Rumskibet 'Dragon', udviklet af det private firma SpaceX, blev i går kl. 15.56 dansk tid fanget af en arm fra Den Internationale Rumstation.

Dermed bliver 'Dragon' det første kommercielle rumfartøj nogensinde, der bliver koblet til Den Internationale Rumstation. Indtil nu har det kun været opnået af statsligt udviklede rumskibe. Det skriver New York Times.

SpaceX sendte 'Dragon' af sted i tirsdags. Sammen med NASA har de afprøvet rumfartøjets funktioner siden da. Torsdag fløj det så tættere på Den Internationale Rumstation, omkring 2,5 kilometers afstand, og fik afprøvet kommunikations- og navigationssystemerne.

Reaktionen hos SpaceX holdet, da det endelig lykkedes af koble sig til Den Internationale Rumstation, var selvsagt overstadig. Især da NASA-astronauten Donald R. Pettit, som fra rumstationen styrede fangarmen, sagde:

- Det ser ud som om, vi har fanget en drage ved halen.

Se videoen af 'Dragon', der bliver fanget af armen fra Den Internationale Rumstation:

- Dette, mener jeg, vil blive anerkendt som et vigtigt historisk skridt fremad for rumrejser. Forhåbentlig den første af mange, sagde Elon Musk, som grundlagde SpaceX for 10 år siden, ved en pressekonference.

I dag bliver lugerne til ‘Dragon’ åbnet, og astronauterne på den internationale rumstation skal så bruge seks dage på at læsse fragten fra det private rumfartøj om bord og erstatte den med ting fra rumstationen, der skal tilbage til jorden. ‘Dragon’ begynder torsdag sin hjemtur mod Stillehavet ud for Californien.

Elon Musk har som den helt store målsætning, at mennesker kan rejse til Mars med SpaceX-rumfartøjer. Han mener, det er nødvendigt for menneskehedens overlevelse at kunne sende mennesker til Mars. Han sagde også, at han tror på, at SpaceX kan sende folk til Mars om 15 til 20 år.