Noget tyder på, at det igen er Uncle Sam, der skal hive os op af dyndet, det økonomiske dynd. Ham den amerikanske onkel, som vi ind i mellem har det lidt svært med. Betaget og frastødt som vi er – på samme tid.

Men se nu blot tendenserne i verdensøkonomien. Europas vækst klistrer sig til nul, Kinas vækst er fortsat stor, men dog stagnerende i sin stigning. Japan forsøger at genstarte væksten efter 20-25 års stilstand. Endnu ved vi dog ikke, hvordan det falder ud. Afrika er spændende, men betyder reelt set endnu ikke noget i det store billede. Sydamerika, og især Braslien, har fået flimmer på vækstskærmen.

Tilbage er USA. Verdens suverænt største økonomi. Presset af krige og indenrigspolitisk ævl og kævl, og ja, fortsat med store ubalancer på statsbudgettet, men den økonomiske vækst i USA er på vej op. Og hvis de amerikanske forbrugere har det godt, har store dele af den øvrige verden det også godt, i hvert fald set med økonomiske briller.

Det er muligt, at der er en ny middelklasse i Kina på 400 millioner, men de har endnu ikke tilnærmelsesvis så stor købepower pr. capita som Uncle Sams sønner og døtre. USA vil være styrende for den økonomiske udvikling i verden også de næste årtier, og derfor er det så pokkers vigtigt, hvordan amerikanerne går og har det i hverdagen.

Prognoserne lyder på en vækst i USA i 2013 på over to procent, og den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke forventer en vækst for hele 2014 på mellem tre og 3,5 procent. Ikke voldsomt efter amerikansk målestok, men dog opmuntrende i en tid, hvor det ellers ser lidt sort ud. Og bryder man væksten ned på de enkelte kvartaler, så viser prognoserne, at væksten stiger mere og mere kvartal for kvartal. Altså en glidende bevægelse ud af krisen. Så hvad kan det ikke blive til i 2015? Hvis altså krystalkuglekiggeriet holder, hvad det lover.

De allerseneste dage er der dog lagt en midlertidig dæmper på optimismen. Det skyldes, at Bernanke i en tale lod markederne vide, at likviditetsudpumpningen fra centralbanken FED vil aftage måned for måned fra og med efteråret 2013, og således, at de månedlige obligationsopkøb på 85 mia. dollars helt er udfaset i 2014.

Ved at pumpe masser af likviditet ud i markedet holdes renten nede, og selv om Bernankes signaler om at vende tilbage til en mere normal tilstand med mindre intervention fra centralbanken egentlig burde være positivt nyt og et signal om, at den økonomiske krise i USA endegyldigt er jaget på flugt i denne omgang, ja så hang obligations- og aktiemarkederne lidt med hovederne. Renten steg og aktiemarkederne faldt lidt tilbage. Men hey, mindre intervention fra statens side må da for pokker være et sundhedstegn.

Måske burde man opholde sig lidt ved netop Bernanke. Hans anden periode som FED-bank chef udløber i 2014, og blandt de hotteste kandidatnavne til at afløse Bernanke er den tidligere Clinton-finansminister Larry Summers. En herre med et til tider iltert temperament, men også uhyre knivskarp i den økonomiske analyse – hældende til Keynes-styringsmekanismerne.

Ofte klandrer vi amerikanerne for at være for hårdhændede, men i forhold til genopretningen efter den finansielle krise i bankerne, som kulminerede world-wide, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakelerede i september 2008, har netop den hårdhændede behandling givet pote. Nogle kalder det ligefrem en aggressiv oprydning i den finansielle sektor. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at de mange dårlige lån, som var baggrunden for sub-prime krisen, pludselig skulle være ude af verden. Men faktum er i hvert fald, at den finansielle sektor i USA ser betydelig mere sund og stærk ud end den finansielle sektor i Europa.

Og det betyder, at amerikanerne og dermed verdens stærkeste forbrugere igen har fået mere mod på livet. De fylder bagagerummet i SUVen op med forbrugsvarer, og boligpriserne nogle steder i USA ligger med stigningsrater på 10 procent. Der er flere forklaringer. Præsident Obama fyrede i 2009 en vækstpakke af på 700 mia. dollars, den ser ud til at have virket på den lange bane. Og så har amerikanerne de allerseneste år genskabt noget, der bringer mindelser frem om det store gold-rush i Californien i 1849 - the »forty-niners«. Store mængder af gas og olie i skiferlagene i undergrunden.

Det har vendt op og ned på de økonomiske kalkuler i USA, og en sådan energiuafhængighed, som amerikanerne har drømt om i mange år, giver selvtillid på de indre linjer. Gasprisen er styrtdykket, i hvert fald i USA, hvor gassen nu blot er en tredjedel af verdensmarkedsprisen. Samtidig er lønningerne i USA langt fra lønniveauet i Europa, og det betyder, at USA nu pludselig på hjemmebanen – i hvert fald på nogle områder – bliver konkurrencedygtig med de nye vækstlande.

Så tro på Uncle Sam som the comeback kid – der er ikke andre til at gå forrest. Og nok løfter vi i flok, men USA løfter altså mest.