To amerikanske kolleger konkluderede for nogle år siden i en bog: »Vi foretager et massivt forsøg, hvor vores børn og deres børn er forsøgskaninerne.« Baggrunden for den dramatiske udtalelse er de to lægers egen forskning i forureningen med hjernegifte, specielt bly. Vi udsætter nemlig næste generations hjerner for talløse kemikalier, som kan skade hjernens udvikling. Skaderne er særligt alvorlige, når de sker tidligt i udviklingen, altså under graviditeten eller i de første år efter fødslen. Den slags skader er endda varige. Man får kun én chance for at udvikle en hjerne, og det er den, man så skal leve med resten af livet.

I et samarbejde med den ene af de to læger, professor Phil Landrigan fra New York, nåede jeg sidste år frem til, at hele 12 forskellige giftstoffer med sikkerhed kan skade børns hjerneudvikling. Listen omfatter ikke kun bly og kviksølv, men også nogle pesticider og opløsningsmidler samt naturligvis alkohol. Vi ved i dag med sikkerhed ud fra undersøgelser af titusinder af børn i mange lande, at disse kemikalier medfører skader på børnenes hjernefunktioner. Det er en »tavs« epidemi, for kun de færreste af børnene får en egentlig diagnose (så som autisme eller ADHD). Hovedparten fungerer »bare« lidt dårligere, end deres forældre havde håbet på. De klarer sig skidt i skolen, de får højst en kortvarig uddannelse, nogle udvikler adfærdsproblemer, og andre bliver måske endda kriminelle.

Det hele hænger sammen med en »kemisk invasion« af naturen, vores fødevarer og os selv. Hvad værre er, så har den enkelte forbruger – eller moder – ikke mulighed for at vide, om giftstofferne findes i hende selv, så hun kommer til at dele dem med sit barn. De fleste kemikalier kan hverken lugtes, smages eller mærkes. Og der er ingen varedeklaration på fødevarer eller andre produkter, som afslører detaljerne. Vores ret til at bestemme over vores egen krop bliver dermed tilsidesat af den kemiske invasion, som vi ikke aner omfanget af og bestemt aldrig har givet nogen som helst tilladelse til. I nogle tilfælde kan det måske nok regnes for ufarligt. Lad os håbe det. Men sandt at sige så ved vi det ikke, for EU stiller ikke krav om, at industrikemikalier skal testes for, om de kan skade hjernens udvikling.

Hjernen har en særstatus. Resten af kroppen kan sagtens fungere udmærket, selv om den ikke yder en toppræstation. De fleste af os kan endda undvære den ene nyre, hvis det skulle være. Men hjernen er en undtagelse, idet hver eneste hjernecelle medvirker til den samlede funktion, som vi hele tiden gør brug af. Men for at det kan lade sig gøre, må hjernen have gennemgået komplekse udviklingsprocesser på det rigtige tidspunkt og i den rigtige rækkefølge. Denne udvikling har vist sig ekstremt sårbar over for kemiske påvirkninger. Det er en pris, vi betaler for at have et godt hoved.

To nye opdagelser har ført til en revurdering af sundhedsfarerne ved kemiske forureninger. Det nye er indsigten i hjernens yderst komplekse udvikling og den dertil hørende ekstreme sårbarhed over for selv de mindste forstyrrelser. Vi ved også, at mange sygdomme og funktionsforstyrrelser grundlægges allerede i fostertilstanden: Når programmeringen af fostrets udvikling skades, så får det konsekvenser, der måske først viser sig senere i livet. Denne nye viden kalder på et paradigmeskifte – i forskningen, men også i forebyggelsen.

Men beslutningerne er ikke så ligetil. Det kan nemlig tage årtier at skaffe den dokumentation, man normalt ville anse for nødvendig. I mellemtiden vil millioner af børn kunne nå at blive skadet af den fortsatte forurening. Vi er altså oppe mod et paradoks.

Inden for lægevidenskaben bygger den mest troværdige dokumentation på testning af frivillige patienter ud fra meget strenge retningslinjer for kliniske forsøg. I teorien kunne jeg da også tilrettelægge et tilsvarende blindforsøg med en daglig oliekapsel til to grupper gravide kvinder. Halvdelen skulle så have ren majsolie, mens den anden halvdel skulle have en kapsel med det mistænkte giftstof. Selv om dosis kun svarede til, hvad mange patienter allerede er udsat for gennem forureningen, så gad jeg godt se den videnskabsetiske komité, der ville godkende et sådant forsøg.

Men ironien er, at vi allerede gennemfører et sådant uofficielt »eksperiment« med den næste generations hjerner. Det var jo også de to amerikanske lægers konklusion. Tilmed sker det uden faglige rammer, uden godkendelser af nogen slags, uden forældrenes accept, og uden videnskabelig overvågning, afrapportering og dokumentation.

Vi er med andre ord afskåret fra at undersøge konsekvenserne af den kemiske invasion med de metoder, som myndighederne normalt kræver som sikker dokumentation, og imens fortsætter de giftige udledninger uden nødvendig kontrol. Vi er nødt til at se dette paradoks i øjnene og finde en løsning. Vi må specielt forholde os til usikkerheden som en fast følgesvend, for vi taber kampen mod kemisk hjernesvind, hvis vi bliver ved med at bruge stopknappen, hver gang vi ikke er 100 pct. sikre.

I den medicinske verden er jeg vant til, at vi ikke tager chancer, så vi opererer børn, der har lidt feber og ondt i højre side af maven, selv om vi endnu ikke er helt sikre på, om det er blindtarmsbetændelse. Det er alt for risikabelt at ignorere de klare, men dog usikre sygdomstegn. Risikoen for kemisk hjernesvind er alt for alvorlig til, at vi fortsat skal lade uvidenhed overvinde fornuften. Mangel på endegyldige beviser bør ikke misfortolkes som et udtryk for, at der ikke er fare på færde.

Måske kan vi lære af den strategi, som er blevet udviklet for at forebygge kræft. Her har man i årevis benyttet sig både af cellebaserede testsystemer og af dyreforsøg. For at koordinere indsatsen oprettede Frankrigs daværende præsident de Gaulle i 1965 et internationalt forskningscenter for kræft. Centret blev tilknyttet WHO og bidrager med vigtig forskning og ekspertvurderinger af, hvilke kemikalier der udgør en særlig risiko.

Vi har brug for en tilsvarende organisationsmodel til at holde styr på de farlige hjernegifte, og det burde være en smal sag at få den sat på benene. Vi har både udstyr og specialister til at gennemføre de nødvendige undersøgelser og vurdere resultaterne. International støtte og samarbejde vil kunne føre til resultater langt hurtigere, end det er sket med hensyn til kræft. Målet må være en instans, hvor man systematisk samler og vurderer den eksisterende viden om hjernegifte, så denne viden kan omsættes i praksis til at kontrollere de stoffer, der kan skade hjernens udvikling. Til etablering af kræftcentret skaffede general de Gaulle et beløb, der svarede til en halv procent af Frankrigs daværende forsvarsbudget. Set i forhold til de økonomiske gevinster ved bedre kontrol med giftstofferne vil det sikkert være en af de bedste investeringer, man overhovedet kan tænke sig.

I dag spiller vi roulette med næste generations hjerner, og vi ved faktisk ikke engang, hvad det er, vi gør. I mine øjne er fremtidens hjerner en fælles interesse, som alle burde være enige om at investere i. Du og jeg bekymrer os om næste generation, lige meget om vi selv har børn og børnebørn, og det må vi også forlange og forvente af vores politikere, erhvervsfolk og andre beslutningstagere, for hjernesvindet rammer også deres børn.

Hjernen er vores vigtigste resurse, både hvad angår vores egen livskvalitet og ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. Økonomer har beregnet, at hvert eneste point i en intelligenstest er omkring 150.000 kroner værd – alene ud fra indtægten gennem livet. Bruger man dette tal, så koster vores nuværende forurening med bly, kviksølv og pesticider det danske samfund mindst ti milliarder kroner om året. Vi har kun én chance til at udvikle en hjerne, så beskyttelse mod hjernesvind bør være et fælles samfundsansvar med allerhøjeste prioritering på lige fod med uddannelse, som jo netop giver maksimal gevinst, hvis vi samtidig sikrer, at hjernerne er klar.

 

Kronikken er en forkortet og omskrevet udgave af sidste kapitel af »Kemi på hjernen – går ud over enhver forstand« af Philippe Grandjean og Pernille Hermann. Bogen udkommer på Gyldendals forlag fredag 6.november.