Vendingen i dansk økonomi er ved at indtræde. Det var meldingen fra finansminister Bjarne Corydon (S), da han i går fremlagde et finanslovsudspil, der understøtter den private beskæftigelse med 15.000 personer og løfter de offentlige investeringer med knap tre mia. kroner til 44 mia. kroner i 2014. På et pressemøde i Finansministeriets rentekammersal svarede Corydon på spørgsmål om, hvorfor regeringen ikke gør mere for at sætte gang i beskæftigelsen, når nu både vismændene og Enhedslisten har opfordret til øgede finanspolitiske lempelser i løbet af sommeren.
»Regeringens politik er afbalanceret. Vi stimulerer økonomien, så meget vi kan uden at gamble med tilliden til dansk økonomi og med den rekordlave rente, der både gavner familiernes økonomi og virksomhedernes investeringer,« lød det fra Corydon.
Er det ikke meget bekvemt for dig at kunne holde frem, at EU siger, vi må ikke mere. Hvis man har mistet sit job, er det måske svært at forstå, at I ikke gør, hvad vismændene siger og sparker gang i væksten?
»Rigtig mange mennesker kigger på Danmark og vurderer om det, jeg og mine kolleger foretager os, er så ansvarligt, at de er villige til at låne os penge. Det øjeblik de konstaterer, at sådan er det ikke mere, så har det en pris for vores økonomi og præcis for de mennesker. De bør bestemt ikke være interesseret i, at vi tager nogle chancer, som vil koste dem højere rente, en dårligere privatøkonomi og dermed også job og vækst.«
Enhedslisten går efter at få et højere offentligt forbrug. Flere penge til drift og velfærd. Er det noget, man kan forhandle om ?
»Der er en reserve til flere anlægsaktiviteter, som er afsat, og der er fri forhandling om formålet. Der er også betydelige reserver til drift. Det er reserver, som vi peger på burde rettes mod bestemte formål; det grønne, social dumping, socialt udsatte og så er der en fuldstændig fri forhandlingsreserve, hvor vores opfattelse vil være, at det skal bidrage til at løfte fællesskabet i Danmark.«
Flere reformer på vej til forhandling
Er der nye reformer på vej ?
»Der vil være gode muligheder for at skrive avis, også i de kommende år i forhold til reformer. Der skal forhandles om reform af erhvervsskolerne, om en reform af beskæftigelsessystemet og om en togfond. Vi er på ingen måder færdige. Hvis man vil have det her samfund til at fungere som en moderne velfærdsstat under de betingelser, som nu er gældende, skal man hele tiden videre fremad.«