Ethvert menneske i et givent samfund har friheden til at udtrykke sine sande holdninger, uanset hvor radikale eller »forkerte« de kan lyde i andre menneskers ører. Vi kan være bange for at støde andre, som bærer på en anden holdning eller overbevisning end vi selv, og derfor kan det være noget af en udfordring at føre en saglig diskussion, hvis man samtidig skal forholde sig til nogle grundlæggende »regler« for, hvad man kan tillade sig at ytre sig om. Derfor kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, om ytringsfriheden i virkeligheden er begrænset hos det enkelte individ.
Som dansk-araber er det f.eks. nærmest umuligt at føre en diskussion om integration med etniske danskere uden at støde på sætningen: »Jeg er ikke racist«, »Jeg har intet imod indvandrere« osv. Hvorfor er det nødvendigt, at vedkommende forklarer mig at han/hun ikke er racist eller fremmedfjendsk, hvis jeg ikke har nævnt noget som peger i den retning? Er det fordi at vedkommende respekterer alle mennesker uanset etnicitet eller religiøs baggrund, eller er det bare en måde at indlede en – set med mine øjne – overflødig forsvarstale på?
Når man lever i et samfund som bygger på demokrati og frihedsrettigheder, har man heldigvis sin fulde ret til at dyrke præcis hvilken religion, man ønsker. Men at ytre sine religiøse holdninger, kan desværre også misfortolkes. Man kan nemt blive anset som værende anti-demokrat, islamist eller udansk. Problemet opstår først, når man ser et modsætningsforhold mellem at være muslim og dansk.
Man bør tage hensyn til, hvordan man kategoriserer sine medborgere, fordi det netop er de etiketter, vi sætter på andre, som skaber splittelse hos den danske befolkning. Problemstillingen forekommer i det øjeblik, man sætter andre i bås, fordi de har et andet livssyn eller andre holdninger end en selv. At man kritiserer et bestemt område hos en anden kultur, er ikke ensbetydende med at være racist eller fremmedfjendsk. På samme måde kan man dyrke sin tro og leve efter en hellig bog samtidig med, at man er en del af et samfund, som bygger på demokrati og frihedsrettigheder. Det ene udelukker absolut ikke det andet.
Når en gruppe mennesker dyrker den samme religion og deler samme religiøse overbevisninger, er det ikke lig med, at de også deler samme levemåde. Hvert enkelt menneske, som forholder sig til en religion, tager en individuel beslutning om, hvordan hans religion skal praktiseres, og dermed også til, hvordan religiøse fortolkninger bedst passer ind i pågældendes realitet. Det er problematisk, når man betragter mennesker med muslimsk baggrund som en homogen gruppe uden at inddrage det enkelte menneskes adfærdsmønster og livssyn. Derfor er det nødvendigt, at man udelukkende kigger på det enkelte menneskes handlinger, frem for pågældendes religiøse baggrund. Ens religiøse overbevisninger gør ikke, at man tænker og opfatter alting på samme måde som andre, der dyrker samme religion. Vi er også individer!
Når jeg eksempelvis bliver spurgt »Hvad mener muslimer om XX«, undrer jeg mig tit over, at vedkommende forventer, at jeg kan give et konkret svar, som alle andre med muslimsk baggrund vil være enig med mig i. Bare fordi jeg deler religiøs overbevisning med et andet menneske, betyder det nødvendigvis ikke, at vi også har den samme måde at opfatte realiteten på. Tværtimod møder jeg ofte mennesker med samme religiøse baggrund som jeg selv, hvor vi kan være meget langt væk fra hinanden, hvad enten det gælder politiske holdninger, vores levemåde eller spirituelt. Så hvorfor skal jeg stå til ansvar for deres meninger og handlinger?
Vi lever i et samfund med religionsfrihed, hvorfor det er vigtigt, at man ikke opdeler befolkningen ud fra dets etniske- og religiøse baggrund. Jeg er på lige fod med etniske danskere borger i dette land samtidig med, at jeg praktiserer min religion, islam. Der er for mig og mange andre muslimer ikke en modsætning mellem det at være dansk og muslim, hvilket er essentielt at få sat på plads for, at vi alle kan se hinanden som ligeværdige danske borgere.
Desværre er der en tendens til, at integrationsdebatten domineres af enten højrefløjsekstremister eller ekstreme islamister. Men når vi lever i et samfund, der bygger på demokrati og frihedsrettigheder, er der plads til alle, uanset hvor radikale de end måtte være. Det er imidlertid trættende gentagne gange at skulle stå til ansvar for udtalelser, der kommer fra en gruppe mennesker, man ikke ønsker at blive sat i bås med. Det er af den grund vigtigt, at vi bør lægge begreber som »racist« eller »fanatiker« væk for at skabe et medborgerskab på tværs af religioner og etnicitet. Så længe frygten for at blive udstillet som enten fremmedfjendsk eller antidemokrat eksisterer, vil der altid være en barriere for, at man oprigtigt kan ytre sig. Vil man helst fremstå som racist eller islamist?
Det er ikke altid lige nemt at vælge mellem pest eller kolera.