Den franske ambassade og Institut francaise har i det seneste års tid indledt en imponerende præsentation af franske intellektuelle. Demokrati-tænkeren Jacques Rancière, den venstrelænende mediefilosof Bernard-Henri Lévy og den nationalkonservative Alain Finkielkraut har aflagt landet, avisspalterne og sendeminutterne besøg. Seneste skud på stammen fra ambassaden skiller sig ud på flere måder.

For det første er Caroline Fourest kvinde, og så er hun hverken udklækket fra franske eliteuniversiteter eller eks-68er med en fortid på mere eller mindre radikale udgaver af marxismen (og er derfor uden tømmermænd at pleje i den forbindelse). Fourest er 38 år, hun er journalist, aktivist, lesbisk og har kæmpet sig ind i hjertet af den franske værdidebat bog for bog og dokumentarfilm for dokumentarfilm. Ordet »kamp« er her ikke kun metafor – hun er selv blevet truet og overfaldet for sine holdninger. Så hvem er hun nærmere? Første svar er, at hun er venstreorienteret. Det næste at hun er det på en meget anderledes måde end den typiske dansk aftapning. Hun er ikke multi­kulturalist og holder sig ikke tilbage for at kritisere hverken radikal islam eller den nye nationalistiske bølge, der er blusset op de sidste 15-20 år i Europa.

»Jeg er venstreorienteret – jeg er for social retfærdighed, og at staten skal bekæmpe ulighed – men jeg også meget knyttet til idéen om individets frihed. Jeg er kritisk over for multikulturalismen, som jeg virkelig mener er en blindgyde for venstrefløjen. Og jeg kritiserer monokulturalisterne, som vil bruge deres flertalsmagt til at tvinge deres specifikke normer ned over hovedet på alle andre. Vores lovgivning skal tage udgangspunkt i individet, ikke en gruppes identitet eller religion,« siger Fourest til Politiko.

Ekstremernes tidsalder

Hun har en selvsikker og hård attitude, som stikker noget af fra empirestilen på ambassadens repræsentationslokaler. Hendes grundlæggende samfundsanalyse er, at vi lever i »en ekstremernes tidsalder«.

»For det første er islamisme og ultra­nationalisme to sider af samme mønt – den ekstreme højrefløj. Det er det samme antidemokratiske projekt. Min generation har realiseret, at demokrati er en meget skrøbelig størrelse. Det er noget, vi må blive ved med at kæmpe for,« forklarer Fourest. Hun sætter sig frem på sofaen.

»Vor generations store kamp er kampen mod anti-demokrater, der hævder, at de er demokrater. Og de er nødt til at hævde, at de er demokrater for at vinde valg og få magt, men når de først får magten, vil deres tale ændre sig meget og springe ud som autokrater. Se det muslimske broderskab i Egypten, eller se til Tyrkiet, hvor Erdogan for længst er begyndt at rulle demokratiet tilbage. Det er det samme med det ekstreme højre.«

Mener du helt alvorligt, at hvis Marine Le Pen vandt et præsidentvalg, ville hun rulle demokratiet tilbage?

»Helt sikkert. Hvis man ser bag hendes fremtræden i medierne. Hun kan være meget forførende, men hun omgiver sig med folk, der bruger vold og intimidering. Demokrati handler ikke kun om frie valg – det er også uafhængige domstole, fri presse, og respekt for pluralisme og mindretal. Front National har anlagt mere end 70 retssager mod journalister, og jeg ved, at folk tæt på hende på interne møder har talt om, at jeg skulle bortføres og efterlades i en skov for at skræmme mig fra at skrive om dem. Hvis hun får magten i Frankrig, får journalister det meget svært – der er vi dog langt fra.«

Hvis navnet Caroline Fourest vækker erindrende nik i Danmark, er det måske, fordi hun var medunderskriver bag et manifest til støtte for Jyllands-Posten under Muhammedkrisen. Og i netop debatten om muslimer og integration har hun spillet en afgørende rolle og officielt anbefalet og støttet både det franske tørklædeforbud i skoler og burkaforbuddet på gader og offentlige pladser.­

Hvordan hænger dit forsvar for individet sammen med et tørklæde- og burkaforbud?

»Det er to forskellige love med to forskellige begrundelser. Og ja, man skal passe på med lovgivning. Ens hjem er et sted for maksimum frihed, gaden er et sted for frihed – men skolen er ikke et sted for frihed. Folkeskolen har en særlig og stærkt sekularistisk historie i Frankrig – den skal forme eleven til at være en borger, altså én der respekterer frihed og lighed. Gennem ti år lod vi lærerne selv håndtere tørklæde-spørgsmålet. Men det blev efterhånden så komplekst, fordi de muslimske elever havde så mange krav – så var der nogle, der ikke ville gå i skole om lørdagen, så var der nogle, der ikke ville have svømmeundervisning etc. På et tidspunkt blev vi enige om, at det, der ville være svært på kort sigt, ville gøre alting lettere og bedre på lang sigt – så kom der et forbud. Og det er ikke kun tørklædet, men ethvert religiøst symbol, der er forbudt i skolen. Debatten om burkaen er helt anderledes. Man kan hverken forbyde burkaen i sekularismens eller feminismens navn, kun på baggrund af sikring af den offentlige orden. Derfor er det ikke en lov specifikt mod burkaen, men mod al tildækning af ansigtet. Ligesom man heller ikke kan gå helt nøgen rundt på gaden. Det er den universalistiske måde at gøre det på.«

Hvordan balancerer du det, at du både kritiserer det ekstreme højre samtidig med, at du deler synspunkter med dem?

»Jeg deler ikke deres synspunkter – det, at man foreslår de samme politikker, betyder ikke, at man deler den samme intention. Og intentionen er lige så vigtig som det, man foreslår.«

Der er mange muslimer i Frankrig, som ikke skelnede mellem dine bevæggrunde og højrefløjens. De følte sig bare forfulgt og ramt...

»Selvfølgelig. Og de bliver ramt, men det er den intellektuelles pligt at forklare intentionen. Det er derfor, at jeg er meget opmærksom på at bekæmpe racisme vendt mod muslimer. Derfor har jeg både kritiseret Tariq Ramadan og Marine Le Pen.«

Det er feminismen, der er er den drivende motor bag Fourests venstreorientering og aktivisme. Igen er det i en noget anden versionering end dansk feminisme, der har været meget fokuseret på lovgivning. For Fourest er de barrierer, hun har mødt, ikke resulteret i krav om, at staten skal gribe ind, men i en skærpet personlig kampvilje.

»Jeg har karakter, og hvis du er kvinde med karakter, så vil være man fri og værdig, og det giver konflikter. Måske ikke så meget i Danmark, men Frankrig er stadig et meget latinsk land,« som hun formulerer det.

»Man vokser op som et frit barn, men når man bliver kvinde, begynder folk at sætte grænser op for én, og hvis man så siger, at man ikke vil finde sig i de grænser, så kalder de én feminist. Så sagde jeg ok, så er jeg feminist.«­

Hvilken slags feminist?

»Mit fokus er kampen for de etiopiske, egyptiske, afghanske og ukrainske kvinder. For mig står kampen der – det handler om at skubbe de hårde patriarkalske grænser tilbage, hvor vi kan, i solidaritet med de undertrykte kvinder der. Inden for vores demokratier kan jeg godt begynde at kede mig lidt. Nogle gange må man bruge lovgivning, men her ser jeg mere feminismen som en kulturkamp, der skal åbne for mere frihed, så mænd kan gøre ’feminine’ ting og omvendt. Ligestillingskampen må ikke blive en kamp for ensformighed.«