Der er så meget, vi ikke forstår. »Vi« som minoritet, nydanskere, fremmede, indvandrere eller kort og godt muslimer. Den sidste kategori har jeg stadig svært ved at forholde mig til, netop fordi »vi« er så mangfoldige, og ikke alle vælger at definere sig først og fremmest ud fra sit religiøse tilhørsforhold.

Med en vis bekymring for at blive stemplet, vil jeg stille spørgsmålstegn ved det hellige ord »ytringsfrihed«. Ifølge nogle kloge debattører/kunstnere er ytringsfriheden absolut og grænseløs. Enhver der betvivler dette, bliver skudt i skoene, at de har et udemokratisk sindelag og grundlæggende ikke har forstået de danske værdier og dermed det at være dansk.

Når vi taler om ytringsfrihed, må der altså ikke være et »men«. Ej heller må man bruge samme metoder og sprog, som de kunstnere og politikere der »tester ytringsfriheden«. Eksempelvis Wilks der tegner Muhammed som en hund, eller Dan Park der laver en plakat med tre sorte – eller »negre« som han kalder dem – der hænger med en løkke om halsen.

Den seneste tids debat på bl.a. Facebook mellem kunstneren Yahya Hassan, politikeren Henrik Dahl og journalisten Mads Brügger viser tydeligt, hvor det går galt, når »vi« debatterer ytringsfrihed. Den unge kunstner Yahya Hassan brugte nemlig samme metode og sprogbrug som nogle af ytringsfrihedens fortalere. Hassan puttede Dahl i naziuniform og skiftede Wilks billede med de dinglende sorte mænd ud med dinglende hvide hoveder af Hedegaard, Brügger og Dahl.

Denne kunstneriske »frihed« fra Hassans side blev krydret med et absolut grænseoverskridende grimt sprog som »højreorienteret svin« og værre. Provokerende? Ja!

Men i stedet for at forholde sig til Hassans pointe, hvor han laver samme kunstneriske stunt som de ovennævnte provokunstnere, bliver han hånet med kommentarer som »overvurderet« eller »populariteten er steget ham over hovedet«. Hassan gør ikke andet end at vende spejlet den anden vej, og reaktionerne på diverse sociale medier taget i betragtning kommer hans pointe tydeligere frem. Når det kommer til stykket, er ytringsfriheden måske ikke helt så absolut.

Muligvis er Hassan ikke truet på livet (i denne forbindelse), som Wilks er, men det ændrer stadig ikke ved det grundlæggende i debatten: Hvad vil man i ytringsfrihedens navn med sin kunst, sit statement, sin bog mm?

Ytringsfriheden er ikke absolut i Danmark, og jeg kan ikke komme i tanke om et liberalt demokrati i verden, hvor den er det. I Danmark har vi både lovgivning mod racisme og diskrimination. Det er altså ulovligt at sige visse ting. Ligesom man heller ikke må opfordre til terrorisme. Det, tror jeg, at selv de mest liberale fortalere for absolut ytringsfrihed synes, er en god idé. Det går altså helt skævt, når diskussionen aldrig må bevæge sig videre end, »vi har ytringsfrihed«.

Derfor skal vi have lov til at sige »ytringsfrihed, men...« uden at blive stemplet som udemokratiske, ligesom vi skal have lov til at holde os fra de ytringer, der kun har til formål at træde på en øm tå. Ikke fordi vi er bange eller har misforstået det hele, men fordi vi har et ansvar for at overveje, hvilke konsekvenser vores ytringer har. Den pointe fik Uffe Ellemann i øvrigt på glimrende vis gjort rede for i Clement 23. februar på DR2.