Det Centrale Handicapråd og Ankestyrelsen udgav i januar undersøgelsen »Viden og holdninger om handicap«, og Berlingske skrev om den under overskriften »Danskerne undervurderer handicappede«, 28. januar. Undersøgelsen dokumenterer blandt andet de fordomme, som står i vejen for mennesker med handicap og deres vej ind i arbejdslivet. Med undersøgelsen fulgte også en strategi med Det Centrale Handicapråds bud på, hvordan vi kan gøre op med de skadelige fordomme.
Både denne og tidligere undersøgelser overbeviser mig om, at de fleste gerne vil lukke mennesker ind i vores fællesskaber – også mennesker med et handicap. Men desværre ændrer billedet sig, når vi går fra teori til hverdagsliv. Undersøgelsen viser nemlig, at danskerne overvejende afviser, at en kvalificeret person med handicap kan varetage det job, de selv har: Gennemsnitlig 50 pct. mener, at det slet ikke ville være muligt, når man spørger til tre forskellige handicap, mens yderligere 41 pct. mener, at det vil kræve større eller mindre justeringer (»Befolkningens holdninger«, 2015).
Det tydelige forbehold kan måske være med til at forklare, hvorfor Danmark ligger fjerde sidst i Europa, når det gælder forskellen i beskæftigelsesgraden mellem mennesker med handicap og den øvrige befolkning.
For at få flere i arbejde, må vi røre ved berøringsangsten, og gøre op med fordomme. En væsentlig del af løsningen ligger i at konfrontere sin egen usikkerhed. Fordomme skyldes jo tit, at man ikke ved noget om, eller kender nogen med handicap. Man er bange for at gøre noget forkert: »Hvordan forholder jeg mig egentlig til den døve kvinde, og til tolken der står ved siden af?« Den følelse er der ikke noget galt med, det er i orden at være usikker i mødet med noget ukendt. Men usikkerhed håndteres bedst ved at spørge til det, man er usikker på, så vi kan få styr på den. Ellers bliver det usikkerheden, som styrer os.
Det Centrale Handicapråds »Strategi om holdninger og handicap« handler i høj grad om at konfrontere fordommene ved at skabe møder mellem mennesker, som kan nedbryde fordommene. Som en del af strategien etablerer vi et samarbejde med handicaporganisationerne og VirksomhedsnetværkCABI, der organiserer virksomheder, som tager socialt ansvar. Vi vil lytte til virksomhederne og skabe en model for at fremme inklusion af mennesker med handicap på virksomhedernes egne præmisser. Vi har dokumenteret, at hvis indsatsen fører til flere med handicap i arbejde, kan der være en milliardgevinst for samfundet.
Derfor er jeg glad for at se, at blandt andet Dansk Arbejdsgiverforening og LO bakker op om undersøgelsen og strategien og vil være med til at bryde fordomme ned. Med lige dele god vilje og mod står fordommene for fald, og vi bliver alle sammen lidt rigere – både menneskeligt og økonomisk.