sig helt ud i, hvad der må være et rent drømmescenarie for en ung skuespiller: Down and out delirium i downtown Moshi med revolver på natbordet, bar mave og vodkabrandert.
Vi var minutter fra, at der var blevet smurt for tykt på, men da Christian fortumlet vinkede farvel til Afrika fra SAS-flyet, var man alligevel rørt.
Selvom serien har forholdt sig loyalt til forlæg, hvad angår tonefaldet, er Asger Leth også med mellemrum forfaldet til eksotisme, som når nogle tilbagevendende stumme afrikanere med dødningelignende ansigtsmasker betragtede mzunguerne med gådefuld passivitet.
På musiksiden har Leth tydeligt været mest inspireret af sin opvækst på de vestindiske øer, så hårdkogt, pot-tung reggae fik erstattet den betydeligt blidere afrikanske jazz, som ellers var tanzanianernes foretrukne musik i den pågældende tidsalder.
I det hele taget forsømte serien at anerkende, at såvel danskere som tanzanianere også havde noget der lignede en normal hverdag.
Fristelsen til at skærpe billedet af det fremmede er forståelig og også tilgivelig, for det har været fint som seer at blive rusket ud af sin comfort zone i forhold til tidligere TV-serier som »Arvingerne« og »Bedrag«.
DR, eller hvem der nu end får råd efter besparelserne, må gerne tænke mere ud af TV-boksen, og gerne som i »Liberty« ved at spare på antallet af afsnit og fyre op med anderledes (og fordyrende) locations og historier.
Danskere, som vi er flest, har sørget for at være med til eventyr over hele verden, men også i Danmark, hvor der stadig er masser af miljøer, der er uudforskede i TV-dramatisk henseende.
Liberty. Afsnit 5. DR1. Søndag kl. 20.
