Sommerferien er over os, og selv om det betyder afslapning med familie og venner, er der rigtig mange af os, der ikke kan slippe arbejdet.
Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov. Hele 50 pct. af os arbejder faktisk, mens vi har ferie, og 57 pct. af os tjekker og læser arbejdsrelaterede mails, selv om vi har sat vores autoreply til.
Det er især de højtlønnede, der er dårlige til at holde fri, viser undersøgelsen, og de mener ganske enkelt ikke, at arbejdsopgaverne kan vente, til de er tilbage fra ferie. 25 pct. mener i øvrigt ikke, at der er andre, der kan udføre deres arbejdsopgaver, og derfor må tage dem med på ferie, mens 40 pct. af os arbejder på ferien, for at undgå, at opgaverne hober sig op, når vi endelig vender tilbage.
Heldigvis svarer under ti pct. af os, at det er fordi vores chef forventer det af os.