Folkekirken på Vesterbro er nødt til at afspejle bydelens etniske og religiøse mangfoldighed langt mere, end den gør i dag. Ellers risikerer den at ende som en kirke alene for hvide danskere, lyder budskabet fra en lokal præst.
»Vi lever i et multietnisk samfund, og det er vigtigt, at vi afspejler den virkelighed.«
Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen fra Apostelkirken på indre Vesterbro er ikke i tvivl. Hvis folkekirken af i dag skal blive ved med at være folkets kirke, er den nødt til at beskæftige sig mere med integration og forholde sig mere til kristne fra andre kulturer end den danske.
»Men det halter desværre en hel del, det med integrationen,« siger han.
Hans opfordring kommer i forbindelse med, at antallet af folkekirkemedlemmer i Vesterbro Sogn, som hans kirke i Saxogade tilhører, ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er på blot 55 procent. Sognet er det største i Danmark med godt 43.000 indbyggere og rummer ud over de cirka 23.000 folkekirkemedlemmer mange muslimer, andre trossamfund og flere andre kristne menigheder.
De nye tal understreger ifølge præsten, »hvor vigtigt det er, at vi tager initiativer til at åbne os for andre«.
»Vi skal gøre en indsats, hvis vi skal undgå at blive en rent hvid kirke,« som han udtrykker det.
Derfor har han og Apostelkirken gennem årene rakt hænderne ud til bl.a. migrantmenigheder, der ofte har et helt anderledes forhold til deres tro end folkekirkens medlemmer. Det betyder, at en nigeriansk menighed i dag holder til i Apostelkirkens lokaler, det samme gør trossamfundet Gospel Church International.
Dertil kommer, at kristne og ikke-kristne asylsøgere hver søndag møder op i kirken til højmesse. Nogle er konvertitter, nogle kommer fra en undergrundsmenighed i Iran. Omkring ti af dem kommer så langvejs fra på Sjælland, at de er nødt til at overnatte i kirken for at nå højmessen klokken ti. »Vi er godt besøgt og har en aktiv menighed. Der kommer 150-200 til højmessen,« fortæller han.
Kirkeleder Stan McCuien fra Gospel Church International forklarer, at »der er opstået et tillidsforhold«, og at han nogle gange prædiker til højmessen, mens Niels Nymann Eriksen så prædiker til Gospel Church Internationals søndagsgudstjeneste, der foregår om eftermiddagen.
Men, understreger Niels Nymann Eriksen, »det handler om fællesskab, ikke medlemskab«. For ham er det vigtigste ikke, om andre kristne ender med at blive folkekirkemedlemmer. Det er ikke hans ansvar. Hans ansvar er at forbinde de adskilte treditioner.
»Jeg er her ikke for at hverve,« som han udtrykker det:
»Dåben er gyldig, uanset om man er medlem af folkekirken eller ej.«
Han glæder sig dog, når en kvinde som Stan McCuiens hustru, Ruth, ønsker at blive medlem af folkekirken.
Men skulle nogle af de ikke-kristne asylansøgere, der har deres gang i Apostelkirken, ønske at blive døbt i den kristne tro og efterfølgende blive medlemmer af folkekirken, ville de blive mødt med en afvisning. De mangler nemlig det CPR-nummer, der skal til for at blive registreret som medlem.
»Det er et problem, som myndighederne ikke har taget stilling til,« siger han:
»For nogle år siden havde vi en gruppe fra Bangladesh, der af vores kordegn blev udstyret med midlertidige CPR-numre. Efterfølgende fik vi et opkald fra politiet, der frabad sig den praksis.«
Men der er udgifter forbundet med jeres arbejde, og det kræver vel indtægter, og dem kunne I jo få ved i højere grad at forsøge at skaffe folkekirken medlemmer?
»Gospel Church Internationals tilstedeværelse gør ingen økonomisk forskel for os,« siger han:
»Hvis migrantmenigheder vil samarbejde med os, må de gerne leje vores lokaler på favorable vilkår. Vil de ikke det, bliver det på helt almindelige vilkår.«
