75 procent af de danske børnefamilier mener, at de selv har hovedansvaret for at skabe den eftertragtede balance mellem familie- og arbejdsliv samtidig med, at regeringsgrundlaget ikke levner plads til en familiepolitik i denne omgang – så hvad venter vi på?
Vi kan og skal selv skabe balancen, men det kræver en enorm daglig indsats, mod og at man som forældre for en ubestemt periode er ude af sin comfort zone – vi har dog børnene til at forsøde det hele med!
Og skulle der pludselig dukke et politisk udspil op, så gør det ikke noget, at vi selv har opbygget et godt fundament i ventetiden.
For balancen har været søgt gennem mange år. For 20 år siden var det flere kvindelige chefer, man søgte – og det krav gjorde ikke konturerne af familielivet nemmere. Ligestillingen er der nu rettet nogenlunde op på, men tilbage står den evigt eftertragtede livsbalance skrevet i neon og dårlig samvittighed over forældrenes gode stillinger.
Halvdelen af børnefamilierne siger, at balancen mellem familie- og arbejdsliv ville være bedre, hvis de går ned i tid. Det vil arbejdsmarkedet dog ikke særlig gerne, idet der står masser af ansøgere i kø til fuldtidsstillinger.
Da mine børn var små, var jeg en af de få heldige, der historisk fik lov at gå på deltid. Og det hjalp da på balancen, men jeg er sikker på, at jeg også ville have klaret det, hvis jeg ikke havde kunnet opnå deltid – for der skulle alligevel kæmpes hver dag, for bl.a. at blive respekteret på linje med de fuldtidsansatte, der havde magten i »tidsfaktoren«, som var en underlig måleenhed, når man som mor og ansat lagde vægten på kvaliteten af arbejdet og pasningen af de mange sjæle derhjemme eller undervejs til de utallige sportsarrangementer.
Nogle gange havde det været meget nemmere at blive længere på arbejdspladsen!
Min erfaring siger mig, at det bedste man kan gøre som børnefamilie er at tro på det, man gør, og at bruge den daglige energi i vekslende størrelse på at tænke positivt hver dag, så smitter det af på børnene, som fornemmer glæde bedre end tid! Og så kender jeg masser af eksempler på børnefamilier, der er lykkedes med det hele, selvom tiden har været knap – men hvor nærværet har været i fokus. For det perfekte liv findes ikke i virkeligheden, men kan dagligt glimtvis anes på Facebook.
Så hamsterhjulet er slet ikke så tosset – børn elsker gentagelser.