Pædagogerne siger altid: Send flere penge. Pædagogerne siger altid: Den er hel gal med normeringerne ude på stuerne.

Vi laver derfor et tankeeksperiment. Vi giver pædagogernes forsvarer nummer ét, BUPL-formand Elisa Bergmann, alle de millioner og varme hænder, hun drømmer om. Hvordan vil hun indrette en daginstitution, så den passer til den moderne familie anno 2016?

  1. »Alle de ansatte skulle være uddannede pædagoger. Der skulle ikke være nogen medhjælpere eller andre. I dag har man ikke en politisk målsætning om, at der skal være uddannet personale i daginstitutionerne i modsætning til folkeskolen.«

  2. »Jeg ville gerne have legelaboratorier, hvor børnene kunne være med til at sætte dagsordenen i langt højere grad.«

  3. »Der skulle være fleksible åbningstider, der passer til, hvordan den enkelte familie lever.«

Den ønskeliste har Elisa Bergmann haft længe. En ønskeliste, der trænger sig endnu mere på, når formanden kaster et blik på daginstitutionslivet i dag og ser hvordan børnelivet er udfordret af voksnes krav fra alle sider. Forældre vil i dag ikke kun have en tryg børnehave og vuggestue. De vil have et sted, hvor deres børn bliver udviklet. Og politikerne siger, at leg i dag ikke bare er leg. Den skal bruges til noget.

»Vi er gået fra at have en pasningsretorik til at tale om trivsel og udvikling, der skal understøttes. Det skifte betyder, at vi alle stiller alle flere krav til daginstitutionerne. Fra politisk side har man forsøgt at hoppe over, hvor gærdet er lavest ved at indføre nogle instrumentelle koncepter i børnehaverne og vuggestuerne, sådan at børnene udvikler sig på en bestemt måde. Vi har presset konkurrencestaten ned over børnene. Leg skal have et formål, de skal få nogle bestemte kompetencer og det at rode rundt i en sandkasse er ikke længere nok,« siger hun.

Vi har altid brystet os af at være en nation, der ved, hvordan man sætter sig på knæ ned i børnehøjde og taler med de små. I dag er det syn mest synligt i skåltalerne, mener Elisa Bergmann.

»Vi har fået enormt meget kontrol med barnet. Barnets perspektiv bør være langt mere i fokus end det er i dag. Hvad er godt for barnet? Måske skulle vi tale mere om, hvordan man skaber den bedste barndom og gør den god?
For nogle politikere er det som om, at børns liv først starter, når de kommer i folkeskolen. De har ikke rigtig taget daginstitutionerne alvorligt. Nu er vi begyndt at få ørenlyd omkring udfordringerne. Vi har arbejdet hårdt på at skabe evidens for, at de første år af et barns liv altså har stor indflydelse på, hvordan det klarer sig senere hen i livet,« siger hun.

Det er svært at veje og måle, hvad en god pædagog gør. Ligesom at det er vanskeligt at veje og måle, hvad et barn rent faktisk får ud af sine år på gul eller grøn stue. Det faktum har i årevis været den snor, der har fået pædagogerne fået til at snuble over egne ben, når politikerne har bedt om håndfaste beviser på livet i daginstitutionen, lyder det fra formanden.

»Kan du måle på, hvordan børnene bruger sproget til at danne kammeratskaber? Det man jo ikke. Alt det der handler om de bløde værdier, at være et menneske og hvordan man udvikler sig, er en viden, som ikke er så målbar og synlig. Det har altid været en diskussion blandt pædagoger, hvad vores produkt er. Hvad kan vi give forældrene? Vi skal som pædagoger være bedre til at vise, hvad pædagogikken i hverdagen er. At de små også lærer af andet end kun de store målbare projekter, som politikerne ønsker.«

Elisa Bergmann kan ikke lade være med at sige det, selvom det er blevet det evige kritiske refræn fra pædagogerne: I deres fag er der sket så mange omstruktureringer, at fokus er blevet fjernet fra at være sammen med børnene. Hun kender kommuner, der åbent siger, at de kun kan give et pædagogisk dagtilbud mellem klokken 10 og 14, fordi resten af tiden er råpasning. Mange steder er pædagogandelen nede på 40 procent og der er en evig svingdør med folk, der bliver hyret ind på korte kontrakter for at spare penge. Og så er der igen det med legen, der helst skal være læring.

»Enten tænker vi daginstitutionen som en form for forberedelse til skole eller så tænker vi det som laissez faire leg, hvor der er fri leg. Sidstnævnte sker altså tit, når man står alene som pædagog med børnene i ydertimerne. Leg er ikke nødvendigvis smukt og godt, det er også nederlag for børn og et hierarki man indgår i.«

Hun ser sådan noget som sprogtests som et tveægget sværd for pædagogerne. På den ene side skal de opdage de børn, der har brug for ekstra hjælp, men midt i al planlægningen går der frihed tabt.

»Vi skal finde en balance, fordi det er gået for vidt. Det fjerner noget fra børnene, fordi sådan noget som sprogscreening tager tid. Det er ikke optimalt i en tid, hvor ressourcerne er knappe.«

Engang var der plads til at alle børn. I dag frygter Elisa Bergmann, at daginstitutionerne bliver et sted, hvor det kun er de stærkeste børn, der overlever hverdagen. Noget, der allerede sker rundt om i landet på grund af besparelser, siger hun.

»Der er ingen tvivl om at de børn, der i dag kan klare sig selv, i endnu højere grad skal klare sig selv. Nogle børn vil gemme sig, fordi de ikke har det særlig godt. Hvis børnene er udsatte eller har det dårligt på nogen måde, vil de reagere. Det vil påvirke deres tillid til voksne.«