Det tog ikke meget mere end tyve sekunder, før peperoni-pizzaen var revet væk. Tilbage på bordet lå kun den gennemfedtede papbakke fra det lokale pizzeria, flankeret af et ellers overdådigt madorgie bestående af fjorten forskellige slags pastasalat, og mindst lige så mange fade med lune frikadeller, grønsagstærter, kyllingespyd, pølsehorn, gulerodsstænger og hvad der ellers var blevet slæbt med til klassefesten i 4.A.

De hjemmelavede retter blev beundret for deres appetitlige fremtoning, opskrifter på revolutionerende nye salatvarianter blev udvekslet, og erfaringer med at tage to timer tidligere fri fra arbejde for at kunne hellige sig flødekartoflerne blev ivrigt delt mellem klassens begejstrede mødre. Men da en af ungerne tillod sig at spørge til pizzaen, og hvorfor der kun havde været én af dem, forstummede den rosende snak.

Blikke, jeg med munden fuld af peperoni valgte at tolke som direkte anklagende, blev sendt frem og tilbage over sammenskudsbuffeten, mens den forargede mumlen mellem mødrene blandede sig med den sagte klagesang fra de arme sjæle, der havde været for sløve til at hamstre et stykke af nummer 19 med ekstra hvidløg.

Ingen ønskede dog at vedkende sig at være dén, der havde været så fræk at medbringe noget så uansvarligt som fastfood, når alle vi andre (eller i mit tilfælde: min kone) nu havde kæmpet en brav kamp på tid og temperament for at troppe op med noget, der signalerede bare en vis mængde overskud. Ganske vist stod der ikke noget i invitationen fra festudvalget om, at retterne skulle være hjemmelavede, men altså, en pizza til et sammenskudsgilde – og tilmed af den slags, vi som regel kun får lov til at spise herude, hvis komfuret er røget, eller konen er på kursus?

At dømme efter den kølige reaktion fra de mere ernæringsbevidste mødre svarer det omtrent til scenen, hvor Indiana Jones trækker sin pistol og blot skyder skurken ned, fremfor at tage slæbet med en slåskamp på liv og død. Som at holde børne-fødselsdag på McDonald’s, om du vil.

På vej hjem spurgte jeg min kone, hvorfor vi egentlig ikke også bare havde taget en pizza med og dermed sparet os selv for en helvedes masse besvær? Ungerne ville have elsket det, og hvis der er noget, vi ikke ligefrem har tid til i vores i forvejen stressede hverdag som børnefamilie med karriereaspirationer, så er det da at skulle koge pastasalat og bage pølsehorn til 29 børn, som alligevel helst bare vil have en pizza. Så hvorfor ikke bare lade Muhammed nede på hjørnet klare maden, og i stedet forsøge at nappe os en halv time på sofaen?

»Ha! Forestil dig lige, at vi alle mødte op med hver vores pizza. Det kunne være kønt,« svarede hun, til hvilket jeg stille mumlede, at der sgu nok ikke var den store fare for, at det ville ske herude lige foreløbigt. Hvorefter ungerne og jeg kiggede på hinanden, forædte, bøvsende og fulde af slet skjult beundring for ham eller hende, der havde modet til at sætte sig op mod 4As pastasalat-tyranni.