Irak. 22. februar, 2006, kvart i syv om morgenen. Denne specifikke by og denne specifikke dato spiller en hovedrolle i den amerikanske udenrigskorrespondent og foreign policy-tænker Robert D. Kaplans nye bog The Revenge of Geography. Her trængte sunnimuslimske al-Qaedakrigere forklædt som irakiske specialstyrker ind i al-Askariyah moskeen, shiamuslimernes mest hellige moské, bagbandt vagterne, placerede deres bomber og bragte dem kort efter til sprængning. Herefter ekskalerede borgerkrigen mellem shiiter og sunnier i Irak til en malstrøm af vold og død, som den amerikanske hær sin teknologiske overlegenhed til trods ikke formåede at stoppe. Og som trak forhåbningerne om et stabilt, demokratisk Irak med sig ned i dybet. For Kaplan, der som medlem af en gruppe rådgivere under Bush-administrationen, havde presset på for en invasion, stødte USA på verdenshistoriens uforanderlige vilkår – klodens geografi. »Uanset hvad der sker i Irak, selv hvis Irak skulle blive en halv-stabil, semi-demokratisk quasi-allieret med USA, var omkostningen ved Irak-krigen i menneskeliv, penge og diplomatisk ry for stor. Alt hvad man læser på avisernes debatsider – uanset om det er venstreorienterede eller borgerlige aviser, om det er i USA eller i Europa – handler det altid om, hvad vi kan og bør gøre. Min bog handler om den anden halvdel af virkeligheden: hvad vi ikke kan gøre. Den handler om udenrigspolitiske forhindringer og grænser. Og den væsentligste begrænsning er geografisk. Og det var det, vi mødte i Irak og Afghanistan i form af geografisk rodfæstede kulturer og situationer, der ikke kun styres eller forandres,« siger Kaplan med sin mørke og taktfaste stemme, da Berlingske sætter ham stævne for at forklare, hvordan geografien har hævnet sig.
Er Irak blevet bedre for irakerne?
Kaplan, der i år rundede de 60, er – i hvert fald ifølge tidsskriftet Foreign Policy – en af de mest indflydelsesrigere tænkere i verden. En position, han har opnået med en blanding af akademiske stillinger og en lang karriere som udenrigskorrespondent. Han uddyber sin pointe: »Hvad er en kultur? Kultur er erfaringen hos en stor gruppe mennesker i et specifikt geografisk rum gennem hundredtusinder af år – og som skaber en bestemt adfærd, politisk mentalitet, sprog og konflikter. I Irak fandt vi et land delt mellem bjerge i den nordlige tredjedel og ørken i de sydlige to tredjedele af landet. Bjergene fostrede kurderne og ørkenen fostrede sunni-muslimer i midten og shiitiske muslimer i syd. Efter at vi fjernede regimet, var der ingen institutioner tilbage – og her opdagede vi, at der var noget værre end Saddams Husseins tyranni, nemlig anarki. Og det lå ud over det amerikanske militærs evner at håndtere den situation. Omkostningerne var helt ude af proportion med det, man opnåede.«
Men vi fjernede Saddam Hussein, det er vel en retfærdiggørelse af krigen?
»Jeg var i Irak flere gange i 80erne – da Saddams regime var på højdepunktet – og Irak var det værste tyranni i verden med undtagelses af Ceauşescus Rumænnien. Så ja, det at komme af med Saddam Hussein var et moralsk gode i sig selv. På den anden side, når man taler om moral, må man spørge sig selv: var levevilkårerne for den almindelige iraker bedre under Saddam Hussein end under krigen? Det er et helt forfærdeligt spørgsmål at skulle besvare, men hvis man skal svare, må man nok sige ja til det første. Måske vil shiiter være uenige og sige, at de foretrak krigen, så længe Saddam Hussein blev væltet. Men selve det, at det er et så vanskeligt spørgsmål at besvare, viser, hvor stort et kaos krigen blev. Fordi det burde være let at sige ’selvfølgelig blev det bedre, efter at vi fjernede Saddam’.«
Leading from behind
Når Irak-krigen ikke bare skal efterlades til historikernes dom om 30 år, er det ifølge Kaplan, fordi den gemmer på en vigtig erkendelse af, at USA og Vestens udenrigspolitik må forlade neokonservativ idealisme og affinde sig med at konsolidere geopolitiske magtbalancer. Det er dem, han udforsker i bogen region for region. Ikke for ingenting roser den gamle udenrigspolitiske realist, Henry Kissinger, Kaplan på bogens forside.
»Netop fordi realister forventer konflikter har de mindre tendens til at overreagere på dem. Og deri ligger muligheden for fred og frihed. Det er sandt, at alle lande vil forsøge vende magtbalancen til sin egen fordel, og at det fører til fejlberegninger og misforståelser, som i sidste ende kan resultere i krig, men jeg ser ikke noget bedre alternativ.«
Men realisme leder hurtigt til passiv pessimisme – har vi ikke brug for idealer at styre udenrigspolitisk efter?
»For et vestligt demokratisk land som Danmark eller USA er det nødvendigt med en vis dosis idealisme i dets udenrigspolitik, uden det vil man ikke have nogen identitet. Men spørgsmålet er: hvordan fremmer man demokrati rundt om i verden? Gør man det ved at gennemtvinge sine parlamentariske værdier på andre lande, eller tager man et skridt tilbage og gør det ved at støtte civilsamfund og minoritetsrettigheder? Jeg mener, at vi skal arbejde for at fremme demokrati, men ikke gennemtvinge valg alle mulige steder.«
Så mere af Obamas leading from behind?
»Helt ærlig – jeg synes ikke »leading from behind« var en dårlig idé. At Obama fører en snigmords-kampagne mod al-Qaeda og på samme tid siger ’jeg vil ikke have støvler på jorden nogen steder’, er i min optik klog politik. Hvis USA skal genvinde sin militære afskrækkelses-effekt, skal man undgå konstante interventioner på landjorden. Operationer fra luften er ikke særlig omkostningstunge, fordi man ikke ’ejer’ virkeligheden på jorden.«
Selv Tyskland vil opruste militært
Det løber som en understrøm hos Kaplan, at epoken, hvor USA var verdens eneste supermagt er i sit efterår, og at Europa her mere end 20 år efter Den Kolde Krigs afslutning ikke længere optager det meste af opmærksomheden i Washington. Samtidig har den europæiske gældskrise, som i et par år har næret spændingerne mellem Nord- og Sydeuropa, ifølge Kaplan sin egen geografiske historie.
»Det handler ikke kun om dårlige politikere og dårlige finansministre – det er dybt geografisk. Nordeuropa har en fuldstændigt forskellig historie fra Sydeuropa, når det kommer til udvikling og kultur – og den forskel er endnu større til Sydøsteuropa, hvor Grækenland ligger. Det er et barn af byzantinsk og tyrkisk despotisme, det har altid været præget af svage insitutioner og et svagt bureaukrati sammenlignet med landene i Nordeuropa. Selve idéen om, at man kunne forene lande med så store forskelle i måden, de har udviklet sig på, i én fælles mønt, var naiv.«
Ikke desto mindre har vi med EU ikke haft krig i mere end 60 år?
»Grunden til, at der ikke har været krig i Europa, er ikke EU, men fordi supermagten USA har stået for sikkerheden for det europæiske kontinent. Uden amerikansk supermagt vil et land som Polen føle sig truet af Rusland, og uanset hvad tyskerne siger nu, vil de uden amerikansk supermagt udbygge deres forsvar. Ja, EU er ikke abstrakt, ja, det har forandret folks liv, ikke noget kunstigt der. Ikke desto mindre er EU blevet svækket, og det har efterladt et tomrum, og hvad skal udfylde det tomrum andet en ideen om nationalstaten?«
Så hvis amerikansk supermagt bliver mindre super, og EU er svækket, ser du så et mere militariseret og konfliktfyldt Europa?
»Ja. Og husk på, at USA blive mere og mere opmærksom andre steder end Europa. USA vil koncentrere sig mere og mere om Stillehavsregionen, som i dag er det økonomiske og demografiske hjerte i verden. Og som Kina bliver større og mere udviklet, kan sikkerheden i Stillehavsregionen ikke tages for givet. Så med et mere uopmærksomt USA, med et svækket EU og et i hvert fald i øjeblikket stærkt Rusland, der sætter de baltiske lande og Østeuropa under pres, betyder det, at geopolitikken er vendt tilbage til Europa.«
Så vi er ikke på vej til en postnational æra?
»Nej. Ideen om et EU, der regerer fra Portugal til Ukraine, hvor der ikke er interne politiske problemer og spændinger, og alt handler om økonomi og handel, er svær at forestille sig som noget permanent. Vi vender tilbage til normale tilstande. Og det betyder hverken Første eller Anden Verdenskrig. Husk, at perioden efter Napoleonskrigene til Første Verdenskrigs udbrud generelt var fredelig i Europa, men magtpolitikken var gældende. Det er det, vi vender tilbage til. Geopolitikken er tilbage i verden. Også i Europa.«