Forsvarets pressede økonomi må ikke koste danske kasernepladser. Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti, der først og fremmest vil forsvare Danmarks egne grænser.

- Hvis vi skal spare, risikerer vi at ødelægge den hjemlige struktur. Der går rygter om, at der skal nedlægges kaserner og at 5-700 mand i Forsvaret skal fyres. Det går ikke, siger forsvarsordfører, Ib Poulsen (DF).

Ifølge ham bør Danmark i stedet overveje at trække sig ud af lande som Irak, Kosovo og Libanon.

Men hvorfor bevare kaserner, hvis der er brug for danske styrker ude i verden?

- Vi skal håndhæve Danmarks suverænitet. Og det hjemlige forsvar – kasernerne - skal være på plads, så vi kan håndhæve vores suverænitet. Vi skal kunne forsvare os selv, siger Ib Poulsen, der understreger at ”Forsvaret skal være en arbejdsplads hvor alle føler sig trygge.”

Sidste år havde forsvaret afsat 1 mia. kroner til merudgifter til internationale operationer. Det vil sige den ekstraudgift det koster at have de danske soldater udsendt. Budgettet blev overskredet med 400 mio. kroner.

Efter Ib Poulsen og Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo (V) i dag har udtalt til Jyllands-Posten, at man bør overveje at trække danske soldater hjem fra enkelte lande, har udenrigsminister Lene Espersen meldt ud at forsvarspolitikken ”ikke må blive et spørgsmål om budgetter.”