Året 2016, der i høj grad har været kendetegnet ved terror i forskellige europæiske lande, senest ved det ulyksalige, formodede islamiske terroranslag ved Gedächtniskirche i Berlin, og som derudover har været kendetegnet ved sexkrænkelserne i Köln for præcis ét år siden, er ved at rinde ud. Mit håb er, at sådanne udåder ikke finder sted i det nye år, men jeg har mine tvivl. Også i vor egen andedam herhjemme ser jeg desværre en manglende forståelse for, hvad årsagen er til, at nydanskerne og danskerne gang på gang kommer på kollisionskurs. Jeg finder således ikke, at det sociale greb, man foretager mht. integrationen af nydanskere, i længden batter noget. Mit postulat lyder, at integrationen ikke er fuldendt, så længe den yderste venstrefløj, kulturradikale og såkaldte liberalister lider under den vildfarelse, at når folk fra Mellemøsten kommer til Danmark og har været her en stykke tid, bl.a. fået sig en uddannelse, bliver de danske – sådan helt ind i marven.
Dette synspunkt opstår ud fra den antagelse, at når bare nydanskerne får et incitament til uddannelse og job, kommer integrationen ganske af sig selv. Man vil ikke anerkende kulturens betydning, fordi det jo er sådan en »os og dem«-ting, der skaber splittelse. Men derved negligerer omtalte politiske grupperinger fuldstændig selve kernen i integrationen og fastholder flere nydanskere i parallelle virkeligheder. For det, disse respektive grupper går ind for, er ØKONOMISK integration, mens de fuldstændig overser, at tilegnelsen af det nye hjemlands kulturelle værdier har lige så stor, hvis ikke større betydning. Med den føromtalte logik kunne man velsagtens også betragte en saudier som integreret, fordi denne har taget Vestens materielle værdier til sig, selvom han giver os fuckfingeren, når det gælder vores kultur.