Terroren klæber til bevidstheden. Den sidder i fortrydelsen over, at irrationel frygt er blevet blandt vores grundvilkår. Det er terroren, der indtager tankerne, når politiets indsatsvogne cirkler i Københavns smalle stræder, som de gjorde i timerne efter fredagens rædsel i Stockholm. Vi kan se konsekvenserne i betonbarrikaderne om centrale pladser og ane dem i sjælen, hver gang vi sætter os i en Metro.
»Frygt fylder i bevidstheden. Vi kan ikke undgå at leve med associationerne,« siger lektor i psykologi på Aarhus Universitet Hans Henrik Knoop.
Han nævner den kvinde der blev dræbt af en betonklods, der blev skubbet fra en motorvejsbro, som eksempel på, hvad der sker i vores hjerne.
»Når der sker så frygtelige ting som det i Stockholm eller den betonklods, der blev kastet ned fra en motorvejsbro, skaber det så stærke billeder, at vi nu associerer til det, hver gang vi kører under en motorvejsbro. Terroren fungerer på samme måde, fordi der kun skal en enkelt lille horribel gerning til at få en enorm eksponering og påvirkning af det samfund, man ønsker at skade. Men det gavner hverken os selv eller samfundet, at vi alle er superbekymrede og bange for noget, vi ikke kan ændre. Hjælpeløshed gør kun ondt værre. Vi kan kæmpe mod afmægtigheden, ved at give terroren den eksponering, den skal have, men heller ikke mere end det,« siger han.
Grader af bestyrtelse
Filosof ved Aarhus Universitet Rasmus Ugilt forsker i, hvordan terror påvirker os og samfundet. Han mener, at terroren nu er så genkendelig, at vi er ved at nå et mere afdæmpet leje i vores reaktioner på det. Der kan stadig være grader af bestyrtelse. Rasmus Ugilt tror for eksempel, at terroren i Stockholm fylder os med større rædsel end sidste måneds personbilangreb i London, fordi vi nemmere kan relatere til den rædsel, en stor lastbil kan forårsage. Men vi »katastroficerer« ikke længere terroren i samme grad som før.
»Vi er i gang med at forholde os mere modent til det. Vores normale reaktion plejer at være hidsig overreaktion. Men vi har efterhånden set det før og »katastroficerer« det mindre. Vi ved, hvor mange der dør, nemlig ikke særlig mange. Jo oftere angrebene sker, desto mere bliver det noget, vi kan forholde os til, som vi forholder os til trafikdræbte,« siger han.
Derfor, fordi terroren er en del af en ny normalitet, giver de vante politiske taler om, at vi lader terrorismen sejre, hvis vi ændrer vores hverdag, heller ikke længere mening.
»Jeg tror, vi siger de ord til hinanden, fordi vi har brug for at samles om vores egen livsforståelse. Det er et fællesskabsritual, der minder os om en fortid, der ikke findes længere. Selv om terroren er velkendt, er den stadig et brud på det, vi opfatter som normalen, og efter et brud har man brug for at genetablere troen på, at normaliteten fortsætter. Men en del af normalen nu er også, at vi har terroren i baghovedet, når vi sætter os ind i en Metro eller et fly,« siger han.
Meningsgivende terror
Lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet Anders Hougaard mener, at terroren faktisk er meningsgivende, fordi den er en forsimplet sum af den umådeligt komplekse verden med krig, flygtningekrise og ulighed, vi står i.
»Samtidig med, at terroren vækker gru, giver den også kosmisk frelse, idet den giver en simpel orden og genkendelig fortælling, vi kan hænge vores udsyn, handlen og holdninger op på,« siger han.
Han mener, at vi har oplevet så mange terrorangreb siden 2001, at vores oplevelse af den via TV og medier nu falder ind i et så genkendeligt mønster sammen med andre sensationer, at det bliver en del af vores selvfremstilling.
»Terrordækningen har for længst fået sin egen genkendelige skabelon, som vi hjemmevant kan fordybe os i, føle oprørte følelser over og lade os underholde af på en måde, så den flyder sammen med alle andre sensationer. Det giver os noget at tale om, især på de sociale medier, hvor vi deler billeder, flag og fredstegn. Det er et fyldigt foderstof til meningsfyldt digitalt socialt samvær, identitetsskabelse og selvfremstilling,« siger Anders Hougaard.