Andreas Kamm husker det ganske tydeligt: Han var et halvt års tid forinden blevet generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, og nu stod organisationen pludselig og manglede stort set hele sit indtægtsgrundlag.
»Fra og med den 1. januar 1999 blev integrationen af flygtningene lagt ud til kommunerne, og vi mistede vores faste plads i finansloven. Det var et farvel til den aktivitet, der dengang udgjorde 80 procent af organisationen, og jeg husker tydeligt, at jeg spurgte mig selv, hvad det nu egentlig var for en organisation, jeg var blevet leder af,« fortæller Andreas Kamm.
16 år senere kan Andreas Kamm fra skrivebordet med det store verdenskort på væggen i Dansk Flygtningehjælps hovedkvarter i København konstatere, at han nu er generalsekretær for en virksomhed med en forretningsmodel, der med de aktuelle flygtningekriser er så lovende, at aktiekursen ville være i top, hvis Dansk Flygtningehjælp havde været på børsen.
»Vi lavede en strategi. Vi ville gerne fortsat virke nationalt med asylarbejdet ved at byde ind på kommunens integrationsopgaver. Men samtidig ville vi satse langt mere internationalt med afsæt i de erfaringer, vi havde fra Balkan i 1990erne med konvojkørsel,« forklarer generalsekretæren.
»Det betød, at vi var nødt til at sætte massivt ind på kommunikation og indsamling, for flygtningehjælpen var ikke længere en selvfølge med en fast plads i finansloven. Vi kunne ikke længere være så tilbagelænede, men måtte aktivt gå ud og gøre opmærksom på os selv og samle endnu flere penge ind end dem, vi var vant til gennem den årlige landsindsamling. Det var en kæmpe udfordring, og jeg tænkte ofte i de følgende år: Gad vide, om det her kan lykkes.«
Det gjorde det. I 2006-2007 var det lykkedes Andreas Kamm og kollegerne at få styr på en integrationsafdeling og flere kontrakter med kommunerne. Der var også skik på kommunikation og indsamling og, »kurven gik pænt den rigtige vej«, som Andreas Kamm udtrykker det. Også det internationale gik fint, og Dansk Flygtningehjælp havde nu efter seks-syv års målrettet indsats en omsætning i omegnen af 500-600 millioner kroner.
»So far so good. Men vi snakkede om, hvordan vi kunne udvide vore aktiviteter i det, der nu var blevet en virksomhed – en humanitær virksomhed. Hvordan kunne vi vækste,« fortæller generalsekretæren.
Overvejelserne blev i 2008 omsat til et projektet »Dansk Flygtningehjælp version 2012«, og målet var at runde en milliard kroner i omsætning inden fire år.
»Det kom bag på flere af de andre, og vi havde nogle spændstige diskussioner om det der med at gribe flygtningehjælpen mere forretningsmæssigt an. Om det at forbinde flygtningehjælpen med penge og bundlinjer. Vi skulle lige vende os til, at man ikke opgiver værdierne, fordi man angriber selve driften og selve virksomheden mere forretningsmæssigt. Det er OK at vækste for at kunne hjælpe flere nødlidende, men det er også OK at vækste for at øge omsætningen,« siger Andreas Kamm og sammenligner sin organisation med Danmarks største virksomhed, den globale supertanker A.P. Møller - Mærsk.
»Vi er nødt til at være lige så dygtige til at drive flygtningehjælpen, som Mærsk på Esplanaden er til at drive deres forretning. Det skylder vi donorerne, der betaler for vore ydelser, og det skylder vi dem, vi servicerer,« siger topchefen i den internationale humanitære koncern, der ude i verden er kendt som DRC – Danish Refugee Council.
Og milliardomsætningen blev nået hurtigere end ventet. Allerede i 2009 var Andreas Kamm og hans folk tæt på med 928 millioner kroner i omsætning. I 2010 var den 1,1 milliarder kroner, i 2011 1,4 milliarder, i 2012, 1,7 milliarder. Og i 2013 og 2014 var omsætningen 2,2 milliarder kroner, og det forventes den også at være i år. Kunderne er ikke mindst de internationale donorer – hvoraf FN, EU og en række regeringer herunder den danske gennem Danida er de vigtigste.
Herhjemme er Dansk Flygtningehjælp og Andreas Kamm ellers først og fremmest kendt for at være en hovedaktør i det, kritikerne i bl.a. Dansk Folkeparti har kaldt »godhedsindustrien«. Igen og igen – og ikke mindst for tiden som følge af flygtningekrisen i Middelhavet – har Andreas Kamm været i medierne med budskabet om, at Danmark og de andre EU-lande har en pligt til at beskytte verdens fordrevne. Og denne »fortalervirksomhed«, som generalsekretæren kalder det, er også en vigtig del af flygtningehjælpens DNA.
Men der er en grænse. Fortalerarbejdet må ikke gå ud over mulighederne for konkret af hjælpe de fordrevne. Hvis Andreas Kamm og hans folk risikerer at blive smidt ud af et land, fordi de er for kritiske over for styret, tier de for at kunne fortsætte hjælpearbejdet.
Men når butikken nu er blevet så velkonsolideret, og når kunderne i høj grad er internationale, hvorfor så bruge penge på at brande flygtningehjælpen i større avisannoncer og dyre TV-reklamer herhjemme, som det sker for tiden?
»Vi ønsker faktisk, at så mange som muligt herhjemme får kendskab til Dansk Flygtningehjælp. Ikke mindst – som de færreste måske ved – at vi udfører et kæmpestort stykke arbejde internationalt. At vi for et par måneder siden blev kåret som den tredje- bedste organisation blandt alle verdens NGOer. Og at vi er en af FNs foretrukne partnere og er en af de store »typehusfabrikanter« herhjemme. På blot et par måneder tidligere i år opførte vi 500 huse i flygtningelejren Gambella i Etiopien, samtidig med at vi hver evig eneste dag leverede en million liter rent vand til de mere end 100.000 flygtninge. Det vil vi gerne have, at folk ved, fordi vi gerne vil søge støtte til det, vi gør, og det gælder både, når vi samler ressourcer ind til vort arbejde, men også i al almindelighed.«
Men skyldes jeres behov for anerkendelse også, at Dansk Flygtningehjælp af mange fortsat anses for at være en organisation, hvis hovedformål er at hjælpe så mange flygtninge til Danmark som muligt?
»Ja, det er helt rigtigt. Nogen har den myteinficerede oplevelse, at vi mener, at alle skal have opholdstilladelse, og alle skal klassificeres som flygtninge. Det er simpelthen ikke rigtigt. Vi mener, at de, der har behov for beskyttelse, skal anerkendes som flygtninge, og de, der ikke har det, skal ikke anerkendes.«
Jeres image som en organisation, hvis primære mål er at hjælpe flest mulige flygtninge til Danmark, hænger også sammen med, at I udpeger medlemmer af Flygtningenævnet og dermed har indflydelse på asylafgørelserne. Den rolle er de borgerlige partier imod, og den rolle vil I miste, hvis blå blok vinder valget?
»Ja. Vi har retten til at indstille personer, som vi mener har de rette kompetencer til at bidrage til en korrekt sagsbehandling. Men vi har ingen indflydelse på de pågældende medlemmers virke i nævnet. Og det skal vi heller ikke have. Jeg kan sige med ren samvittighed, at flygtningehjælpen har ingen sanktionsmuligheder over for dem, der er udpeget af os, så vi kan ikke mistænkeliggøres i den forstand.«
Er der opgaver, I ikke vil påtage jer, selv om I gerne vil udvide forretningen? Har I eksempelvis gjort jer overvejelser om, hvorvidt I vil være med til at drive flygtningelejre i andre lande, såsom som Australien gør det i Cambodja for at forhindre flygtningene i overhovedet at sætte foden på australsk grund?
»Det har jeg svært ved at se.«
Hvorfor?
»Jeg holder lange foredrag om, hvor langt ude den tanke er, og faktisk driver vi rigtigt mange lejre allerede, også lejre hvor der er danske penge involveret. Så det er ikke, fordi vi ikke kan og ikke vil. Men når der står en flygtning i Danmark, så har Danmark en forpligtelse til at behandle sagen og afgøre, om vedkommende er flygtning eller ej. Den forpligtelse kan ikke eksporteres til et område, hvor Danmark i henhold til Flygtningekonventionen ikke har jurisdiktion.«
Andreas Kamm afviser dog ikke, at der er behov for nytænkning, især da flygtningeproblematikken er kommet for blive.
»Men jeg vil have det svært, hvis nytænkningen ikke sker i respekt for de konventioner, som vi er forpligtet af,« fastslår han.
Men det kunne altså være et svar på den globale flygtningekrise, at man reviderer Flygtningekonventionen, sådan som nogle foreslår?
»Jeg tror ikke, at det er dér, svaret ligger. Jeg møder jo ofte folk, der siger, at det er ærgerligt, at vi har underskrevet konventionen. Den skal vi af med, og til det har jeg kun at sige, at verden ikke ændrer sig ved, at vi skrotter konventionen. Folk flygter jo ikke, fordi de har læst konventionen, men fordi de bliver forfulgt.«
Men kunne konventionen ikke bliver bedre og mere tidssvarende?
»Jo, man kunne godt tænke sig en bedre og stærkere konvention, men åbner vi for en revision, er der ingen, der tror på, at konventionen vil blive stærkere, for folk vil væk fra forpligtelserne. De vil ikke forpligte sig yderligere. I en ubalance, som den vi står i nu, tror jeg ikke, at man kan styrke fællesskabet ved at genforhandle konventionen. Det skal ske i en situation, hvor balancen er bedre, og hvor man tør,« siger Andreas Kamm, der forudser et endnu større antal flygtninge fremover.
»Jeg tror desværre, at vi i de kommende ti år vil se problemet med fordrivelse og flygtninge vokse. Og det skræmmer mig. For udgangspunktet i dag er en kæmpestor ubalance mellem verdens højeste flygtningetal siden Anden Verdenskrig – de 52 millioner – og så dét, jeg kalder kapaciteten til at hjælpe dem. Kapaciteten består jo af vilje og af ressourcer, og det kan ikke mobiliseres til at matche det store antal flygtninge, som bliver flere og flere, fordi billedet nu er, at der kommer nye konflikter til, mens det svært at afslutte de gamle. Tag Afghanistan, Irak, Syrien og Somalia. Det bliver bare ved og ved, mens der kommer nye konflikter til. I flygtningehjælpen kan vi konstatere, at vi kun har kunnet realisere vores exit-strategi et sted, og det er i Bosnien. Så lukkede vi Ukraine sidste år, men der åbner vi nu igen.«